Læsetid: 4 min.

Cd-box

2. marts 2001

Af Anders Beyer, KAREN MOHR SOKKELUND, Klaus Lynggaard og ERIK WIEDEMANN
(2. sektion)

Jazz
Jesper Riis: Cellular. Cope .
*Sammen med plader af pianisten Kasper Villaume og saxofonisten Peter Poulsen er denne med trompetisten Jesper Riis og hans sekstet nomineret til en Music Award i kategorien Årets nye danske navn. Et sympatisk forslag med meget talent, men også nogen ujævnhed. Hvad der tæller, er især Riis’ kompositioner/arrangementer (alt materiale er af ham selv) og Claus Waidtløw, hvis sopran- og tenorspil næsten får én til at glemme, hvilken storartet alt-spiller han var. Riis’ trompetspil er teknisk velfunderet, men har endnu ikke så meget musikalsk sjæl.

Joe Lovano Nonet: 52nd Street Themes. Blue Note.
*Sammen med de to klavertrio-plader med Lars Jansson og Per Henrik Wallin, som jeg omtalte her i sidste uge, er denne Lovano-plade den eneste internationale nyudgivelse, der er nomineret til en Music Award. Det er også en vægtig cd, båret af Lovanos magtfulde tenor, John Hicks’ klaver, Lewis Nash’s trommer og den hidtil ukendte veteran Willie Smiths fine arrangementer af især Tadd Dameron-kompositioner. De andre seks blæsere, der benyttes i varierende omfang, er bedst i ensemblerne. Men trods alt – kan den eller de, der har nomineret, virkelig mene, at det er årets bedste og eneste amerikanske plade i sin kategori? ew

Klassisk
Fuldmåneimprovisationer 1999/2000. IRCD 002.
*En velgørende anderledes cd med meningsfuld ga-ga kan opleves på udgivelsen Fuldmåneimprovisationer 1999/2000. Det er komponister og musikere, som er kendt fra Gruppen for alternativ musik, der sætter det musikalske svinghjul i gang. Det er musik, som ikke spiller på vante forestillinger, og som ikke ønsker at puste sig op til at være mere end det, den er: Frie improvisationer, hvor ingen ekstramusikalske virkemidler på forhånd er udelukket. Befriende at lytte til og formodentlig endnu sjovere at være med til at realisere. Cd’en formidler et kontrapunkt til alt det opstyltede ingenting, indpakket i moderigtig celofan, som musiklivet har så rigelige mængder af .
nwww.angelfire.com/ut/
irecords.

Danish Music Awards 2001 Classical. IFPI
*Den til Danish Music Awards 2001 Classical tilknyttede Event-koordinator, som nævnes på en ny cd med musik af de af ukendte gerningsmænd prisnominerede kunstnere, kunne måske have oplyst om, hvad eller hvem IFPI er, som står bag produktionen? Men det er, som selve nomineringsproceduren i øvrigt, et foretagende omgivet af helt unødvendigt og uanstændigt hemmelighedskræmmeri. Cd’en med værker af de nominerede, er absolut undværlig. Scene 1 fra Ruders’ Tjenerindens fortælling og så videre til alle de andre uddrag. Man må i sandhed ikke håbe, at der er brugt offentlige kulturpenge på denne udgivelse. beyer

Rock
Søren Sko: Unpolished. Producere: Per Ekdahl & Søren Sko (Virgin)
*Da denne skribent var ung, morede han sig over amerikaneren Spike Jones, kendt for sin Murdering the Classics-serie, hvor diverse kendte og elskede travere fra den klassiske spillebog kærligt maltrakteredes. Man ville ønske at kunne hævde, at sangeren Søren Sko var lige så sjov som Jones på Unpolished, hvor han sammen med kollegaer fra Rick Astley til Alberte Vinding slagter en række uskyldige sange, så som »Heart of Gold,« »Fire And Rain« og »Take It Easy« – garneret med et spar stykker fra hjemmebrænderiet – men humoren er desværre fuldstændig ufrivillig på denne patetiske undskyldning af en udgivelse, som burde have haft titlen Tidsspilde.

Cousteau: Cousteau. Producer: Davey Ray Moor (MNW)
*I den storladent romantiske stil, som bl.a. Tindersticks gjorde populær i midt90’erne, finder man det fine lille orkester Cousteau, hvis selvbetitlede album myldrer med sange for og om lovers, losers og andet godtfolk. Der er ekkoer af beåndede popsnedkere som Burt Bacharach og Elvis Costello, og på sangforedraget forstår man, at Scott Walker ikke har levet forgæves. Der hviler en tung alvor over projektet, som er både gennemført og inciterende på en noir-inspireret facon, og det melodramatiske og patetiske forløses med elegance, smag og schwung. En plade, som udgør godt selskab i den blå time, hvor ensomhed, fordybelse og længsel står højst på programmet. -lyn

Verdensmusik
Rough Guide to Bhangra – one way ticket to British Asia (Amigo).
*Indiske og pakistanske musikere fylder godt på engelske pladetallerkener og hitlister. En af pioneerne på området er DJ Ritu, der på denne
skive kaster den populære asiatisk-engelske blandingsmusik, bhangra, i skuffen.
Bhangra har sine traditionelle rødder i Punjab-provinsen i Pakistan og Nordindien og har hentet god og varieret inspiration i det vestlige torturkammer.
Resultatet er livfulde finurlige hybrider, der fanger et voksende publikum i det engelske. På pladen har DJ Ritu samlet 13 ultimative hits fra Alaap’s klassiker Bhabiye Ni Bhabiye til Nusrat Fateh Ali Khan’s Piya Re Piya Re i et heftigt bhangra-remix med Salim & Sulaiman over rundtosset dancefloor tilsat skønne kvindestemmer og pop.
The Rough Guide to Bangra er en rigtig bonusplade, for kaster man den i sit cd-romdrev kan man også læse DJ Ritus artikler om bhangra fra murstenen The Rough Guide to World Music, vol. 1.moh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her