Læsetid: 3 min.

Fra coca til overdosis

’Traffic’ er et hovedværk fra Steven Soderbergh – en vigtig og monumental film om narko-bekæmpelsens umulige vilkår i USA
16. marts 2001

(2. sektion)

Ny film
Vi har konfiskeret tre gange så mange sendinger på vej ind i USA, fortæller toldofficeren til Robert Wakefield, USA’s nye minister for narkobekæmpelse, der er på besøg ved den amerikansk-mexicanske grænse. Betyder det så, spørger Wakefield, at der kommer tre gange så meget narkotika ind i landet? Det er en uhyggelig måde at se det på, men ja, det kan man godt sige, lyder svaret.
Narkobagmanden Edouardo Ruiz, der har indvilget i at angive sin chef for selv at slippe fri, forsøger at overbevise den menige narkobetjent Montel Grodon om, at hans arbejde er futilt, at det alligevel aldrig vil lykkes for narkopolitiet at stoppe den organiserede narkosmugling, og at Montels makker Ray Castro, der døde i forsøget på at beskytte Ruiz, døde forgæves.
Med adskillige statements i den dur er Steven Soderberghs seneste film, Traffic, ikke nogen opløftende film. Men det er en fremragende spillet, monumental og vigtig film, som forsøger og lykkes med at præsentere den overvældende og ødelæggende narkotikaproblematik både nuanceret og medrivende. Vi møder politikere, politifolk, ærlige som korrupte, pushere, brugere, forhandlere, distributører og fremstillere, som alle har deres i klemme, når det kommer til den magtfulde, milliarddollar-store narkoindustri, over for hvilken alle kommer til kort – selv den amerikanske regering.

Fire forløb
Traffics grundstruktur består af fire forløb, der følges på skift, og som begynder at blande sig med hinanden, efterhånden som Soderbergh breder sine menneskeskæbner ud til også at være et portræt af et samfund, der
reelt ikke aner sine levende råd.
I Mexico møder vi et sjældent syn i form af den ærlige strømer Javier Rodriguez (en forrygende, spansktalende Benicio Del Toro), der sammen med sin makker Manolo bliver hyret af den suspekte generel Salazar til at være med til at bekæmpe det ene af Mexicos to narkokarteller, Tijuanakartellet.
I Washington er dommer Robert Wakefield (Michael Douglas med et mennneskeligt ansigt) i gang med at forberede sig på at overtage embedet som minister for narkotikabekæmpelse, da han finder ud af, at hans teenagedatter (stærk debut af Erika Christensen) er kommet ud i et alvorligt narkomisbrug.
De to narkostrømere Ray og Montel (Luiz Guzman og Don Cheadle i et gnistrende samspil) knalder samtidig mellemmanden Edouardo Ruiz og lover ham immunitet, hvis han vil vidne mod sin bagmand, familiefaren og storimportøren Carlos Ayala.
Mens Ayala er i fængsel og venter på sin retssag, begiver hans desperate, højgravide kone Helena (Catherine Zeta-Jones viser, at hun kan andet end være smuk) sig til Mexico for at få gang i forretningerne igen – og hun sætter samtidig en pris på Ruiz’ hoved.
Og efterhånden begynder trådene at samles og historierne at mødes, hvilket får stor betydning for deres videre forløb.

Et hovedværk
Visuelt set er Traffic temmelig opfindsomt skruet sammen – Soderbergh har under pseudonymet Peter Andrews selv ført kameraet – og filmen er samtidig en udfordrende oplevelse med sine handlingsmæssige spring og stærkt tintede billeder.
Hver plottråd har fået hver sin kulør, der ud over at farve stemningen i de pågældende scener også fungerer som en slags vejviser i en historie, der er, ikke decideret forvirrende eller pointeløs, men dog kompliceret og med stor klangbund.
Men Traffic tager som sådan ikke stilling – kameraet er nøgternt registrerende, og holdningen og humøret skifter med de personer og følelser, som linsen indfanger. Filmen er ikke et argument mod at misbruge narkotika eller kommer med de vises sten i forhold til narkobekæmpelse. Det er et modent værk af en instruktør og en manuskriptforfatter, som på forhånd har erkendt, at USA har et stort problem med narkotika, og som så forsøger at spore narkoens vej gennem systemet – fra cocaplante til overdosis – og samtidig anskueliggør for os, at det er på tide at omtænke måden, vi griber problemet an på. Som Douglas’ Wakefield på et tidspunkt siger, så er »krigen mod narkotika samtidig en krig mod medlemmer af vores egne familier.«
Ved at skildre de mennesker, som stofferne og misbruget rammer, når Traffic at få sagt så meget mere end et dusin film, som udelukkende har for øje at opdrage sit publikum.
Traffic er et hovedværk i Steven Soderberghs karriere – ikke nødvendigvis hans bedste, men bestemt én af dem – hvor han virkelig viser, hvad han kan, hvor mange bolde han kan holde i luften på én gang.
Og så har den sat gang i den amerikanske debat om narkobekæmpelse.

*Traffic. Instruktion: Steven Soderbergh. Manuskript: Stephen Gaghan. Amerikansk (Palads, Dagmar og CinemaxX i København).
Mere på www.salon.com/news

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu