Læsetid: 2 min.

Duetoft: Minister vildleder

Karen Jespersen har afgivet urigtige oplysninger til Folketinget i sagen om udvisningen af kvinden fra Sri Lanka, siger Duetoft
20. marts 2001

Peter Duetoft fra CD anklager indenrigsminister Karen Jespersen for at have afgivet forkerte oplysninger til Folketinget i sidste uge, da hun skulle forsvare udvisningen af den srilankanske kvinde Uma Ratnavadyvel.
»Jeg må konstatere, at Karen Jespersen har vildledt Folketinget i denne sag,« siger han til Information. »Og jeg tror, at hvis sagen drejede sig om en pensionist eller en handicappet – ja, hvis den drejede sig om en hvilken som helst anden end en udlænding – så ville hun kunne forvente at modtage en kæmpenæse eller det, der er værre.«
Peter Duetoft henviser til de svar, som Karen Jespersen gav i den debat, som udvisningssagen udløste i Folketinget under den ugentlige spørgetid i onsdags.
Under debatten rejste Peter Duetoft spørgsmålet om, hvorvidt Karen Jespersen kunne have bevilget Uma Ratnavadyvel opholdstilladelse i Danmark af humanitære årsager.
I sit svar henviste Karen Jespersen til, at Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling i december 1999 afslog at bevilge den srilankanske kvinde humanitær opholdstilladelse. Og hun oplyste, at Folketingets Ombudsmand har godkendt dette afslag.
»Ombudsmanden har også taget stilling til, hvorvidt det var rimeligt, at man ikke gav opholdstilladelse (...) og han skriver klart og tydeligt, at der intet er at kritisere...« sagde indenrigsministeren til Peter Duetoft.

Stoppede debatten
Karen Jespersen nævnte imidlertid ikke, at den srilankanske kvinde havde søgt om genoptagelse af sin ansøgning om humanitær opholdstilladelse i februar 2001 – og fået afslag.
Og denne udeladelse er efter Duetofts mening kritisabel, fordi Ratnavadyvels situation på visse punkter var ændret, siden hun indgav sin oprindelige ansøgning i december 1999. Blandt andet havde Uma Ratnavadyvel født en søn. Og hun havde boet med sin mand i Danmark i 15 måneder længere. Derfor var der i februar måned i år et langt større grundlag for at bevilge hende opholdstilladelse af humanitære årsager, mener Peter Duetoft.
»Jeg var ikke klar over, at Indenrigsministeriet så sent som i sidste måned havde afslået at give Uma Ratnavadyvel humanitær opholdstilladelse,« siger han. »Og da jeg stillede Karen Jespersen et spørgsmål om ministeriets anvendelse af bestemmelsen, henviste hun udelukkende til det gamle afslag, som var blevet truffet, mens Thorkild Simonsen var minister. Hun sagde ikke, at der også var givet et afslag i hendes ministerperiode.«
Duetoft hæfter sig ved, at Folketingets Ombudsmand ikke har taget stilling til afslaget fra februar. Og han fortæller, at debatten i Folketingssalen havde udviklet sig anderledes, hvis han havde fået oplysninger om det nylige afslag fra indenrigsministeren.
»Hvis Karen Jespersen havde fortalt mig, at hendes embedsmænd netop havde givet et nyt afslag på humanitær opholdstilladelse, så havde jeg med udlændingeloven i hånden forsøgt at påvise, at de havde tilsidesat loven i deres vurderinger. Men eftersom hun kun fortalte om det gamle afslag fra 1999 – som ombudsmanden har godkendt – så havde jeg intet grundlag for at fortsætte diskussionen.«
Den genoptager han imidlertid på onsdag, hvor han vil stille Karen Jespersen nye spørgsmål om sagen..
»Jeg mener, at ministeren havde grundlag for at bevilge Ratnavadyvel humanitær opholdstilladelse, da hun søgte om det i sidste måned. Og jeg vil have at vide, hvorfor hun fik endnu et afslag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her