Læsetid: 5 min.

At dø af for megen sjæl

– men i ypperlig form. Drachmann og Johs. V. Jensen skal stå deres prøve ved et nyt århundredeskifte
9. marts 2001

(2. sektion)

Klassikere
To danske romaner med status som klassikere er udkommet, én i den rigtige klassikerserie fra Sprog- og Litteraturselskabet, Holger Drachmanns Forskrevet – (1890), og outsideren Einar Elkær (1898) som led i renæssancen for Johannes V. Jensen. Det var to bøger, der tog tidens og typernes temperatur ved forrige fin de siècle, hvor værdierne gik i skred og den litterære naturalisme slog ud i en mærkelig lyrisk rasende prosa. De skal nu godt hundrede år senere stå deres prøve.
Edith og Betty hedder henholdsvis de kvinder, som de to bøgers mandlige hovedpersoner sætter deres desperate forhåbninger til, og begge er de tribunesangerinder og ’holdte kvinder’, som københavnerne har deres lystne skandalefornemmelser ved. Det ustyrlige og benovede køn er begge steder drivkraften, tampen, der brænder og brænder med stadig større sindssplittelse som resultat, forskelligt hos mænd og kvinder.
Kvinden tillægges nu magten til at samle de splittede dele i mandens forvirrede lidenskab. I Drachmanns roman gøres det bogstaveligt ved, at to sidestillede personer, maleren Henrik Gerhard og digteren Ulf Brynjulfsen, rivaliserer om Edith, som er en lysende, omend udydig engel. De repræsenterer forskellige sider af samme drift, mens Einar Elkær bærer splittelsen i sig selv, lidende af en refleksionssyge, der tager livet af ham i en ung alder.
Begge romaner er stadig læseværdige, mindre for det dekadent beklumrede, arkaiske kvindesyn og den opskruede selvdyrkelse, som digterne nok delvis tager afstand fra, mere for deres stilistiske bravur, det litterære eksperiment og det stærke tidsbillede.
Der kan skrives så godt om disse bøger, som Lars P. Rømhild viser det med sin redegørende efterskrift til Drachmann, og som senest Lars Handesten gør det i sin Jensen-biografi. Allerede den forkætrede Harald Nielsen skrev i sin Moderne Litteratur (1904) et bragende godt, analytisk essay om Einar Elkær, og Valdemar Vedel udnævnte i sit veltalende skrift om Drachmann fra 1909 Forskrevet – til »den rigeste, dybeste, mest betagende Bog der er skrevet på Dansk siden Gud ved hvor længe« og næsten beviste det. Hvordan forskrevet?
Forskrevet –, med den sigende tankestreg, har motto fra Goethes Faust. Den Fanden, man i romanen forskriver sig til med sjælen som indsats, er det borgerlige, materielle liv, økonomien helt bogstaveligt, det er en forskrivelse til lidenskaben – og til skriften måske. Sjældent er så mange tankestreger med titlen som udgangspunkt yderligere ødslet ud over siderne i stakåndet meddelsomhed, åndrighed, verbositet og lyrik. Er det en ulyst ved pausen, punktummet, mere end det er tanke?
Skriften optager det hele, digte, sange med nodebilag, brevfund. Det er en bog om kærlighed, teater, kunst, digtning, samfundsliv i højden og dybden, om revolution og frygt for nye tider. I tid er den endda så fræk, at handlingen går videre ind i 1890’erne. Og så om længsel. Dens stemningsbilleder er markante, substantielt synlige, med højdepunkt i skildringen af en juni-natlig køretur i landauer i den frederiksbergske dæmring, hvor Ulf holder en af sine begejstrede taler, her om at tildele kvinden sin ubegrænsede tillid, hvorefter hun vil se op til manden »og derved tvinge ham selv til at se i vejret – højt og vidt over sig selv – op i det uendelige Rum, hvor der er rent og frit for Drifter og Luner - hvor Menneskehedens idealer hænger numereret paa en usynlig Knagerække i Hs. kgl. Majestæt Vorherres Entré.«
At forskruetheden også tildeles nogen ironi er det forsonende ved Drachmann.

Bondestudent
Med Einar Elkær gav Johannes V. Jensen sig i kast med den naturalistiske udviklingsroman, markeret ved titlen, i traditionen fra J.P. Jacobsen eller fra Arne Garborg med hans Bondestudenter. Et tidens tema var mødet med storbyens kaos, som også Hamsun med forreven sjæl havde brugt det i Sult. Einar må endda en tur til New York for at afprøve sin mentale hjemløshed, men oplever her snarere sin sjælelige interferens.
»Kanske var Bevidstheden en musikalsk Svingning af Hjernens Molekuler. – Men hvis alt dette var rigtigt, saa maatte man snart have en ny Slags Musik.«
Det lykkes ikke Einar at finde den, da han enten henfalder til kværnende hjernebearbejdelse af livet eller blind tiltro til kvindens frelsende kærlighed. Splittelsen mellem biologisk materialisme og henført idealisme bliver fatal, da han erfarer, at denne Betty er ham utro – med sin ægtemand! De har søgt tilflugt i Jylland, er vendt Tilbage til stedet for deres barnlige, uskyldige forelskelse. Einar Elkær ender på en anstalt, ramt af hallucinationer, som han dog er i stand til meget rammende at analysere. Han har taget for meget af verden og tilværelsen ind i sig for at leve typisk, som han kalder det. »Han vidste, at han ikke kunne gøre Ret og Skel mellem Sanseindtryk og Drømme, Erindringsbilleder og frie Forestillinger. Livet og alle dets Elementer stod jo til hans Indbildningskrafts Raadighed, og han komponerede efter Behag.«
Det lyder som en digterisk tilstand og er det vel også. Læseren må beundre ikke mindst den sanselige indbildningskraft i Einars liv og bogens stil, hvor Johannes V. Jensen forsøger af afskrive en type, skille sig af med en figur, en mental figuration. Erotikkens farlige understrømme er kraftigt udskrevet, som i scenen, hvor Einar under et ophold på en gård føler sig begæret af Elise, som er huslærer. Hvidklædt står hun dér i duften af et blomstrende æbletræ. Men denne åndeagtige sarthed eksploderer, da en rotte springer ud af en afløbsrende hen over hendes fødder. En dyb strubelyd fra hende, et hæst brøl, og Einar fik som et tryk for panden, »han følte sig haaret... og han sprang to Skridt, greb om hendes Liv og bar hende op ad Trappen – knurrende. Han havde vist Krampe i Kæbemusklerne, hans Tænder var ømme bagefter.« Andre kalder det samleje.
Væmmelse og forfinelse ville ikke forliges. Det får romanen unægtelig demonstreret. »Sektionen viste blød Hjærne,« lyder de berømte sidste ord om manden med for megen sjæl, eller hvad man skal kalde det.
Sådanne forrevne og forskrevne skikkelser er velkendte i århundredskiftets litteratur og administreredes med forskellig distance også i Pontoppidans forjættede land, i Johannes Jørgensens små romaner, hos Sophus Claussen i rejsebøgerne og Andersen Nexø i Dryss. Sprog kom der ud af konflikterne, impressionisme, symbolisme, realisme i nye blandinger. Snart også lidt friskere luft.

*Holger Drachmann: Forskrevet –. I/II. Tekstudgivelse, efterskrift og noter ved Lars Peter Rømhild. 753 s., 240 kr. Det danske Sprog- og Litteraturselskab/Borgen

*Johannes V. Jensen: Einar Elkær. 3. udgave. 200 s., 195 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her