Læsetid: 9 min.

’Danmark er mere racistisk end USA’

For 25 år siden dukkede Jacob Holdt, en ung ukendt præstesøn fra Esbjerg, uanmeldt op på Information med et bjerg af billeder fra fem års vagabondering gennem USA. Gennem billeder af amerikanere, han havde mødt og levet sammen med, kunne han fortælle en historie, ingen havde fortalt så levende før. Og den har stadig en pointe – og et publikum i store dele af den vestlige verden
23. marts 2001

(2. sektion)

Amerika håndholdt
Jacob Holdts bog og show Amerikanske Billeder er en klassiker i Europa og i USA. Showet har været vist over 1.200 gange på mere end 350 amerikanske universiteter. Nogle steder bliver showet brugt som freshman orientation. Hvilket betyder, at de studerende skal se showet for overhovedet at påbegynde studierne.
Ingen bog har figureret længere på det tyske magasin Der Spiegels bestsellerliste. I Danmark har den solgt omkring 100.000 eksemplarer. Og showet har været vist over hele landet.
Showet og bogen er baseret på fotografier, Jacob Holdt tog under fem års rejse som vagabond blandt de fattigste sorte amerikanere. Og de rigeste. Det er billeder af sorte plantagearbejdere, der ligger og dør på gaderne i sydstatsbyen Immokalee. Børn, der bides af rotter i ghettoen og pistoler og udbrændte narkomaner: Den rene elendighed. Men Holdt viser det samme misbrug og den samme kriminalitet på den side, hvor solen skulle skinne: Ted Kennedy fuld og alene og Jay Rockefeller, der gav ordre til mordet på 41 fanger i Atticafængslet.
Billederne fungerer under det fire timer lange show som udgangspunkt for Jacob Holdts analyse af racismens kultur. Det er en solidarisk beskrivelse af de udstødte sorte, men Holdt nægter at overtage fjendebilleder. Racismen er en smerte, der cirkulerer. Når de hvide hvisker om sorte ghettoer Don’t walk into this neighborhood, skaber de en smerte hos de sorte, der kommer tilbage som vrede og vold. Og så advarer de hvide igen mod de sorte kvarterer. Det er Jacob Holdts tese, at amerikanere såvel som danskere fødes ind i en racistisk kultur.
»Jeg kan se det, når jeg holder foredrag på de rige sydstatsuniversiteter. De hvide børn er som regel opvokset med sorte nannies, som de udvikler tætte forhold til. Men de kan også mærke, deres forældre ikke respekterer de sorte. De beskriver i dag, hvordan de har leget med deres sorte barnepige, og pludselig er deres mor trådt ind. I det øjeblik stivner de af skyldfølelse. De føler sig grebet på fersk gerning.«
Amerikanske Billeder har 25 års jubilæum i disse dage. Selv rejser Jacob Holdt ikke længere rundt som blaffer. Nu er det ham, der samler blaffere op på sine ture i USA. Og efter et liv blandt kriminelle og Ku Klux Klanfolk fastholder Jacob Holdt, at han ikke har mødt et eneste ondt menneske i USA:
»Hvis jeg samler én op, som taler racistisk, spørger jeg til hans familie. Hvordan er han vokset op? Hvis han fortæller om alle de prygl, han har fået og konkluderer: But I deserved a good beating. Så ved jeg, at jeg har med en farlig racist at gøre. Hvis han fratager sine forældre ansvaret for forbrydelsen, lægger han den helt sikkert et andet sted. Ham må man hjælpe til at indse, at han aldrig har fortjent de prygl. Derfor kan jeg ikke se Ku Klux Klanfolk som andet end ofre.«

Jacob Holdt voksede op som præstesøn og medlem af Konservartiv Ungdom i Esbjerg. Han blev smidt ud af gymnasiet i 2. g. Og tog til København, hvor han røg ud af livgarden, fordi han nægtede at bære våben.
»Der var jo sådan en meget kraftig jantelovsmentalitet, der hvor jeg voksede op: Du skal ikke tro, du er noget. Og jeg følte bestemt ikke, jeg var noget. Så jeg tog til Canada.«
Derfra besluttede den unge Holdt at blaffe gennem Californien til Sydamerika. Ved et tilfælde overnattede han hos Angela Davis, der på den tid var kendt over hele verden som kommunist og forkæmper for køns- og borgerrettigheder.
»Jeg dumpede nærmest ind midt i den sorte revolution. Og så skete der noget andet, som blev afgørende. En aften holdt Angela Davis fest. På et tidspunkt trådte jeg ud på gaden og blev overfaldet af en pistolbevæbnet mand, som tog alle mine penge. Det, der chokerede mig, var, at der stod 20 mennesker lige foran og ventede på bussen uden at gøre noget. Men på en eller anden måde blev jeg nysgerrig efter at se, hvor den smerte kom fra. Og så begyndte jeg at blaffe i USA.«
Præsten fra Esbjerg sendte sin søn et kamera i fødselsdagsgave, det første år Holdt vagabonderede. Og så begyndte Holdt at tage amerikanske billeder.
»Som blaffer lagde jeg mærke til, at selvom jeg fik fem i engelsk i gymnasiet, så var mit engelsk bedre end mange amerikaneres. Og de sagde: How well you speak, you can become anything here. Write a book about your journey. Og det gav mig fornemmelsen af, at jeg var noget. Ude på landevejene begyndte jeg at få ideer om, at jeg var i gang med et projekt. Det var i hvert fald den løgnehistorie, jeg gav folk. Og som efterhånden også begyndte at køre inde i mit hoved, fordi jeg tog alle de billeder. Og skulle undskylde, at jeg nu var på landevejene for andet, tredje, fjerde år i træk. Langsomt voksede jeg ud af min psykiske undertrykkelse.«

I Chicago overnattede han hos to piger, hvor et væddemål udviklede vagabondens senere kendetegn: Skægget, der ender i en lang fletning. Som siden har reddet hans liv:
»Når jeg blev overfaldet med pistol, havde de altid solbriller på. Det er deres måde at skabe afstand på. Kan man se hinanden i øjnene, er det umuligt at skade et andet menneske. Jeg brugte tit mit skæg. Jeg havde det gemt. Men når jeg blev overfaldet, hev jeg det pludselig frem. Så grinede røverne, og når den kontakt er nået, kan de ikke overfalde en bagefter.«
»Som vagabond skal man vise tillid: Det sender de rigtige vibrationer til folk. Så åbner de sig. Til sidst havde jeg den teori, at hvis man kommer til en by efter midnat, kan man inden for en halv time finde et sted at bo. Og det lykkedes altid.«
Efter fem års rejse i USA vendte Holdt i 1976 tilbage til Danmark, hvor han viste journalisten Jørgen Dragsdahl sine dias. Dragsdahl havde dækket de sorte amerikaneres borgerrettighedskamp for Information. Og han blev meget begejstret:
»Dragsdahl præsenterede billederne i Information under titlen Amerikanske Billeder. Der blev arrangeret shows over hele landet. Forlæggeren på Informations Forlag, Per Kofod, tog mig med til bogmesse i Frankfurt og solgte Amerikanske Billeder til udgivelse i syv lande. Da vi kom hjem, sagde han: Så Jacob, nu er bogen solgt. Nu må du hellere se at få den skrevet.«
Bogen og showet blev veritable hits blandt de venstrekritiske intellektuelle. Det, de så i showet, var ondskaben og uligheden i den amerikanske samfundsmodel. Men det, de ikke så, var, at Amerikanske Billeder også er en kærlighedserklæring til USA.
»Showet var selvfølgelig et produkt af tankegangen dengang. Jeg kritiserede systemet. For de fleste måtte systemet helt oplagt være det samme som kapitalismen. Men mit udgangspunkt var mere grundtvigiansk, end det var kommunistisk. Jeg var ikke modstander af de rige, men jeg ville gerne vise samfundet nedefra. Og troede på, at et samfund ikke er bedre end de ringest stillede.«

Siden rejste Holdt eller vennen Tony rundt i Europa med showet.
»Vi viste det samme show i 14 europæiske lande. Og reaktionerne var vidt forskellige. Tyskerne blev aggressive af showet. De unge havde et opgør kørende med deres forældre på grund af nazitiden. Og showet satte gang i en masse had. De ville ud og slås mod systemet. Og de blev rasende, når jeg forsvarede Ku Klux Klan-folkene. Det mindede dem selvfølgelig om det, de ikke kunne tilgive.«
»I Sverige vendte de smerten indad. Tony viste showet på anden etage og bagefter var der en, der løb direkte fra salen og kastede sig ud af vinduet. Vi var fuldstændigt rystede. Tony sagde: ’I Amerika dræber vi sorte hinanden, men i Sverige dræber de sig selv bare af at se på det.’«
Omvendt blev showet andre steder brugt som hjælp til folk på selvmordets rand. Da showet kom til USA, foretog Holdt en grundlæggende forandring.
»De sorte mente, min snak om systemet frikendte de hvide: De sagde: You let them white people off the hook; du lader de hvide slippe for at gøre noget ved deres racisme.«
»Jeg lagde mere ansvar ind. I stedet for at se det som et konspiratorisk system ser jeg det mere sådan, at hver enkelt har et ansvar for at bearbejde sin racisme. Der kom mere psykologi i det. Jeg kom i kontakt med en terapiform, som hedder co-counselling. Derfra kommer tanken om, at vi alle sammen er ofre.«
Forevisningen af showet efterfølges på de amerikanske universiteter af et work shop-forløb af terapeutisk karakter.
»Det er danskerne meget skeptiske over for. Når jeg har danskere med, spørger de altid: Hvorfor græder de over deres egen racisme?«
Amerikanske Billeder blev i 80’erne del af en bølge på de amerikanske universiteter. De studerende organiserede en antiapartheidbevægelse, der pressede amerikanske investorer til at trække penge ud af Sydafrika. På eliteuniversiteterne byggede de slumbyer, der var modeller af sydafrikanske byer, og de inviterede Jacob Holdt:
»Jeg drillede dem altid og sagde, at apartheidengagementet var en projektion af deres skyldfølelse over racismen i USA. Men de startede den bølge i hele verden, der var med til at gøre en ende på apartheid. De studerende var enormt politiske i de år. Også på grund af modstanden mod Reagan.«

Da Bill Clinton blev præsident, mistede de amerikanske studerende interessen for politik. Og i begyndelsen af 90’erne anså Jacob Holdt personligt Amerikanske Billeder for passé i Danmark. I stedet turnerede han med sit ubekymrede alternativ: Boliviashowet. Men seancerne tog en drejning:
»Hver gang jeg kom ud med Boliviashowet, endte det med, at vi diskuterede racisme. Og folk blev fuldstændig grebet af det. Så i 1994 viste jeg Amerikanske Billeder igen. Temaerne var de samme som altid, men jeg tilføjede nogle nye billeder. Og jeg opdaterede historierne på de personer, der indgår i showet. Som altså ikke er døde. Nogle kan man følge gennem næsten 30 år.«
Jacob Holdt er ikke i tvivl om, hvorfor showet igen er blevet nødvendigt:
»Danmark er i dag et mere racistisk land end USA. Kun meget få amerikanere ønsker i dag at holde de sorte ude. Man bliver glad og stolt, når man ser, at en sort har succes. Men i Danmark er der mange langt ind i Dansk Folkeparti, som har et reelt ønske om at holde indvandrerne ude. Og så skaber man en vrede, som man får tilbage i hovedet. Pludselig insisterer indvandrerne på den kultur, de oprindeligt flygtede fra. Mange af dem var ligeglade med tørklædet, da de kom hertil. Men det bliver vigtigt nu.«
»I USA har man et begreb om politisk korrekthed. Det umuliggør den dissekering af ofrene, som finder sted i de danske medier. Gang på gang hiver man indvandrerne frem: De er kriminelle, og de er et problem. Det er aldeles uantageligt. Det sætter sig dybt i de børn, der vokser op i det her samfund: Billedet af en indvandrer kombineret med frygten for kriminalitet. Det vil forme dem resten af livet.«
I denne omgang har Holdt turneret syv år med sine amerikanske billeder. Og fejrer altså sidst i marts 25 års jubilæum med et show, der har fået et andet publikum.
»Sidst i 70’erne var det venstrefløjen, der mødte begejstret op. Men de gamle 60’er-flippere sidder i dag og mumler: De ved sgu ikke, hvad de skal bruge det der terapi til. Men det ryger lige i hjertet på Pia Kjærsgaards tilhængere, når jeg viser det for dem. Invalidepensionister og nynazister og enlige. Jeg henvender mig til deres smerte i showet. Ligesom Pia Kjærsgaard gør. Hun bruger den bare til at smide i hovedet på indvandrere. Og Kjærsgaards modstandere har så travlt med at skubbe racister væk: Dem vil vi sandelig ikke have noget med at gøre. Men de er jo ofre, der har brug for opmærksomhed. Det er ikke deres skyld. Jeg kan ikke fjerne racisme. Men jeg prøver at gøre dem til bevidste antiracistiske racister. Det er mit mål.«

Kalender for Jacob Holdts kommende diasshows og anden information om Amerikanske Billeder: www.american-pictures.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu