DEN 6. MARTS 2001 bliver en mærkedag i Argentinas moderne historie. I mandags afsagde forbundsdommer Gabriel Cavallo en historisk kendelse om at to love, der hidtil har forhindret retsforfølgelsen af 1.180 torturbødler fra diktaturets tid, for forfatningsstridige. Han afsagde sin kendelse i forbindelse med en sag mod de ansvarlige for bortførelsen og forsvindingen af det chilensk-argentinske par José Poblete og Gertrudis Hlaczik og bortadopteringen af deres otte måneder gamle datter Claudia Victoria til oberstløjtnant Ceferino Landa og hans kone.
Sagen er en af de mange, der holder sårene fra militærdiktaturet 1976-83 åbne. Mange forældre blev forsvundet, og deres børn overladt til barnløse officersfamilier, der foregav at det var deres egne. Kun en vedholdende efterforskning og protest fra mødre og bedstemødre til de forsvundne Mødrene og Bedstemødrene fra Plaza de Mayo har afsløret den ene sag efter den anden.
Militæret overlod regeringen til en civil, folkevalgt regering i 1983. Men som i mange andre latinamerikanske lande slap det ikke hele magten. Derfor kunne det presse Kongressen til at vedtage to afgørende love. I december 1986 vedtog Kongressen, efter flere mytterier og trusler, Lov 23.492, kendt som Punto Final, Slutpunktum. Loven satte en tidsfrist på 60 dage til at indgive anmeldelser mod undertrykkere fra diktaturets tid. Efter fristens udløb kunne man ikke retsforfølge en bøddel, uanset bevisbyrden. I juni 1987 vedtog Kongressen en ny lov, der fritog officerer med lavere rang for ansvar for overgreb og undertrykkelse under diktaturet. Loven blev kendt som Ley de Obediencia Debida, Lov om Behørig Lydighed. Tankegangen var, at de yngre officerer blot havde adlydt ordre, et argument, der ved Nürnberg-processerne i Tyskland efter 2. Verdenskrig ikke blev godtaget. De to love betød, at retsforfølgelsen af bødlerne stort set måtte indstilles.
Kun de øverste ansvarlige blev retsforfulgt og dømt. Og selv de slap billigt. Allerede i oktober 1989 benådede daværende præsident Menem 277 militære og civile, som afsonede fængselsstraffe for deres medvirken til undertrykkelse under diktaturet, til den fatale Falklandskrig i 1982, til mytterier og oprørsforsøg efter 1983. Og i december 1989 benådede han diktaturets øverste ledere.
DE STÆDIGE MØDRE og Bedstemødre fra Plaza de Mayo gav dog ikke op. De fortsatte deres ugentlige demonstration foran regeringspaladset Casa Rosada, Det Lyserøde Hus. Andre menneskeretsaktivister, journalister, jurister og politikere holdt også ved. Det lykkedes at få enkelte af bødlerne stillet for retten for forbrydelser, der faldt uden for de to love.
I marts 1998 kom det første gennembrud. Kongressen ophævede de to love, men ikke med tilbagevirkende kraft. »Det der nu er brug for, er at der dukker en dommer med et par gode nosser op og erklærer disse lortelove for forfatningsstridige«, sagde kongresmedlem Alfredo Bravo. Samtidig rejste den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón sager mod argentinske officerer og mod Chiles tidligere diktator, general Augusto Pinochet (der i lighed med andre ansvarlige i Chile var omfattet af en amnestilov fra 1978) for forbrydelser mod menneskeheden. Det er forbrydelser, der ifølge folkeretten hverken kan omfattes af amnestier eller forældes. Arrestationen af Pinochet i London i oktober 1998 på Garzóns begæring var et vigtigt skridt fremad.
DOMMER CAVALLOS kendelse i mandags om at de to love er forfatningsstridige, er et afgørende gennembrud. Kendelsen vil ganske vist blive appelleret, men grunden er lagt til en vigtig præcedens i Argentina og internationalt, juridisk og politisk. Signalet er ikke til at tage fejl af: De, som forbryder sig mod menneskeheden, vil før eller siden blive stillet til ansvar for deres gerninger. Den argentinske kendelse understreger en tendens, der bliver stadig mere tydelig i Latinamerika, til at overgreb ikke længere kan ske ustraffet. Pinochet-sagen i Chile er det kendteste eksempel. I Peru prøver politikerne fortvivlet at finde ud af, hvordan tidligere præsident Alberto Fujimori og hans medarbejdere kan stilles til ansvar uden at de selv bliver trukket med. I Bolivia sidder den tidligere diktator Hugo Banzer tilsyneladende sikkert i præsidentstolen som folkevalgt præsident, men hans gerninger er ikke glemt. I Guatemala er den tidligere diktator, general Efraín Ríos Montts parlamentariske immunitet netop blevet ophævet i en sag om korruption og svindel med alkohol. Det kan føre til at andre sager bliver rejst mod ham.
Listen over bødler og deres bagmænd er lang i Latinamerika. Men folks hukommelse og tålmodighed er også lang og stor. Og især er den medmenneskelige, sociale og politiske modenhed voksende i Latinamerika, hvor folk trods århundreders voldelig undertrykkelse i stadig højere grad vælger retsopgørets vej til forsoning frem for hævnens fortsættelse af voldsspiralen.
Det betyder ikke at volden er slut. Det er den langtfra. Og tidligere og nuværende bødler er langtfra knækket.
Men foreløbig kan argentinerne den 24. marts højtideligholde 25-året for det kup, der bragte militæret til magten og betød at mellem 9.000 og 30.000 blev forsvundet. Takket være en dommer med nosser kan de gøre det med optimisme.
