Læsetid: 4 min.

Dr. Jazz er død

Erik Wiedemann har lagt sine sidste hjerteslag på to og fire. Informations højt skattede jazzkritiker blev 70 år
5. marts 2001

Nekrolog
Erik Wiedemann kunne som jazzkritiker have fejret 50 års jubilæum på Information engang i år. Det blev så ikke til noget. Men i et halvt århundrede har han været synonym med seriøs behandling af jazzmusik.
Dirch Passers »When Jazz was born« er vel ikke et og alt tegnet af efter Wiedemann, men lignede meget godt en karikatur også af Erik fra dengang mindre ånder gik ud fra, at jazz og fadøl var af samme aftapning og derfor ikke noget man skulle sidde og præke over i radioen eller gøre sig magisterklog på i avisen.
Wiedemann tog hævn med sin doktordisputats fra 1982, som alt andet lige er mere underholdende end Passers monolog.
Jeg hørte i gymnasieforeningen Erik Wiedeman holde jazzforedrag engang i starten af 1950’erne,
Han gav som gæst en glimrende gennemgang med musikeksempler på grammofonen og gik hjem med sine plader under den ene arm og klassens mest ’voksne’ pige under den anden.
Og jeg gik på biblioteket for at låne en jazzbog af vores foredragsholder, men det fandtes ikke endnu, så jeg måtte nøjes med Sv. Møller Kristensens til en begyndelse, og det var da også udmærket, om end i bakspejlet lovlig præget af Gøssel-forestillingerne om jazzen som et socialpolitisk middel.
Sorte musikeres indbyggede ’swingpunkt’ et eller andet sted i mellemgulvet hørte med i det 30’er-radikale samlesæt. Og den opfattelse tog Wiedemann klart afstand fra i sin doktordisputats, hvor han hælder til ghetto-kulturen som forklaring på det i sin tid mulige rytmiske forspring.
Wiedemann holdt også, det må vel have været i 1970’erne, en serie fantastiske radioforedrag, hvor han skive for skive demonstrerede, hvordan de sortes frivole sangtekster blev trimmet i hvide udgaver, fra rhytm-and-blues til rock-and-roll. Amerikansk kultur og litteratur nød Eriks brede orientering, både på film, privat, og i oversætterøjemed.

Beat og fusion
Erik Wiedemann sad som Informations jazzmedarbejder med på kulturredaktionens ugentlige møder, når selveste chefredaktør Erik Seidenfaden i starten af 1960’erne som fast punkt på dagsordenen forklarede velmeriterede spinatfugle som Niels Barfoed, Anders Bodelsen og Einar Johansson, hvordan man skriver kulturjournalistik. Nogen røg op i loftet, men Erik tog det med vanlig humoristisk indolence fra den overbærende side. I den forstand var han ægte barn eller gammel dreng af musikken og jazzmiljøet.
Siden skrev Wiedemann de første rockanmeldelser inden Hans-Jørgen Nielsen eller Lasse Ellegaard tog over, og Erik så kunne koncentrere sig om jazzen. Han gjorde det med nidkærhed og ud fra lige så strenge kriterier som i doktordisputatsen om dansk jazz fra 1920 til 1950.
Kriterier som improvisation og beat var nok så vigtige i den videnskabelige sammenhæng, fordi det i starten af den danske jazzhistorie er et problem at skelne den rene vare fra humpedumpe dansemusik med indlagt banjo og den bævrende klarinet, de første danske jazzfans på pladerne fra USA afkodede som en slags kinesisk harpe.
Hvordan han op igennem 1980´erne og 90´erne kunne opretholde jazzskottet i en gyngende fusionsverden af funk, latin, soul og juju har for mig været en udtalt gåde, og musikalsk nok heller ikke nogen videre frugtbar kritikerindstilling. Sandheden er nok også at Erik i højere grad gik efter sin personlige smag eller kvalitetssans.
Men han var helt bevidst om hvad han gjorde, ikke nem at fange i tankeløshed.

Jazz og steder
Doktordisputatsen fra 1982 var den, der efter navnet på en gammel Jelly Roll Morton indpilning gav ham titlen Dr. Jazz. Jeg har ofte kassettens tre bind nede fra hylden. Ikke bare for jazzoplysningerenes musikhistoriske skyld, men fordi tekst og illustrationer indeholder så mange kulturhistoriske referencer.
Og så har Wiedemann tegnet et Københavnskort i doktordisputatsen, med indprikkede lokaliteter for hvor der er blevt spillet jazz i tidens løb. Og det viser sig selvfølgelig, at det er de samme værtshuse, danserestauranter og natklubber, der går igen under forskellige navne med flere års mellemrum. Adlon og Montmartre og München i Dahlerupsgade, men også mere afsidesliggende bedesteder som Prater og Zigeunerhallen.

Bare musik
Erik Wiedemann tog jazzen seriøst uden at blive overhøjtidelig. Den københavnske jazzfestival blev dækket hvert år, uanset alder eller lettere legemlig skrøbelighed, men jeg har da også set ham skride igen og lade være med at skrive efter to numre hvis bandet ikke levede op til kriterier eller forventninger. Og det havde ikke noget med kritikerens aktuelle tilstand at gøre.
I en leder på dette distingverede dagblads bagside brokkede han sig op til begivenheden seriøst over det hemmelighedskræmmeri han synes omgav udvælgelsen af prisvindere til dette års danske Jazz Award. Det skulle bare have været inden for litteraturens verden, skrev han, »men herregud, her drejer det sig jo bare om musik og plader.«
Lederskribenten var endnu i live, men godt nok ikke selv til stede, og om det nu var et resultat af Wiedemanns opråb så blev udvælgelseskomiteen i al sin højst besynderlige sammensathed faktisk nævnt i højttaleren person for person, da priserne torsdag aften blev uddelt i Den sorte Diamants Dronningesal.
Svend Asmussen fik ved samme lejlighed en ærespris. Sådan én kunne Erik Wiedemann også have fortjent på sit felt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her