Søren KierkegaardDet har ikke tidligere været muligt at udgive Søren Kierkegaards Samlede Skrifter. Værket er et virvar af skrift i alle retninger. Der er de værker, Kierkegaard selv udgav, og dem han ikke nåede at udgive. Og der er hans journaler og notesbøger, som er skrevet forfra og bagfra og i flere hæfter på samme tid. Endelig er der forarbejder til de udgivne bøger, som overført til bogform mister deres dynamiske karakter af midlertidighed.
Således forklaret af Søren Kierkegaard Selskabets daglige leder, Niels Jørgen Cappelørn:
»Problemet er, at Kierkegaard skrev fire, fem forarbejder til sine værker. Og det kan man ikke udgive som bog. Hvem vil læse fire versioner af det samme? Og hvem ville have plads til at have værkerne stående, hvis det hele kom ud som bog?«
Kierkegaard havde en ufattelig evne til at overskue tekst: Han havde biblen i hovedet på græsk og hebræisk, Platon og Augustin, Shakespeare og Goethe og alle forarbejderne til egne tekster. Han holdt sine journaler i to spalter: Den højre reserveret det fortløbende arbejde, den venstre tilføjelser og indskud.
»Der er ingen tvivl,« fortæller Cappelørn, »om at den moderne teknologi har været en forudsætning for, at vi kan overkomme den her udgivelse. Nu har vi muligheden for at lægge forarbejderne ovenpå hinanden elektronisk og adskille udgaverne med forskellige farver. Pludselig kan man bevæge sig vandret og lodret rundt i forarbejderne.«
Her kommer Cappelørns kollega Alastair McKinnon ind i billedet. Som en af de første begyndte han at læse filosofiske tekster ind i en database.
»Han havde huldamer til at sidde og skrive Kierkegaards samlede værker ind på kort, som blev indlæst elektronisk. Dengang sagde man, han var vanvittig, det var simpelthen for profant. Senere talte jeg med ham. Og vi fik den tanke at gøre forarbejderne til en elektronisk udgivelse. Og så kunne vi pludselig se udgivelsen af de samlede skrifter som en realistisk mulighed.«
Iagttagerens Kunst er at frembringe det Skjulte«. Det hævder fortælleren Constantin Constantinus i Søren Kierkegaards roman Gjentagelsen fra 1843. Hr Constantinus postulat er tvetydigt: ordene kunst og frembringer antyder, at det skjulte er noget, der skal skabes. Men frembringe kan også betyde, at det skjulte allerede er skabt og blot skal afsløres. Tvetydigheden er naturligvis en meningsbærende pointe. Iagttageren må først skabe det skjulte for at afsløre, at det allerede eksisterede før.
Siden 1994 har en gruppe filosoffer, teologer, litterater, historikere og filologer på Søren Kierkegaard Forskningscentret i København arbejdet på at frembringe den hidtil skjulte Søren Kierkegaard i en ny og definitiv udgave af hans samlede værker.
For første gang udgiver man nu Kierkegaards journaler og papirer sammen med de skrifter, Kierkegaard selv valgte at publicere.
Og den minutiøse gennemgang af teksterne har afsløret hidtil oversete spidsformuleringers indsigt i det, Kierkegaard selv kaldte livets store ildebrand. Man har eksempelvis i over 100 år ladet Kierkegaard sukke og gentage sig selv: »Eksaminere, ja eksaminere.« Men den nye udgave afdækker en subtilitet. For oprindeligt skrev han faktisk: Eksaminere, ja eksanimere.« Pludselig er ånden, animus på spil. Og sukket bliver til en refleksion over den indstilling af blikket, der ikke kan få øje på det skjulte.
Jeg opsøgte Kierkegaardcentret for at få en forklaring. På hvordan man 150 år efter når tættere på filosoffen end før.
Søren Kierkegaard Forskningscentret ligger i et fint og fredet hus i den del af København, hvor plaketter på facaderne annoncerer forhenværende residenters bedrifter. I dette hus i St. Kannikestræde boede direktør og digter Peter Faber, kendt for de dejligt livsbekræftende linier i sit julekvad Høit fra Træets grønne Top: »Når du strammer Garnet, kvæler du jo Barnet«.
Men indenfor er det Kierkegaards hus. En buste af filosoffen i stort format med stort hår og store øjne møder den besøgende i stueetagen: Frygt og Bæven. Det ligner en rød løber på den brede trappe. Men det er nok bare min fantasi over noget, som ret beset er et gulvtæppe.
På første sal arbejdes der på udgivelsen af de samlede værker, på anden drives Kierkegaardforskning indtil højeste videnskabelige niveau. Men der er trafik på det røde gulvtæppe mellem etagerne. Centret er karakteriseret ved sin tværvidenskabelighed, og folk med papirer under armen hilser så venligt på trappen: God dag, god dag og god weekend.
Det var Niels Jørgen Cappelørn, der fik idéen til at kombinere et forskningscenter med nyudgivelsen. Og det er Niels Jørgen Cappelørn, der byder velkommen i sit kontor på første sal.
I en reol på hans kontor står tidligere udgaver af Kierkegaards samlede værker: Den første udgave af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer fra 1877. Gyldendals version med den røde hessianryg under Peter P. Rohdes redaktion og ikke altid pålidelige kommentar. Så er der udgaven fra begyndelsen af århundredet, der i forordet fra 1906 kalder sig selv diplomatarisk, dvs. altomfattende. En af udgiverne døde inden arbejdet blev afsluttet, og udgivelsen nåede ikke sit mål.
Man nåede sidste år til første bind af journalerne, dvs. den unge Kierkegaards journaloptegnelser og maniske, refleksive optagethed af alt omkring ham. Kommentarbindene forklarer alt. Naturligvis den umiddelbart utilgængelige filosofiske horisont. Fra den tyske filosof Fichte til den samtidige debat om humanistisk kontra realistisk pædagogik. Men også det tilsyneladende velkendte er forklaret. Det geografiske fænomen Esrom Sø eller ordet interessant, der »i betydningen fængslende på grund af sanselig pirring var et modeord i 1830ernes København«. Og der er kort over København anno 1839 og kalendere for de pågældende år.
Det har været Kierkegaardcentrets principielle intention at gribe bag om alle de senere udgaver og tilbage til de originale håndskrifter. Da Søren Kierkegaard døde, blev hans litterære produktion først overladt nevøen Henrik Lund. Lund lavede to registranter. Han registrerede beliggenheden af hvert enkelt manuskript i Søren Kierkegaards lejlighed: Dét lå til højre i piedestalen, dét lå i det gamle bibelfutteral osv. Derefter lavede han en registrant over hvert manuskripts indhold. Journaler og begge registranter blev siden tilsendt Søren Kierkegaards storebror, biskop P.C. Kierkegaard i Aalborg.
Cappelørn forklarer manuskripternes omstændigheder:
»I 1861 tog H.P. Barfod som ung jurist til Aalborg for at starte en avis, der skulle udkonkurrere Aalborg Stiftstidende. Men det gik ikke. I stedet flyttede han i 1865 ind i Bispegården, hvor P.C. Kierkegaard ansatte ham til at strukturere Sørens journaler.«
Det er velkendt, at Friedrich Nietzsches søster Elisabeth bevidst forvanskede filosoffens hovedværker, men Cappelørn understreger, at Barfod kun forsøgte at rense Kierkegaards tekst for fejl:
»Barfod var lidt af en skolemester: Kierkegaard betjente sig af retorisk komma, men Barfod ønskede at beskytte Kierkegaards anseelse, så han rettede til grammatisk komma. Og overstregede det, han mente, var for privat.«
Går man fra Cappelørns kontor og tilbage over det røde gulvtæppe, kommer man til Jette Knudsens kontor. Hun er ansvarlig for hele det filologiske arbejde med udgivelsen. På hendes bord ligger originalsider fra Kierkegaards journaler. Som om han lige har forladt arbejdet for at tage »en Drosche til Dyrehaugsbakken«.
Jette Knudsen taler om Barfod, som kendte hun ham personligt. Hvilket hun næsten gør efter flere års arbejde med hans håndskrift og noble rettelser. Smilende peger hun på en overstregning:
»Der har Kierkegaard skrevet Msk. for menneske. Han brugte mange forkortelser, og det kan Barfod ikke lide. Så han streger det omhyggeligt over og skriver Menneske i stedet.«
Nogle steder har det vist sig særdeles vanskeligt at lokalisere Barfods rettelser. Ved den store Strindbergudgivelse, der kom i Sverige for nogle år siden, brugte man politiets udstyr til infrarød gennemlysning af teksterne. Og fjernede med held senere rettelser fra originalteksten. Men det virkede ikke i tilfældet Barfod. Nu har man endelig fundet en ny metode: Et elektronmikroskop fra Dansk Teknologisk Institut har vist sig i stand til at analysere Kierkegaards og Barfods respektive blækopløsninger. En teknik, som også vil blive anvendt for at rense komponisten Carl Nielsens partiturer for tilføjelser.
Om principperne for det filologiske arbejde forklarer Jette Knudsen:
»I de tidligere udgaver har man stykket alle Kierkegaards løse papirer sammen til en syntetisk helhed. Man har samlet dem efter kronologi og ladet dem fremstå, som om de var en homogen helhed. Men Kierkegaard arbejdede med flere journaler og notesbøger samtidig. Vi forsøger at bringe dem tilbage til deres oprindelige, løsrevne karakter. Det er det man kalder for det arkivalske princip.«
Georg Brandes beskrev i 1877 Kierkegaard: »Saaledes levede han: spadserende, kjørende, samtalende og fremfor Alt skrivende, altid skrivende«.
Det er den altid skrivende Kierkegaard, der frembringes i den nye udgave af journalerne. Fragmenterne og de korte aforismer kommer til deres løsrevne ret. Enhver, der har læst Kierkegaard, vil have bemærket hans konstante produktion af ny betydning. Der bliver kun sjældent citeret direkte, næsten altid tildigtet i stedet. »Tillad mig at gøre en lille Forandring,« som han skriver. Afsluttede, velkendte historier fra biblen, Shakespeare eller samtidigt teater gendigtes i nye versioner.
Netop forandringerne og variationer afslører et aspekt ved Kierkegaard, der ofte overdøves af larmen om hin Enkeltes frihed, om det suveræne subjekt. Kierkegaard skrev konstant, fordi han altid var i dialog. Med en filosof som Hegel eller et stykke på det Kongelige Teater eller noget, han havde hørt på gaden.
Journalbindet CC, der udkom i 2000, indeholder passager fra et af den unge Kierkegaards projekter: En oversættelse af det Ny Testamente fra græsk til latin. Kommentarbindet påviser, hvordan Kierkegaard også her befinder i polemisk dialog med de dominerende oversættelser.
Jette Knudsen fortæller om, hvordan Kierkegaard i dialog med sig selv ændrer fra forarbejde til forarbejde. Hvordan Forførerens dagbog oprindeligt hed Erotikerens Dagbog. På centret går man igennem samtlige forarbejder. Og det var sådan man fandt ud af, at Kierkegaard havde skrevet eksaminere, ja eksanimere, der blev til den sukkende gentagelse på grund af en fejl hos sætteren.
Og der er en anden opdagelse:
»De tidligere udgivere fandt et hæfte, som de vidste, han havde skrevet i en skibskahyt. De kunne se noget blyantskrift, der bortset fra det første bogstav d var slettet med blæk. Så de konkluderede, at teksten måtte hedde Dampskibskahyt. Men vi har haft mulighed for at løfte blækken væk fra blyantinskriptionen. Og der står noget helt andet: Der står Digterisk Forsøg.«
Til sidst placerer Jette Knudsen en tilsyneladende homogen, ensartet tekst under et lysmikroskop og lader mig iagttage: En skrift ovenpå skriften træder frem, gennem linsen ser jeg tydeligt en tilføjet skrift svævende over papiret. Og man ser den hidtil skjulte tekst, der var der først.
Søren Kierkegaard Forskningscentret blev grundlagt i 1994 under Københavns Universitet. Centret har to brændpunkter: Den internationale Kierkegaardforskning og udgivelsen af Søren Kierkegaards samlede værker i 55 bind. Heraf 28 med Kierkegaards skrifter og journaler og 27 separate kommentarbind. Forarbejderne udgives på cd-rom. Udgivelsen forventes afsluttet i 2009. Såvel centret som den ganske udgivelse er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond
