Læsetid: 4 min.

Dødsklokkerne ringer

Milano-Sanremo -løbet varsler cykelsportens fallit som tv-underholdning
26. marts 2001

Cykling
ROM – Al dramatik i årets første cykelklassiker, Milano-Sanremo, udfoldedes på de sidste 250 meter. Og for tilskuerne sloges spændingen om udfaldet med angsten for alvorligt sårede eller døde i det massestyrt, som kampen udløste.
Den garvede Stefano Zannini ramte Markus Zbergs baghjul og styrtede på tværs af vejen, så rytterne bag ham ramte ham med 70 i timen, og luften blev tæt af flyvende cykler og mennesker hovedkulds på vej mod asfalten.
Bo Hamburger nåede lige at krænge sin cykel uden om den liggende Zannini, og lægebulletinerne bagefter kunne meddele, at ingen var kommet alvorligt til skade.
Nicolaj Bo Larsen var en af de implicerede i styrtet. Han kunne humpe væk med sin havarerede cykel over skulderen, men også se en mulig placering blandt de ti bedste være forsvundet. Blandt dem var Rolf Sørensen, som til sin lange række af topplaceringer i 17 Sanremo kunne føje en tiendeplads.

Zabel-sejr
Men på kampen om sejren havde styrtet ikke indflydelse, for de to sprintertog, Erik Zabels Deutsche Telecom, og Mario Cipollinis Saeco, var kørt, og således vandt Zabel sit fjerde Sanremo i fem forsøg foran den store toscanske sprinter og den lettiske verdensmester Vainsteins.
To forskellige fysiognomier og to besættelser tørnede sammen i dette opgør mellem Zabel og Cipollini. De har som sprintere udkæmpet mindeværdige og drabelige opgør i løb, som er egnede til afgørelse i en massespurt, men den lettere Zabel har siden 1997, hvor han vandt sit første Sanremo, målbevidst udviklet sin evne til at forsvare sig på de stigninger, som de fleste klassiske endagesløb byder på, og som traditionelt skiller de rene sprintere fra. Også – eller især - den store og tunge Cipollini.
For Zabel er det blevet en besættelse at vinde Sanremo igen og igen. Med sine fire sejre har han tangeret den italienske legende, nyligt afdøde Gino Bartali, som vandt fra 1939 til 1950, men der er endnu et stykke til Girardengos seks sejre i 1920’erne og Eddy Merckx’ syv i 70’erne, men Zabel er kun 30 år og kan nå det endnu.
Cipollini er den i feltet, der har vundet flest løb, men aldrig en klassiker og aldrig det Sanremo, som han håber at vinde. Bare én enkelt gang.

Et løb i krise
Men det træk af cykelmytologi, som Zabel og Cipollini er udtryk for, drukner i den kedelige kendsgerning, at Milano-Sanremo aldrig burde have været kampplads for de to og deres sprinteregenskaber. Løbet er tidligere blevet afgjort ved spurt i en større gruppe, men det er uset, at det sker fem år i træk. Det giver selve løbet en identitetskrise, for det har aldrig været et løb for sprintere og massespurter, men et meget langt – næsten 300 kilometer – løb med angrebspunkter, der er vanskelige at vurdere både inden og under løbet. Et taktisk løb for dem, der har benene.
Det har altid været karakteriseret ved et tidligt, såkaldt indianer-udbrud, hvor en enkelt eller en lille gruppe kører sig til et forspring på op til en halv time, hvorefter det bliver hentet inden Cipressa. I lørdags sad det danske holds svensker, Martin Rittsel, med i et sådant over 150 kilometer. Det er godt for sponsorerne, hvis udbruddet holder, til tv kommer på – dog ikke i Danmark og det meste af Europa på grund af for høje priser på rettigheder – men det har ikke anden betydning for løbet, end at sådan plejer det at være.

Ubrugte chancer
En omlægning af ruten fra Turchino-passet over en ganske attraktiv angrebsknold ved navn Bric Breton blev ikke udnyttet af nogen af hovedpersonerne, og Rittsel-udbruddet kunne passere med et frikvarters forspring.
Før Cipressa blev det kørt ind, og Bo Hamburger angreb synligt, men uden modtræk mod dagens mest velkørende, Francesco Casagrande, der kørte op i et monstrøst stort gear til Hamburgers gruppe af angribere, men blev standset af en besked i øresneglen til de andre.
Paolo Bettini, der dog har vundet Liege-Bastogne-Liege sidste år, og som var sendt ud som blænker for Mapei-kaptajnen Bartoli, fik besked på at bremse, og det gjorde han.
I realiteten blev det eneste behjertede angreb afblæst af en mobiltelefon til Bettini, og det er ikke cylelløb.
På Poggio forsøgte Gabriele Colombo sig behjertet med en af favoritterne, Peter van Petegem, i hjul, mens folkene, der kunne have gjort forskel, enten ikke rørte på sig eller blev kvalt af opstigningshastigheden, som blev målt til 48 kilometer i timen af et helt felt.
Med den fart gør ingen forskel.
Zabel og Cipollini kom over med talstærkt hold og deklasserede Milano-Sanremo til et løb for sprintere, og dermed begynder dødsklokkerne at ringe for dette løb, for endagesklassikerne og for cykelsporten, fordi en massespurt og et spektakulært styrt uden døde kun er interessante for et nyhedsindslag på 30 sekunder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her