Læsetid: 6 min.

Cafeteria-stemningen truer fagligheden

’Studerende betragter universitetet som et cafeteria, hvor de selv kan sammensætte en ’menu’ og skabe sig en profil, der svarer til arbejdsmarkedets krav. Det er det klassiske universitetsstudiums langsomme død,’ siger lektor og studieleder Jens Erik Kristensen
19. marts 2001

Mandagssamtale
Da Idehistorisk Institut på Århus Universitet i foråret 1999 fik besøg af et udvalg fra Danmarks Evalueringsinstitut, stillede et af udvalgets medlemmer som det første studieleder Jens Erik Kristensen spørgsmålet: »Og hvad gør I så på idehistorie for at nurse jeres studenter?« »Ingenting, for vi er ikke nogen nursery school,« svarede studielederen.
Det var en kontroversiel udmelding, som stemmer dårligt overens med den bølge af pædagogisk oprustning, der har været de seneste års svar på frafaldsproblemer og lave gennemførselsprocenter. Men det er netop tendensen til pædagogisering og terapeutisering af studierne, Jens Erik Kristensen er bekymret over og savner en diskussion af.
– Hvorfor sagde du sådan?
»Det irriterede mig, at Evalueringsinstituttets medarbejdere tog det for givet, at vores vigtigste opgave som universitetslærere er at nurse vores studenter. Jeg er ansat til at undervise og vejlede voksne, myndige mennesker i et fagligt studieforløb. Jeg er ikke ansat som omsorgspædagog eller terapeut for den enkeltes personlige udvikling.«
»Undervisning og vejledning kan altid blive bedre – til gavn for den enkeltes faglige studieforløb, så der er ikke i sig selv noget galt med pædagogisk videreuddannelse af universitetslærere. Men
i evalueringsinstituttets spørgsmål ligger en opfordring til, at de studerende skal betragte sig selv som personlige brugere med krav på en række serviceydelser.«
– Hvad er der galt med at servicere de studerende?
»Det er der ikke i sig selv noget galt med. Men det er helt hen i vejret at forfremme det til en universitær kerne-ydelse. Det tilskynder de studerende til at påtage sig rollen som børn og brugere – en meget uheldig cocktail.«
»Hvert institut har en studievejleder, der står til rådighed for studerende med problemer, og det er vigtigt og fint. Men det kan aldrig være universitetsansatte forskeres og underviseres pligt at nurse deres studerende. Om de gør det må være frivilligt, for deres indbyrdes mellemværende er først og fremmest fagligt og sagligt«
– Men fagligheden er vel ikke det eneste væsentlige. Når de studerende skal finde et job betyder deres personlige kvalifikationer vel også noget?
»Ja, men til forskel fra en skoleuddannelse bør et universitetetsstudium aldrig kun være orienteret mod at kvalificere eller ’kompetenceudvikle’ den enkelte til et arbejdsmarked – eller være medium for den enkeltes selvudvikling.«

De fire aspekter
– Hvorfor ikke?
»Fordi man så er i færd med at afvikle det særegne ved et universitetsstudium. Et studieforløb er karakteriseret ved fire aspekter: At man i en og samme proces hengiver sig til et studium af noget, påbegynder en uddannelse i noget, der kvalificerer en til noget, og samtidig begiver man sig ud i en personlig udviklings- og dannelsesproces. Der skal være balance mellem de fire aspekter. Det er der ikke i dag, hvor både studium og uddannelse er trængt i defensiven af forestillingen om, at det hele handler om selvdannelse og kompetenceudvikling. Som studieleder vil jeg med andre ord gerne slå et slag for, at det at studere er noget andet og mere end at uddanne, kvalificere og kompetenceudvikle sig.«
– Hvad er forskellen mere præcist?
»At starte på et studium betyder principielt, at man har valgt at hengive sig til og fordybe sig i en bestemt forudgiven saglighed og faglighed, der er autoriseret i videnskabelig forskning og disciplineret i bestemte obligatoriske undervisningsforløb. Her er der grænser for den overfladiske kombination af forskellige kurser.
– Er det ikke en lidt gammeldags måde at betragte universitetet på, der er ude af trit med videnssamfundets krav?
»Jo, det er der sikkert nogen, der vil mene. Men hvis ikke man fastholder de fire aspekter i deres forskelle, har man for mig at se ofret selve ideen med et universitetet på den hellige kompetenceudviklings alter.«
– Hvad er selve ideen?
»Det kan jeg bedst forklare kort ved at henvise til, at studium lige som ’at studere’ kommer af det latinske verbum studeo. Det betyder ’jeg ivrer’ eller ’stræber efter’, og det, man siden universitetets fødsel som studium generale i middelalderen har ivret og stræbt efter, er visdom, lærdom, videnskab, sandhed.«
– Skal universitetet stræbe efter det samme i dag?
»Ja, det er det på en måde forpligtet til. I universitetslovens formålsparagraf hedder det jo stadig, at universiteternes ypperste opgave er ’inden for sine fagområder at bedrive forskning og give videregående uddannelse indtil højeste videnskabelige niveau’ og værne om forskningsfriheden. Der står endnu ikke noget om, at universiteterne skal bedrive kontraktforskning eller nurse den enkeltes kompetenceudvikling.«

Uendelige valgfrihed
– Men er det ikke naturligt, at universitetet afspejler samfundets udvikling – også erhvervslivets?
»Det synes jeg også, at universitetet så rigeligt gør. Men i takt med det sker der en afvikling af selve grundtanken med et universitetsstudium. I stedet forherliges den uendelige valgfrihed og markedsorienterede fleksibilitet. Det klassiske universitetsstudie dør i takt med dets transformation til en generaliseret masteruddannelse, hvor individuel kompetenceudvikling erstatter det forskningsbaserede og fagligt forpligtende studieforløb.«
– Er det ikke en meget dramatisk og pessimistisk udlægning?
»Måske – universitetet lever jo endnu, men forestillingen om, at et studieforløb er til for den enkeltes selv- og kompetenceudviklings skyld sætter i stigende grad den universitære dagsorden. Der er brug for, at den forestilling afbalanceres med en respekt for studiets saglighed og en uddannelsespolitik, der har flere ambitioner end national kompetenceudvikling og konkurrenceevne.
– Konkurrenceevne eller ej, så ender en stigende del af jeres studerende på Idéhistorie i det private erhvervsliv. Vil det ikke påvirke undervisningen?
»Det vil det formodentligt gøre med tiden. Vi er jo nødt til at overveje, hvad der skal blive af vore kandidater, når de ikke alle kan eller ønsker at blive undervisere og forskere. Vi har ikke noget imod også at orientere dem mod andre dele af arbejdsmarkedet, herunder det private erhvervsliv.«
– Men gør I det?
»Indtil videre kun i meget begrænset omfang. Vi har allerede gode erfaringer med, at en uddannelse i idéhistorie kombineret med et andet fag har givet vores kandidater kompetencer, der er efterspurgt i erhvervslivet. Og vi lider ikke af jomfrunalsk angst for at sælge fagets sjæl til markedslogikken. Men orienteringen mod denne del af arbejdsmarkedet må ikke ske på bekostning af studiets faglige integritet. Vi skal finde en vej, hvor interesserne kombineres.«
– Hvilken vej?
»Man har bl.a. fra Dansk Industri efterlyst, at humanistiske kandidater i deres studieforløb bliver ’mentalt disponerede’ for også at søge jobs i det private. Det har vi ikke noget mod at bidrage til, og det behøver ikke blot bestå i, at man klasker et IT-kursus ind som tilbud i kandidatuddannelsen. Der er masser af ideer i den private sektors historie og nutid, som det er særdeles relevant at beskæftige sig idéhistorisk med.«
– Et undervisningsforløb om virksomhedsledelse på et teoretisk plan giver vel ikke de studerende den fleksibilitet og de samarbejdsevner, som erhvervslivet efterspørger?
»Hvad konkrete kompetencer angår kan og skal vi aldrig konkurrere med f.eks. Handelshøjskolerne. Desuden er de højtbesungne personlige kompetencer jo noget, man i dag drager omsorg for at udvikle allerede i børnehaven. Børn flaskes op med, at de er i centrum og helst selv skal vælge og sammensætte deres forløb.«
»Disse forventninger om, at omgivelserne skal imødekomme deres individuelle krav, tager børnene med sig. Som studerende opfatter de sig selv som brugere af universitetets tilbud og ydelser og i mindre grad som forpligtede deltagere i et fagligt miljø og et akademisk liv
De vil sandsynligvis i stigende grad agere som kræsne cafeteria-kunder, der insisterer på selv sammensætte deres uddannelsesmenu.«
– Hvad er der galt med det?
»Cafeteria-gæster bevarer og fremmer ikke en stærk faglighed eller et godt studiemiljø.
Vi går ind for tværfaglighed, men det skal være med udgangspunkt i en solid enkeltfaglighed. Man bør fastholde en grunduddannelse med stærkt fagligt fokus og vente med at dyrke de tværfaglige tilvalg til overbygningen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu