Læsetid: 5 min.

Hvad er en dialog?

Dialogen er tolerancens terræn, siges det. Sandt at sige – i de daglige dialoger bliver man tit enige, fordi det er passende, snarere end fordi det passer
2. marts 2001

Qlummen
For et par år siden da jeg var ansat på Institut for Antropologi, begik jeg et ’paper’, som det hedder, til det ugentlige fredagsseminar, hvor vi på skift præsenterede vores forsknings fremskriden for hinanden. Disse seminarer var en slags ugens højdepunkt, husker jeg, stort set altid interessante. Man kunne få konstruktiv kritik af sit ofte ensomt udførte arbejde og udøve det samme mod andres, alt i alt et sted, hvor ideerne kunne flyde frit, og det er jo ikke så tosset lige inden week-end’en.
Mit ’papir’ var resultatet af nogen tids granskning over spørgsmålet om, hvorvidt vi mennesker overhovedet kan tale sammen – med streg under sammen. Det placerede sig også i en faglig debat, der bestod i et opgør med store dele af den antropologiske fortid, der havde gjort andre mennesker til forskningsobjekter – med streg under objekter. Nu fokuserede vi snarere på selve det ’dialogiske’, det ’inter-subjektive’, det der bliver skabt i mødet med den anden – og som forskeren selv er med til at skabe.
Længe havde vi vidst, at folk ikke altid gør det, de siger, de gør. Nu var vi begyndt at interessere os for, hvad det, de siger, gør. Det havde helt klart noget med Foucault at gøre, ’les mots’ et ’les choses’, n’est-ce pas?

Og så var det, at jeg tænkte: Tænk nu hvis dette også er en konstruktion? Sæt nu at vi hver for sig ’bare’ taler, og at ’sammen’ slet ikke findes? Og så havde jeg en række eksempler fra mit feltarbejde på, at der ikke blot var tale om banale misforståelser i de såkaldte dialoger (deltager-interview), men om, at både antropologen og informanten talte hver fra sit eget udgangspunkt, hvert med sit eget ønske, drivkraft og mål, og at meningen, forstået som et fælles skabt ’produkt’ ingen steder var at finde.
De tog det meget pænt, kollegerne. De forsøgte at gå ind på papirets præmisser, men i sagens natur kunne der jo ikke være ret meget at dialogere om… Jeg var højgravid og kunne næsten ikke læse teksten, der lå foran mig på grund af globussen. Om aftenen gik vandet som det hedder så pøtisk.
Sidenhen forsøgte jeg at få teksten udgivet, men der var ingen, der ville røre den med en ildtang. I det peer-review, som et amerikansk fagtidskrift udførte, blev det snerpet anført, at der manglede en hel del anerkendte, klassiske referencer. Ja, det tror pokker, tænkte jeg, vendte mig mod babyen og har siden ladet sagen ligge.
Men nu er det FN-år for ’Dialog mellem Civilisationerne’. Vidste De det? Der er jo så mange af disse velvillighedens år, og hvad kan man gøre? Nu da også Borneo har meldt sig ind i Samuel Huntingtons ’clash’, synes grundlaget for appellen stadigt spinklere.
Det særlig interessante – og nye – ved FN-året er imidlertid, at Verden ikke taler om civilisationer på den gamle måde mere, forstået som den der legitimiserede erobringstogterne og hierarkiserede folkeslagene, så de blev til os – og så de andre, primitivt anderledes. Nej, via dialogen vil man skabe et nyt paradigme for internationale relationer, som anerkender de fælles værdier, alt imens den kulturelle mangfoldighed bevares og respekteres.

Da FN-året blev lanceret ved et stort Round Table organiseret af UNESCO i New York sidste år, talte mange statsledere om det selv-destruktive ved nationalismerne, og fremhævede værdien af diversitet i en stadig mere forbundet verden. Dialog-året bør understrege, sagde man, at globalisering ikke kun er en økonomisk, finansiel og teknologisk proces, men også udgør en dybt menneskelig udfordring til os alle om at lukke menneskehedens gensidige afhængighed og rige kulturelle diversitet indenfor.
Verden mod Huntington, det synes jeg er et godt tegn. Men hvad er en dialog?

. Der findes både midlertidig og strategisk enighed, som dybest set er udtryk for en uenighed på udsat tid. Og man kan heller ikke nægte, at der er dialoger, hvor ’modstanderen’ reduceres til tavshed, fastholdt af den andens diskurs. Det kan vi ikke rigtig kalde for tolerance.
Men dér hvor man, fuldstændig overbevist om noget, forsoner disse ’rigtige ideer’ med et aspekt af den andens (værdiladede) erfaring – dér er det præcise punkt, hvor dialogen viser sit kommunikative aspekt, sin tolerance. Der er altså tale om at løbe en vis risiko.
For det, som tolerancen behandler symbolsk, er sandheden om selve opsplitningen, opdelingen og den forskellighed, som vi sætter til skue i vores utallige konflikter, samt dertil hørende flossede samvittighed. ’Den anden’ er hverken en potentiel død, en slave af ens værdier eller noget ikke-assimilerbart affald man kan kaste i havet – og heller ikke som udgangspunkt en engel eller den ellers så opreklamerede og vidunderlige ’næste’.

Det heterogene, forskelligheden og selve det uforståelige, ukendte og forkastelige findes lige midt i centrum af det menneskelige: og det er det, der afføder angst, fornægtelse og had – men også tolerance. For tolerance kommer nemlig ind på banen som en sekundær effekt, efter at det er mislykkes at anerkende det anderledes. Så det er altså selve ideen om menneskelighed, som tolerancen sætter til ny pris.
Når det drejer sig om den kulturelle forskellighed, får tolerancen selvfølgelig en direkte politisk betydning. Kulturernes pluralitet er et faktum, hvad enten man går ind for eller forkaster denne pluralitet i henhold til en national norm forstået som en homogen identitet eller en ramme for anerkendte forskelligheder. Når det drejer sig om tolerance, er pluralitetens problem, at spørgsmålet om forholdet til det anderledes reproduceres internt i gruppen eller samfundet.
Så hvad skal man tænke i mødet med forskelligheder, der hver for sig gør det universelle til deres personlige ejendom? Udvælgelsen er det illusoriske privilegium, som enhver gruppe mener sig berettiget til, men der er jo kun én verden og vi kan ikke flygte fra os selv, vel?

I sit leksikon kan man få at vide at tolerance har rødder i det indo-europæiske tol.tel.tla. – hvorfra tollere og tolerare udledes. Tollere betyder løfte, fjerne, nogen gange ødelægge. Tolerare betyder bære, udholde, nogen gange bekæmpe. I begrebet tolerance ligger der altså en ide om kamp og om gøre sig umage.
Kunne det betyde, at man i virkeligheden skal gøre sig umage for at løsrive sig fra den byrde af homogenitet, som definerer ens identitet? Og at vi allesammen bør gøre det, dig, mig og FN? Er det måske en forudsætning for at møde den anden, at man skal tage den vej, der tangerer – men ikke er – ens egen oprindelse?
Det var vist noget i den retning, der skulle have stået i det berømte papir, og nu er det for sent. Gudskelov at vi har qlummen, hvor kvinder får lov til at udfolde sig frit og være sig selv. Og en anden…

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu