Læsetid: 9 min.

Edens have er en boblehal

I det dybeste Cornwall har briterne opfyldt enhver science-fiction drengerøvs drøm – en verden inde i en boble inde i den rigtige verden. Her fortælles historien om mennesker og planter
30. marts 2001

(2. sektion)

Du store verden
London - Først ser man en skygge af noget meget stort, når man drejer op ad indkørslen til Eden i Cornwall. Noget, der ligner et par store flueøjne, dukker pludselig op over venstre skulder og siger mentalt bøh.
Rundt om hjørnet får man den fuldt frontale vision – to gange fire boblebygninger i overstørrelse forbundet af en sløjfeformet bygning med græstag. Nogle synes, komplekset ligner et halvt nedgravet insekt, som er ved at pirke sig ud i verden og nysgerrigt kigger sig omkring. Andre får associationer til fodbolde. Andre igen til igloer eller væskefyldte bylder. Smag og behag er som bekendt forskellig.
Under alle omstændigheder er Eden et syn, der fremkalder andre syn inde i hovedet på én – måske ligefrem hallucinationer. Et angreb på sanserne, som forstærkes af den vilde, storladne beliggenhed lige ud til vandet.
Fra parkeringspladserne snor man sig ned ad terrænet, der ligger som et stort krater, ind og ud mellem en masse endnu bittesmå træer og buske samt en sø, før man ender ved indgangen til centret mellem de to klumper af bobler. I centrets egen litteratur er indtrykket bl.a. blevet beskrevet som »Picasso møder Aztekerne«, og det er umiddelbart forståeligt, hvad skribenten mener.
Egentlig er det bare et par drivhuse, som er flikket sammen i en gammel lergrav.
Men Eden er meget mere end en fortsættelse af briternes århundredlange tradition for at bygge store, flotte drivhuse til de eksotiske planter, som de i tidligere tider plyndrede andre verdensdele for.
Eden er intet mindre end et forsøg på at fortælle menneskeheden om vores samklang med planteverdenen – og vores afhængighed af den.
Der er to afdelinger. Den ene samling på fire boblehuse fortæller historien om troperne, og den anden bobleklump fortæller om den tempererede Middelhavszone. Der er yderligere planer om en tørkezone med ørkenklima. Udenom er der lagt an til endnu en ’udstilling’ af lokal flora ude i den cornwallske natur. Den vil dog først komme rigtig til sin ret, når de mange planter er vokset til.
Som om det ikke var nok, er Eden også et projekt, der har til hensigt at føre folk sammen om at udvikle ting og sager, som kan bidrage til en udvikling, der tager hensyn til miljøet. Men Eden er ikke et miljøflip. Nærmest tværtimod. Centret lægger en del vægt på, at det vil bidrage til at finde en balance mellem udvikling og bevaring.
»I det 20. århundrede stod de kommercielle og de miljømæssige interesser og smed mudder efter hinanden. Vi vil gerne skabe et institut for det 21. århundrede, som siger farvel til alt det. For nu er det tid til kompromis,« siger den »hortikulturelle« direktør, Philip McMillan Browse, i en samtale med Information.

Et eksempel er allerede på vej til at blive realiseret. Den »jord«, som de mange planter i drivhusene står og vokser i, er faktisk slet ikke jord. De 85.000 tons grøde består af affald fra den tidligere produktion på stedet af kaolin - dvs. en særlig form for ler, der bliver hvid ved brænding og bruges til porcelænsfremstilling – blandet sammen med komposteret planteaffald. To affaldsprodukter giver altså et helt nyt produkt.
Philip McMillan Browse siger, at centret håber at kunne bidrage til at udvikle den nye slags »jord« kommercielt.
Men det er nok trods alt de færreste besøgende, som tildeler grobunden nogen videre tankevirksomhed. Der er også alt for meget andet at se på. Kæmpestore tropetræer, mange plancher, der forklarer samvirkningen mellem mennesker og planter, skiftende udstillinger, eksempler på menneskelige livsformer i samklang med den omliggende natur, vandfald, skulpturer, og så naturligvis planter, planter og atter planter.
Man kan f.eks. kigge på gummitræer og umiddelbart se, hvad deres produkt kan bruges til på den forsamling af bildæk, som er stablet op foran dem. Eller man kan beundre den aloe vera plante, hvis ekstrakt mange kender fra deres kosmetikprodukter. Ovre i den tempererede zone kan man f.eks. se, hvordan en olivenbusk eller et citrontræ ser ud.
Det er der en fortrinlig underholdningsværdi i. Men mere end noget andet handler Eden nok om oplysning og uddannelse.
»Det kan være noget helt banalt, som at folk kommer ind og ser en kaffeplante og går hjem og tænker over, at sådan ser den plante altså ud, hvor morgenkaffen kommer fra«, siger Philip McMillan Browse.
»Men det kan også være i videre betydning. Som f.eks. at tænke over, hvordan udvikling bedst foregår. At tænke på de socio-økonomiske og til tider spirituelle konsekvenser af udvikling. Fair Trade kaffe bringer f.eks. en større indtægt til dem, der producerer kaffen. Men den bevirker måske også, at nabo-landsbyen så rydder jord for at tilplante med kaffe, og så får man måske et konserveringsproblem,« siger Philip McMillan Browse.
Dermed siger han også, at mange af de ting, som Eden vil sætte fokus på, er klart politiske og inddrager spørgsmål såsom globalisering, protektionisme og frihandel.
»Jamen, vi er ikke bange for at være politiske,« siger han.
Eden vil også gerne være med til at strikke projekter sammen f.eks. i udviklingslandene, for at belyse vekselvirkningen mellem det, mennesker gør dér, og de videre – holistiske om man vil – konsekvenser. Typisk ikke ved selv at sende egne folk af sted, men ved at agere som projekt-koordinator og omdrejningspunkt med masser af forbindelser til allehånde eksperter, frivillige, studerende, virksomheder og andre interesserede.

Det, man ser i den gamle lergrav i Cornwall, er altså kun Edens officielle ansigt. Der ligger ganske meget bagved.
Det officielle ansigt er nu også ganske opsigtsvækkende. Rent bortset fra den kolossale samling af planter – der er omkring 4.000 – er der selve bygningerne.
De store drivhuse er blevet døbt biomer, og deres konstruktion ligger nok i forlængelse af britisk drivhustradition, men er alligevel meget anderledes.
For det første er de større – op til 50 meter høje. Tower of London kunne fint passe ind i den største af dem, som også er så lang, at 24 busser kan holde i én lang række indeni. Med så høje plantesteder er det meningen, at man skal kunne undgå, at de høje palmer støder mod et tag og siden må skæres ned, som det sker i mange andre traditionelle drivhuse.
Drivhusene er heller ikke lavet af glas. ’Glasset’ er et supertyndt materiale ETFE (Ethylen Tetra Fluoro Ethylen) i ottekantede felter – den største er så stor, at en London-taxa kan holde oppe på den. De er så placeret i rammer af tyndt stål, og hele den koloenorme konstruktion vejer derfor ikke stort mere end den luft, som befinder sig inde i biomerne.

Stoffet – eller måske skulle man sige filmen – er nedbrydeligt, vejer næsten ikke noget, og bliver det beskidt, kan regnen simpelt hen vaske det rent. Det er ikke helt gennemsigtigt ligesom glas, men til gengæld trænger solen igennem – på sommerdage kan man altså blive solbrun bare ved at gå rundt inde i Eden. Skulle der bryde en voldsom storm løs, risikerer ingen at blive ramt af faldende glas eller andre kalamiteter.
»Det eneste, der kan ske, er, at et panel flyver væk,« siger Andrew Whalley fra arkitektfirmaet Nicholas Grimshaw & Partners, som har bygget biomerne.
Den direkte inspiration til det spektakulære design kom egentlig fra sæbebobler, men der er andre associationer.
»Det er en naturlig, organisk form, og den er meget effektiv. En serie af overflader, der hænger sammen. Man kan f.eks. se den i bikuber og på svampe,« siger Andrew Whalley.
Da de først fik opgaven, var arkitekterne en kende i vildrede.
»Jeg mener, de kom og sagde, at de ville skabe en Amazon-regnskov midt i Cornwall,« siger Andrew Whalley og ryster på hovedet. Men da de begyndte at tænke seriøst på projektet, blev det til, at de ville skabe noget, der både rummede »drama og poesi«, som Andrew Whalley siger. Det skulle også symbolisere fremtid – »ideen om optimisme, og hvad vi kan gøre i fremtiden,« siger Andrew Whalley.
»Men vi tænke også på Arthur Conan Doyle og hans bog The Lost World,« siger han.
På den måde kom bygningernes udformning til at rumme det paradoks, at Eden er en slags genskabelse for fremtiden af en verden, som ude i den virkelige verden er udsat for voldsomme anslag. Nutiden bevaret for fremtiden.
Eden går i realiteten ud på at skabe en lille verden inde i en boble for at lære den store verden, at det risikerer at blive fremtiden, hvis ikke menneskene finder en måde at leve på igen, som er i samklang med naturen. I denne sammenhæng specifikt altså med planternes verden.
Der er ingen dyr i Eden, så der er ikke tale om en egentlig biosfære. Det valg afspejler en årelang interesse hos Tim Smit, som er Edens egentlige ophavsmand.

Man kan roligt sige om Smit, at han er uortodoks. Smit, som i dag er midt i 40’erne, er født i Holland men gik på kostskole i Storbritannien.
Senere studerede han arkæologi, men den slags graveri gav ikke rigtig smør på brødet. Det gjorde til gengæld hans fritidsinteresse for musik. Efter i årevis at have spillet i et obskurt band og skrevet lige så obskur musik blev han en succesrig musikproducer. Det er dog en fortid, han i dag nedtoner en del – man forstår måske hvorfor, når man i diverse medieportrætter kan se, at han plejede at være producer for folk såsom Barry Manilow.
Egentlig flyttede Tim Smit til Cornwall i 1987, fordi han ville bygge et pladestudie. Men i stedet blev han fuldstændig opslugt af botanik, da han fandt et gammelt, forfaldent haveanlæg, som han satte sig for at restaurere. The Lost Gardens of Heligan var Europas største have-renovation og er i dag et af Cornwalls store turisttrækplastre.
Så interessen for planter er ikke af helt ny dato, og det er evnen til at få finansfolk, planlæggere, idéfolk, administratorer m.v. til at realisere det tilsyneladende umulige heller ikke. Omend den evne er blevet sat på prøve efter prøve og finpudset under forløbet med Eden-projektet.
I starten bestod projektet i virkeligheden bare af et par skriblerier på bagsiden af en cigaretpakke. En lidt diffus vision om noget med videnskab og noget med økologi og noget med haver og planter, som han jo havde lært om i Heligans tabte paradis.
Stedet fandt han en dag, hvor han kørte rundt i Cornwall og ved et tilfælde opdagede den øde lergrav. Krateret er så stort, at der kan være 35 fodboldbaner. Det var altså stort nok. Det vendte mod syd. Der var vand at se i nærheden. Perfekt. Visionen havde nu et sted at bo.
Pengene – hele 86 millioner pund, hvilket vil sige lidt over 1 mia. kroner – blev måske det vanskeligste, hvilket formentlig ikke vil overraske entreprenørtyper verden over.

Der var mange gange, hvor projektet var ved at kollapse. Også selv om ca. halvdelen af pengene kom fra briternes Millennium Commission – årtusindkommissionen, som fordelte penge fra lotterimidlerne til en række projekter rundt omkring i landet, som skulle markere det nye årtusind. Det i sig selv siger noget om Smits evner som overtaler, for årtusindkommissærerne afslog faktisk pure at støtte projektet, første gang han var til møde med dem.
Men selv med tusindårspengene i banken manglede der stadig halvdelen, som dog siden blev skaffet fra større og mindre legater og gaver samt ikke mindst via et 12 mio. pund – ca. 150 mio. kroner – banklån, ligesom EU’s regionale udviklingsfond bidrog. Ikke desto mindre var der tit pengemangel.
Hvad gjorde Smit og hans folk så? De arbejdede gratis såmænd. De troede tilstrækkeligt på projektet til at forvente at kunne få deres penge engang ude i fremtiden. Arkitekterne fik f.eks. ikke betaling i hele to år.
Andre af Eden-folkene forlod højt betalte job inden for bl.a. finans-, reklame- og universitetsverdenen for at komme til Cornwall. De var blevet bidt af Tim Smits projekt.
Men hvor Smit selv er lidt af en erobrer-type, har han brugt sine overtalelsesevner til at give det stik modsatte signal. For i Eden fremgår det tydeligt, hvor tosset det er af mennesker at forsøge at erobre naturen. Vi risikerer at dø af det. Ganske enkelt. Det er planteverdenens skyld, at vi overhovedet kan trække vejret.
Samtidig er Eden et udtryk for en stædig optimisme og tyrkertro på den menneskelige snilde. Smit er f.eks. vildt optaget af, hvad videnskab og teknik kan udnytte planterne til.
Man kan sige, at Smit og hans team står for økologi med fremtid. I Cornwall har de skabt et værdigt symbol på den vision.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her