Læsetid: 9 min.

Danmarks dejligste digter

For to år siden døde Svend Johansen. Han var universitetsmand og vel oppe i årene, da han overraskende debuterede som digter i 1977. På tirsdag udkommer hans Samlede Digte. Lad os rekapitulere et særegent liv
3. marts 2001

En dag i 1976 svimlede det pludselig for lektor Svend Johansen, mens han, langhåret og afholdt, stod midt i franskundervisningen på universitetet i København. Som når en prop ryger af en flaske, som et lyn fra en klar himmel, som en tyv om natten, hørte han ord komme til sig:

På stranden ligger en sten
Stenen er grøn
Stenen er grå
Det grå og det grønne går ud af stenen
Så er den blå
Det blå kan ikke gå ud af stenen
For det er stenen
Selv

Strømmen af ord fortsatte raga-agtigt inde i Johansens hoved; straks cyklede han hjem til sin et-værelses ejerlejlighed på Florensvej på Amager og skrev og skrev.
Ordene blev det indledende digt i hans første digtsamling Forløb, som udkom året efter til en ønskebrønd af flotte anmeldelser. De sære, personlige digte var, med deres referencer til klassikere inden for musik, billedkunst og litteratur og Johansens eget asketiske liv, en blanding af »fandenivoldskhed og inderlighed, beruselse og bekendelse,« skrev for eksempel Torben Brostrøm i Information.
Svend Johansen, der var marxist af overbevisning, sagde sit lektorjob op og lod sig indrullere som førtidspensionist – han var da 55 år. Den stangkonservative universitetsverden hang ham langt ud af halsen. Hans liv tog dermed endnu en markant, uforudsigelig drejning.
Magister Johansen havde ikke tidligere forsøgt sig som digter. Han var lærd: magister i almindelig og sammenlignende og fransk litteratur ved Københavns og Århus universiteter og havde tillige været dansk lektor i Paris i tre år.
Efter Forløb skrev han yderligere fem meget roste digtsamlinger med samme filosofiske, men tilgængelige prægnans. Han slog aldrig stort igennem, men flere generationer af yngre digtere så op til ham.
Svend Johansen døde 76 år gammel i december 1998 i København. Det startede i Svendborg i 1922.

I. Ung
Den purunge Svend Johansen var wunderkind og en af disse mønsterbrydere. Som en anden H.C. Andersen bevægede han sig fra fattige fynske kår – faderen Marius Johansen var asfaltarbejder – og direkte ind på Københavns akademiske kredses bonede gulve. Hans gymnasielærer, adjunkt K. Christensen, noterede i en håndskrevet anbefaling dateret september 1940, at Svend siden 2. g havde været i stand til at læse franske bøger, »og samtidig med at han har passet sit Skolearbejde mønsterværdigt (han er Nr. 1 i sin Klasse) har han læst saa mange Værker, at han kan siges at være velorienteret i fransk Litteratur«
En række eksklusive anbefalinger fra blandt andre den indflydelsesrige litteraturprofessor Vilhelm Andersen (1864-1953) skaffede ham generalkonsul P.W. Wessels Legat. Legatet uddeltes til begavede folk, der kom fra mindre bemidlede familier, og dækkede udgifter til bolig, mad og bøger i hele studietiden. Uden legatet havde den unge Svend Johansen ikke kunnet studere, og derfor sagde han senere, at Wessels Legat blev ham »nøglen til livet«.
I sig selv var det flot nok, men Svend Johansen var kun lige begyndt at gøre sig akademisk bemærket. Helt exceptionelt besvarede han allerede som 21-årig en prisopgave om De franske Symbolisters Stil. Hans opgave fik universitetets guldmedalje.
Symbolismen havde han fattet interesse for i gymnasiet; først de danske symbolister – Stuckenberg, Sophus Claussen og Johannes Jørgensen; derefter havde han støvsuget Svendborgs bibliotek for bøger om de franske, Baudelaire, Mallarmé, Rimbaud og Valéry. Symbolisterne så poesien som en åbenbaring af altings natur, en hemmelig skrift, der er skønhed og sandhed i ét.
Professor, dr. phil. F.J. Billeskov Jansen, der underviste i litteratur på Københavns universitet i en menneskealder, havde Svend Johansen som elev og husker ham som et ungt geni.
»Han var utrolig kyndig og tog fat på de allersværeste franske digtere og alt, hvad der var uforståeligt for ikke-litteraturhistorikere. Han havde en enestående begavelse og var virkelig tidligt moden... précoc, som det hedder på fransk. Han kunne alting i en alder af 20 år. Det var meget flot,« fortæller Billeskov Jansen.
Svend Johansens prisopgave blev oversat til fransk og udgivet i 1945, og da franskmændene først fik øjnene op for dens fortræffeligheder, blev den et internationalt omdrejningspunkt for alverdens studier i fransk symbolisme og regnes stadigvæk for at være noget af det allerbedste om den skole.
En så »précoc« ung mand måtte nødvendigvis være lidt aparte og skille sig ud fra hoben. Hvordan var han? I et gammelt gulnet udklip fra en ikke nærmere angivet avis, som Johansens mor har klippet ud, og hans datter gemt, portrætteres den helt unge stud.mag. som »en høj ranglet Mand med et roligt og stilfærdigt Væsen.«
Året efter tiltrak han sig atter opmærksomhed, da han på professor Vilhelm Andersens opfordring opponerede ved en doktordisputats mod en universitetsadjunkts afhandling om et digt af Paul Valéry.
Det er sjældent, at en studerende har tilstrækkelig faglig viden til at opponere, og selv om Svend Johansen var så nervøs, at hans hænder rystede, da han rejste sig op foran den estimerede forsamling af videnskabsmænd, overskyggede han de officielle opponenter.
Berlingske Aftenavis interviewede dagen efter den piberygende student i hans hjem i Lyongade. »Hans lille, Moderne Lejlighed er fyldt med digre litteraturhistoriske Værker, og på Væggene hænger billeder af Forfatterverdenens Store; i et Hjørne staar et Nodestativ med et opslaaet Nodehæfte – Mozart. Svend Johansen er høj og ranglet med mørkt Haar, Briller og særprægede Træk, og hans Stemme ligger i Kælderlejet.«
Nogle år senere, i 1951, modtog Svend Johansen under stort ståhej og banket Ekstra Bladets videnskabelige ærespris på 10.000 kroner for sine »værdifulde litterære arbejder«. Ved den lejlighed karakteriserede bladet ham i endnu et interview som synligt »præget af en elskværdig skyhed, der dog hurtigt viger for en behagelig sikkerhed, styrke og klarhed, mens han fremsætter sine tanker, uden dog et øjeblik at slippe forskerens helt naturlige beskedenhed.« Svend Johansen var på vej.

II. Ældre

Fa-ar
det er Lise der kalder
nede fra gården
kom til vinduet

I 1950 og årene efter er der en vis... turbulens (et modeord som Svend Johansen misbilligede) tilstede i hans liv: Han bliver magister i litteratur og begynder at undervise i Århus og København; han får datteren Lise; hans hustru gennem syv år dør, da Lise er to år; han tager til Paris og fungerer som dansk lektor ved Sorbonne i nogle år.
Som bekendt var Svend Johansen socialist, så det faldt ham naturligt at melde sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti i 1955. Hans partiafdeling nød godt af hans intellektuelle evner og inviterede ham ofte til at indlede medlemsmøderne, når der skulle laves politiske analyser (han kunne læse den kommunistiske franske avis L’Humanité på originalsproget).
Medlemskabet medførte, at han i 1958 fik stillingen som teateranmelder på partiets organ Land og Folk, hvor han var samtidig med litterære notabiliteter som Hans Kirk, Otto Gelsted og Hans Scherfig.
Et udvalg af Svend Johansens anmeldelser blev udgivet af forlaget Arena i 1969 under titlen Millionbevidsthed.
Hans-Jørgen Nielsen og Søren Schou, der redigerede bogen, skriver i efterskriftet, at Svend Johansen var en fin og aktuel kritiker og ræsonnør, der ud fra en marxistisk position kommenterede modernismens og nyradikalismens samtidige gennembrud i den hjemlige litteratur- og kulturdebat. Men at hans indsats aldrig var blevet værdsat efter fortjeneste.
Dels fordi han ikke skrev på en af de helt store aviser, og dels fordi han var en ’dialogisk’ kritiker, der ikke forfattede selvstændige manifester, men valgte at udtrykke sig i kommentarer til andres skriverier. Således førte han i hele perioden en lang dialog med Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg.
Efter seks år som skattet anmelder blev Svend Johansen fyret. Chefredaktør Villy Karlsson forklarede det med, at Johansens skrivemåde ikke faldt i læsernes smag. »Læserne klager. Det er ikke dagbladsjournalistik,« udtalte han til Information. Sandheden var nok, at han ikke bifaldt bladets og partiets sovjetvenlige holdning.
Svend Johansen var jo blevet alenefar (hvad der var et ualmindeligt syn dengang), og han havde Lise med overalt, så hun husker udmærket DKP, teatrene, og Land og Folk.
»For Svend var anmelderiet faktisk det job, som han allerbedst kunne lide, så det var hårdt for ham, da han ikke var der længere,« erindrer Lise Johansen.
Han forbliver socialist, men melder sig ud af DKP, inden han når frem til 70’ernes lange hår og sit omtalte anfald af svimmelhed.
I 1965 begyndte han at undervise i fransk på Romansk Institut på universitetet. På ganske kort tid blev han instituttets mest populære lektor blandt de studerende i en tid, hvor det var meget svært at være en populær universitetslærer. Men Svend Johansen følte sig sært aldersløs, han var helt på bølgelængde med ungdomsoprøret, og da Romansk Institut var indbegrebet af traditionalisme og konservatisme, blev han de studerendes åndehul.
»Men hvad hjælper det,« plejede Svend Johansen at sige, »når åndehullet ikke selv kan få luft?«
Han gik på førtidspension, fordi han faktisk ikke kunne holde det tørre og kedelige universitetsmiljø ud. En anden akilleshæl var af mere eksistentiel art. Svend Johansen fortalte på et tidspunkt sin datter, at han var i krise, mens han underviste, fordi han ikke kunne finde ud af , om han var intellektuel eller tilhørte det proletariat, som han kom fra.
»Han holdt utrolig meget af ’den lille mand’, som han følte sig forbundet med,« siger hun.

III. Digter

jeg har ikke kunnet leve efter de normer
som er min alders og uddannelses dvs
hus i Hareskoven eller temmelig stor
lejlighed
det sidste har jeg haft og var hjemløs
i det normerede hjem

Et par år før sin digterdebut flyttede Svend Johansen ind i en lille lejlighed på 23 kvadratmeter på Florensvej – eller »Rue de Firenze«, som han spøgefuldt kaldte den. Når han var hjemme gik han rundt i underbukser og tøfler, skriver han i et digt, mens han læste, kæderøg og opbyggede en imponerende samling af klassisk musik.
Da først Forløb var blevet så godt modtaget, fortsatte han sin strøm af digte frem til 1989, og hver eneste af hans seks digtsamlinger fik meget fine anmeldelser. Og Poul Borum, der var Ekstra Bladets lyrikanmelder og siden tillige Forfatterskolens rektor, gjorde meget for at fremhæve og formidle Svend Johansens betydning.
Digteren Janus Kodal (f. 1968) stiftede første gang bekendtskab med Svend Johansen digte i 1989, da magisterens sidst udgivne digtsamling, Det blå træ, udkom. Den unge Kodal arrangerede nogle digtoplæsninger i Huset i København og inviterede Svend Johansen, som han holdt kontakten med.
»Havde jeg været forelsket i digtene i Det blå træ (hvad jeg nok havde), så blev jeg det virkelig efter at have hørt ham læse op,« siger Janus Kodal. »Han var en fuldstændig magisk og meget intens oplæser.«
Svend Johansen kunne sine digte udenad og læste dem derfor op helt uden brug af manuskript, så det så ud som om han stod og skrev digtene på stedet.
Digteren Asger Schnack (f. 1949) lavede i 1981 antologien Portræt – 40 danske digtere efter 1968 (Gyldendal), og her havde han Svend Johansen med som den klart ældste digter og en af de senest debuterede. (Faktisk debuterede han et år senere end bogens yngste, Michael Strunge (f.1958)). På en mærkelig måde tilhørte Johansen trods sin alder 80’ernes digtere.
»Han er typisk det, man i gamle dage ville kalde digternes digter. Han blev
værdsat usædvanlig meget af især yngre kolleger,« siger Asger Schnack.
Det kendetegner Svend Johansens digte, at de er meget ligefremme og mundtlige – som om han sidder og fortæller dem til en, fortsætter Schnack.
»Men samtidig er de sprogligt økonomiserede. Det er den dobbelthed, de svinger imellem, og det er det, der gør, at man tænker, ’hvad er så det?’, når man ser dem først. Men når man sætter sig ind i dem, har de de her labyrintiske dybder.«
I mødet med den aldrende digter mødte Janus Kodal det samme aldersløse, åbne sind, som Svend Johansens franskstuderende må have mødt årtier tidligere.
»Han skriver i et meget tilgængeligt sprog og ofte om frivole emner som f.eks. beretningen om værtshuset Våren, der ligger lige derude ved Florensvej. Eller digtet om den københavnske ’Madame de la Poitier’, som han beskriver utrolig behersket. Hvis han særligt er blevet digternes digter, må det være på grund af hans store viden og referencer til værker, som har været vigtige for de fleste digtere,« mener Janus Kodal. »Der er mulighed for en stor læsekreds.«
Overskriften i Poul Borum anmeldelse af Det blå træ i 1989 var ’Danmarks dejligste digter’. Han skrev, at der i Svend Johansens digte er en lykkelig følelse af sammenhæng, som er meget bevægende, og han illustrerede det afslutningsvis med digtet ’Vintertræer’, der handler om at blive gammel uden at vide det:

de sover
ikke mere end ellers
de lever
lige så meget som altid

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her