Læsetid: 4 min.

’Danmark ligger i læ af de store’

Debatten om raketskjoldet er eksempel på, at Danmark skæver frygtsomt til stormagterne i udenrigspolitikken, mener Jørgen Estrup. Han ønsker et brud med regeringens monopol på at føre udenrigspolitik
14. marts 2001

»Den udenrigspolitiske kurs, Danmark fører, er i meget høj grad den samme som før den kolde krigs ophør. Vi ligger i læ af de store lande og er først og fremmest interesseret i ikke at komme i klemme. Det er ærgerligt – både fordi det lille land har nye muligheder for indflydelse i den ændrede verdensorden. Og fordi det fører til en manglende udenrigspolitisk debat i Danmark. Folk vænnes til, at udenrigspolitik er ’noget, vi ikke skal blande os i’.«
Bredsiden mod den danske udenrigspolitik kommer fra en absolut kender og insider – Jørgen Estrup. Medlem af Udenrigspolitisk Nævn 1988-2000. Tidligere formand for Folketingets udenrigsudvalg og medlem af forsvarsudvalget. Radikal udenrigs- og forsvarspolitisk ordfører gennem 12 år.
Fra sit selvvalgte eksil i Wien, hvor Estrup nu er cheføkonom i FN-organisationen UNIDO, gør den tidligere toppolitiker regnskabet op efter mange års engagement. Det sker i den netop udkomne debatbog Uden kompas – dansk udenrigspolitik efter 1945. Konklusionerne er ikke opløftende. Dansk udenrigspolitik er ikke ’aktivistisk’, som der står i festskrifterne, men efter Estrups mening »uselvstændig« og »frygtsom«. Og måden, den bliver til på, er »udemokratisk« – udenrigspolitikken føres ifølge Grundloven fortsat af ’Kongen’, det vil sige regeringen. Med Udenrigsministeriet som nidkær vogter af relevante dokumenter.

Raketskjoldet
– Men er det overhovedet muligt at få en bred debat om et emne som raketskjoldet. En teknisk kompliceret sag, som indeholder følsomme oplysninger, alle implicerede regeringer helst vil holde for sig selv?
»Ja, det tror jeg i allerhøjeste grad. Det ser vi jo f.eks. i USA. Det paradoksale er, at da Udenrigspolitisk Nævn i sommeren 1999 fik den første nødtørftige orientering om de amerikanske raketskjolds-planer, fik vi besked på, at oplysningerne var ’strengt fortrolige’. Da vi kort efter rejste til USA, kunne vi se de samme oplysninger i alle medier. Debatten kørte på fuld kraft.«
– Er der ikke grænser for Danmarks råderum i den debat - hensynet til en nær, men mægtig allieret f.eks.?
»Det er klart, at der er diplomatiske spilleregler, en regering må følge. Men der er andre spilleregler for Folketinget. At en regering skal manøvrere forsigtigt i internationale organer eller i forhold til andre regeringer, behøver ikke at betyde, at Folketinget skal ligge fuldstændig underdrejet. Hvis ikke Folketinget kan føre en fri debat om et så væsentligt spørgsmål som raketskjoldet, der handler om a-våbenbalancen og dermed vores fælles fremtid, så synes jeg, demokratiet har spillet frygtelig fallit.«
Estrup henviser til, at Folketinget har haft en enkelt forespørgsdebat om raketskjoldet – i februar sidste år.
»Under debatten gemte regeringen sig under mantra’et: ’Vi har ikke fået nogen konkret henvendelse fra USA – derfor har vi ingen mening’. Men Folketingets partier havde også sin del af ansvaret. Det var for let for regeringen at feje sagen ind under gulvtæppet på den måde – og dermed fjerne grundlaget for en demokratisk debat.«
Generelt foreslår Estrup, at der gøres op med regeringens grundlovsfæstede ret til alene at føre udenrigspolitikken – med pligt til at ’rådføre sig’ med Udenrigspolitisk Nævn, men uden pligt til nødvendigvis at rette sig efter ’rådene’.
»For øjeblikket er den eneste parlamentariske kontrol, vi har, at vi kan vælte regeringen. Det er et meget firkantet våben i det parlamentariske system. Der skal virkelig meget til, før et flertal i Folketinget vælter regeringen på et udenrigspolitisk spørgsmål. Indenrigspolitiske hensyn kommer meget nemt til at blive dominerende.«
I stedet foreslår Estrup en »demokratisering« af udenrigspolitikken.
»Det er allerede gennemført i EU-spørgsmål, hvor Europa-udvalget har fået en meget direkte indflydelse på regeringens mandat i EU-forhandlinger. Det skyldes simpelthen praktiske grunde – ellers risikerede regeringen i alt for mange sager pludselig at befinde sig i mindretal. Og det fungerer fint. Men hvorfor ikke videreføre denne succesrige uddelegering, og give udenrigsudvalget en tilsvarende kompetence i internationale sager.«

Bøjning af Grundloven
»Det er at bøje Grundloven temmelig meget«, erkender, Estrup. »Men det har vi i forvejen gjort med Europa-udvalget, og vi har levet godt med det.«
Udenrigspolitisk Nævn skal opretholdes efter Jørgen Estrups mening. Men nævnet, hvor der i de fleste sager er tavshedspligt, skal kun tage sig af sager om fremmede magters vitale interesser eller i sager, hvor danske menneskeliv er på spil.
»Vores indsats i Kosovo kunne ikke have været diskuteret i fuld offentlighed. Der var oplysninger, der kunne true det overordnede mål og bringe menneskeliv i fare. Og det må man selvfølgelig respektere.«
– Men ville en øget parlamentarisk kontrol med udenrigspolitikken være nok til at sikre en bred debat om f.eks. raketskjolds-planerne?
»Jeg tror, at Folketingets partier i langt højere grad ville føle sig ansvarlige, hvis ansvaret for udenrigspolitikken var uddelegeret til dem. De kunne så ikke, som i raketskjolds-sagen, sige, at dette er en sag, vi ikke ønsker at mene noget om.«
Men øget parlamentarisk kontrol med udenrigspolitikken er ikke nok til at sikre en bredere debat, mener Estrup. Også adgangen til informationer må »demokratiseres«.
»Det er nødvendigt at bryde Udenrigsministeriets årelange tradition for ikke at give oplysninger fra sig – selv informationer, der er tilgængelige på nettet,« siger Estrup.
Som et eksempel på en sag, der ville være håndteret anderledes, hvis regeringen havde pligt til at vinde opbakning i Udenrigsudvalget, nævner Estrup Østrig-sagen.
»Det var ikke en sag, der egnede sig til lange debatter i Folketinget. Men jeg er sikker på, at statsministeren pr. instinkt havde handlet anderledes, end han gjorde, hvis han vidste, at han på forhånd måtte sikre sig parlamentarisk opbakning,« siger Estrup.

FAKTA
Udenrigspolitikken
Danmarks udenrigspolitik føres ifølge Grundloven af Kongen, det vil sige af regeringen. Folketingets indflydelse gøres gældende igennem tre institutioner:
*Udenrigspolitisk Nævn, der skal orienteres i udenrigspolitiske spørgsmål, men kun er rådgivende og ikke deltager i lovgivningen,
*Udenrigsudvalget, der tager sig af internationale sager, som kræver dansk lovgivning – f.eks. Danmarks tiltrædelse til internationale traktater eller love om udviklingsbistand.
*Europaudvalget, som giver regeringen mandat i EU-spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her