.
Konference
I denne tid udspiller der sig en akademisk magtkamp på flere prestigefyldte amerikanske universiteter. En voksende gruppe forskere forsøger at indføre computerspillet som legitimt forskningsobjekt, men især de traditionstunge humanistiske fakulteter stritter imod. Quake, Myst og Counter Strike er, mener mange, ikke helt på linie med Kafka, Joyce og Shakespeare. Spillene lugter stadigvæk lidt af grillbar.
På IT-højskolen i København lader man sig dog ikke begrænse af traditionelle faggrænser. De seneste to dage har de grå bygninger i Københavns Nordvestkvarter dannet ramme om en konference med titlen Computer games and digital textualities. Bag denne overskrift gemmer sig en lidt trodsig indstilling til måden, hvorpå emnet hidtil er blevet behandlet. Akademikere fra især humaniora har haft vanskeligt ved at tage ordet ’spil’ i deres mund og har i stedet opfundet lidet præcise begreber som ’interaktiv underholdning’ eller ’digital litteratur’. I stedet for ’spillere’ har man snakket om ’interaktører’, og i stedet for ’spilleverdener’ har man gerne talt om ’flerbrugermiljøer’.
Jesper Juul og Lisbeth Klastrup, konferencearrangører og begge ph.d.-studerende ved IT-højskolen, mener, at tiden er kommet til at forskerne lægger denne berøringsangst bag sig. Computerspil er, mener de, et fuldt ud legitimt forskningsobjekt, og hvis man forsøger at holde spil uden for den akademiske varme ignorerer man et vigtigt kulturelt fænomen.
Den sjove videnskab
Det er med tydelig stolthed at IT-højskolens leder, Mads Tofte, lægger hus til arrangementet, og han taler med lidenskab om, hvordan computerspil netop opfylder skolens krav om at kombinere æstetiske, tekniske og handelsmæssige dyder. Her er ingen betænkeligheder ved emnets lavkulturelle status, men snarere et vovemod, der velsagtens har været en nødvendighed for på stort set ingen tid at få en undervisnings- og forskningsinstitution til at fungere.
Også Jesper Juul er fuld af forhåbninger, men han er dog mærkbart træt af den bekymring, der ellers ofte ledsager computerspillene blandt landets granvoksne befolkning. På spørgsmålet, om hvorvidt en sådan konference ikke også burde berøre spørgsmål om afhængighed og skadelighed, siger han: »Nej, den slags interesserer mig egentlig ikke så meget,« og han har tydeligvis salen med sig.
Senere, under en præsentation af den danskproducerede succes Hitman, dukker spørgsmålet op igen, denne gang fra en ældre herre i salen, der gerne vil vide hvilke etiske overvejelser udvikleren har gjort sig. I Hitman, som er blevet lanceret som en thinker-shooter, indtager spilleren rollen som en lejemorder, der sendes omkring i verden for at udføre sit makabre job. Chef for firmaet bag spillet, Thomas Jakobsen, som netop har beskrevet spillets grafiske fortræffeligheder smager tænksomt på ordet etik og må så indrømme, at moralfilosofi ikke lige har stået højest på programmørernes dagsorden. Men pludselig lyser han op: »Altså man slår jo kun bad guys ihjel.« Salen er tilfreds, man er her for at diskutere spillenes form og ikke deres indhold.
Mads Toftes tværfaglige vision falder en smule til jorden. Flere oplægsholdere slår ned på meget specifikke humanistiske spørgsmål om fortællerpositioner, tidsforhold og design, mens såvel tekniske, som mere socialvidenskabelige vinkler glimrer ved deres fravær. Den norske litteraturforsker Espen Aarseth, der med sin meget læste bog Cybertext omtrent er blevet det unge fags grand old man (bogen er fra 1997), tager faderrollen på sig. I et særdeles underholdende oplæg fortæller han om sin vision om oprettelsen af institutter for forskning i spil af forskellig art. Han undskylder for at have brugt begrebet cybertext, når det nu var computerspil, han mente og opfordrer de fremmødte til ikke at tøve, men i stedet straks begynde at arbejde for sagen. Slutteligt skitserer han forskellige modeller for sådanne institutter, og her kan man notere sig, at drømmen i ganske høj grad ligner klassiske humanistiske fag dog med en mulig skelen til sociologiske vinkler. Entusiasmen er åbenlyst til stede, men der er, selv på et område, hvor intet produkt kan opstå uden de hårde videnskabers mellemkomst, åbenbart grænser for tværfagligheden.
