Læsetid: 1 min.

dot.kort

9. marts 2001


(2. sektion)

*C2C Efterhånden har man lært, at B2B betyder ’Business to Business’ og står for handel mellem virksomheder. Og at B2C betyder ’Business to Consumer’ og er elektronisk detailhandel – som www.amazon.com, der sælger bøger til forbrugerne via Nettet. Nu forudsiger Nicholas Negroponte, IT-profet fra MIT Media Lab i USA, at C2C – ’Consumer to Consumer’ – bliver det helt store. Altså at forbrugere eller brugere begynder at finde hinanden via Nettet og opbygge tillidsbaserede og betalingsfri relationer. Udveksling af gode råd og viden, bytning af tjenester, etablering af frivillige brugernetværk. C2C er baseret på gensidig nytte og ikke på en markedsrelation, hvor en vis grad af mistænksomhed lurer. C2C er måske en vej til at omgå eller frigøre sig fra markedsbindingen. En ny naturalie- eller bytteøkonomi under fremvækst?

*E-mails Hos den store chips-producent Intel er der gået selvsving i e-mail-kommunikationen. Ind og ud af selskabet, der har afdelinger i mange lande, strømmer hver eneste dag tre millioner e-mails. De hårdest ramte medarbejdere håndterer 300 e-mails i døgnet, og det bedømmes, at hver enkelt ansat dagligt bruger to en halv time på at behandle den elektroniske post. »Vi er så filtret ind i at sende mails til hinanden, at vi ikke har tid til at forholde os til verden udenom,« siger Nathan Zeldes fra Intel til Fast Company Magazine. Zeldes er nu ansat som kriserådgiver, der skal bringe e-mail-trafikken ned. Han sidder på Intels kontor i Israel og formidler dermed det meste af sin kriserådgivning pr. – e-mail.

*ATTAC er foreløbig en bevægelse uden hoved. Derfor bobler initiativerne på kryds og tværs, og e-mails farer fra øst til vest – ikke mindst via Informations hjemmeside (kig under http://debat.information.dk).
For at skabe sammenhæng mellem initiativerne i København afholder de københavnske aktivister i morgen, lørdag, et møde kl. 13-18 i Østerbrohuset, Århusgade 103. Her skal diskuteres koordinering af de københavnske grupper og etablering af temagrupper om ATTAC’s kommende opgaver. Entré: 20 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her