Læsetid: 3 min.

CD: Få øjnene op for udlændingene

Hvis V og K skal bruge vores mandater efter næste valg, så skal de indgå en aftale med os om den flygtninge- og indvandrerpolitik, regeringen skal føre siger Peter Duetoft
16. marts 2001

CD vil kun støtte en borgerlig regering efter næste valg, hvis den vil skrive under på en aftale om, at den på en række punkter vil føre en mere fleksibel udlændingepolitik end den, der bliver ført for tiden. Det siger partiets gruppeformand, Peter Duetoft til Information.
»Hvis Venstre og de Konservative skal bruge vores mandater efter næste valg, så skal de indgå en aftale med os om den flygtninge- og indvandrerpolitik, som regeringen skal føre,« siger Duetoft. »Ellers vil vi ikke støtte dem.«
Duetofts udmelding kommer på baggrund af sagen om den srilankanske kvinde, der blev udvist fra Danmark i sidste uge. Duetoft er en af de politikere, der har kæmpet stærkest imod udvisningen, og han har været frustreret over ikke at kunne påvirke indenrigsminister Karen Jespersen.
»Udvisnings-sagen har vist, at vi ikke har særlig stor indflydelse på den politik, som regeringen fører på udlændingeområdet for tiden,« siger han.
»Den situation vil vi ikke risikere at befinde os i efter næste valg. Vi vil have snor i indenrigsministeren – hvem det så end bliver. Og hvis den kommende minister vil forsøge at træffe urimelige beslutninger på udlændingeområdet, så vil vi være i stand til at kunne forhindre det. Derfor gælder vores krav også SR-regeringen, hvis denfortsætter.«

Ind ad bagdøren
Derudover oplyser Duetoft, at CD har besluttet at gøre udlændingeområdet til et af partiets hovedtemaer i den kommende valgkamp.
»Alt for længe har det kun været Pia Kjærsgaard, der har haft lyst til at tale om flygtninge- og indvandrerpolitik under valgkampe. Og det har gjort det for let for de etablerede partier at sige: Årh ... det er jo bare Pia Kjærsgaard – mens de samtidig har smuglet hendes politik ind ad bagdøren. Nu vil vi også rejse temaet. Og vi repræsenterer den humanistiske synsvinkel. Vi vil have, at udlændingeloven skal forvaltes humant og fleksibelt. Og så må partierne vælge: Hvilken vej vil de gå? Vil de følge Dansk Folkeparti – eller vil de følge os?«
Til trods for sit engagement i udlændingeområdet, så erkender Peter Duetoft dog, at det er lidt af en »gambling« at gøre kravet om en ordentlig behandling af flygtninge og indvandrere til en af partiets mærkesager.
»Men jeg mener, at vi har den rette balance i CD,« siger han. »Vi ønsker jo også en hård kurs over for de kriminelle asylansøgere.«
Hos Venstre afviser man at kommentere CD’s krav om en skriftlig aftale.
»Venstres politik er, at der ikke skal ske en lempelse af udlændingepolitikken. Men jeg ønsker ikke at gå ind i en diskussion før vælgerne har talt,« siger den politiske ordfører, Ulla Tørnæs.
Hos Socialdemokratiet finder man derimod udmeldingen »særdeles interessant.«
»Den er jo især spændende, hvis man ser på Anders Fogh Rasmussens muligheder for at danne en borgerlig regering efter næste valg,« siger partiets politiske ordfører, Pernille Blach Hansen.
»Hvis det overhovedet skal lykkes for ham, så bliver han efter alt at dømme nødt til at støtte sig til Dansk Folkepartis mandater. Og hvordan vil han gøre det, hvis han samtidig skal indgå en udlændingeaftale med CD, som Dansk Folkeparti ikke kan acceptere? Anders Fogh Rasmussen bliver under valgkampen nødt til at fortælle vælgerne, hvilken side han vil vælge.«
Vedrørende Socialdemokratiets egen holdning til CD’s krav siger Pernille Blach Hansen: »Vi er altid åbne over for en diskussion med CD om den slags emner.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her