Læsetid: 4 min.

Elguitar og charme

Han er muligvis ikke Gud, men han er eddermame god
30. marts 2001

Slowhand
Jeg har engang besluttet mig for, at jeg gerne vil se alle musikalske legender – hvad enten de stadig er gode eller ej. Jeg mangler stadig en del skalpe i bæltet. Mozart er en af dem, en anden var Eric Clapton, som netop har givet to koncerter i København.
Eric Clapton har ry for at være bedre live, hvilket box-settet Crossroads vol 2 og den udvidede cd-udgave af Eric Clapton’s Rainbow Concert vidner om. Og som med så mange andre af de legendariske stjerner fra 60’erne siger man selvfølgelig også, at han var bedre i gamle dage.
Rigtigt er det selvfølgelig, at der næppe kommer flere Clapton-mesterværker som Creams Disraeli Gears (1967) og Derek & The Dominoes’ Layla and other assorted love songs (’70) eller Blind Faith med supergruppen af samme navn, hvor Clapton bl.a. er sammen med Steve Winwood – deres eneste album fra ’69 er netop genudgivet i en utrolig luksusudgave. Men alligevel. Eric Clapton var engang ifølge engelske graffiti Gud. Han har vel lov at fejle en gang imellem.
Alligevel var med nogen bæven, at jeg sneg mig ind i den propfyldte koncertsal onsdag aften. Min sidekvinde viste sig at hedde Trine, og hun fremdrog en såkaldt ’set-liste’ fra Claptons koncert i Rotterdam den 26. marts. Så kunne vi ligesom følge med i, hvad han stod og lavede deroppe. Han snød os et par gange, men heldigvis er det ikke så svært at høre hvad Clapton laver, i modsætning til f.eks. Dylan, som altid laver om på sine gamle numre.

Sump-guitar
Claptons soloalbum har siden det første i 1970 været meget ujævne. Manges favorit er 461 Ocean Boulevard fra ’74, og faktisk har samtlige album de sidste 20 år placeret sig på top-10 verden over. Efter min mening er det kun et par af dem, der er mindeværdige. Journeyman (’89) og det rene bluesalbum From the cradle (’94) er de bedste.
Set i det lys er det nye album Reptile overraskende godt. Det har en mere organisk lyd end sidste kedelige cd Pilgrim fra ’98, som led af et grimt anfald af 80’er-lyd. Det skyldtes vist ikke mindst Claptons medproducent Simon Climie. Han var den ene halvdel af duoen Climie Fisher, der i slutningen af 80’erne havde flere store hits, bl.a. ’Love changes (everything)’. Han er også med på Reptile, men har vist fået et hint eller to om, hvem Clapton er – men at Reptile er så god skyldes ikke mindst gode gæstesolister og fremragende korarbejde af den legendariske soulgruppe The Impressions, som nogen måske husker som Curtis Mayfields gruppe med hits som ’People get ready’.
Vi fik også de gode Reptile-numre til koncerten. Bl.a. et par stille Clapton-kompositioner som ’Believe in life’ og ’Modern girl’ samt et par rigtige perler: Blues-rockeren ’Got you on my mind’ (på cd’en med Billy Preston på hammond-orgel), samt den pragtfulde soul-udgave af James Taylors smukke ’Don’t let me be lonely tonight’, hvor The Impressions synger bedre end længe, og Clapton spiller en rigtig sej sump-guitar.
Da jeg – som den samler jeg er – havde købt koncertprogrammet i Forum, så jeg til min store glædelige overraskelse, at Impressions var med. Efter seks-syv numre undrede jeg mig over, hvornår de kom – og da jeg alligevel skulle ud og ordne noget på herretoilettet, checkede jeg lige programmet igen – og læste desværre det med småt. Impressions var kun med til koncerterne i England og USA – og vistnok et par i Europa. På Trines seddel stod der, at de var med i Holland, men det var vi jo ikke – så hvem ved.
Bortset fra det, var det bestemt ikke et dårligt orkester Clapton stillede op med i Forum. Legendariske Steve Gadd på trommer, den brasilanske janitshar Pauliho da Costa, bassisten Nathan East, den tidligere Bruce Springsteen- og fusionstangentbokser David Sancious og sidst men ikke mindst den gamle 60’er sanger, guitarist og popstjerne Andy Fearweather-Low – ham fra Amen Corner med ’If Paradise was half as nice’. Prøv at slå samtlige op på nettet – de har bare spillet med alle!

Cardigan og hornbriller
Til at begynde med syntes Trine og jeg, at Clapton spillede lidt for meget akustisk guitar. Ikke at det var dårligt, der gik bare ’unplugged’ i den. Vi var af den mening, at man ikke bliver en mere ærlig musiker, bare fordi man ifører sig cardigan og hornbriller og spiller på akustisk guitar. Det svarer nærmest til, at forfattere skulle blive bedre, hvis de skiftede computeren ud med en gammel skrivemaskine.
Omvendt er man selvfølgelig ikke en bedre guitarist, bare fordi man spiller elektrisk. En gammel vits om Sovjet-unionen fortæller, at de i deres værste jerntæppedage insisterede på, at de havde opfundet alt – hvilket gør den russiske opfindelse af den elektriske pære lidt underlig, da den jo må være opfundet i elektrisk lys.
Men heldigvis hev Clapton da indtil flere guitarer frem med ledning, og gav så i løbet af de næsten to en halv time helt utrolige versioner af bl.a. ’Cocaine’, ’Hoochie Coochie Man’ og ’Layla’. Indimellem spillede han også velnok den smukkeste, mest indfølte kærlighedssang i verden, og det siger ikke så lidt. Men ’Wonderful tonight’ er altså svær at slå, og selvom Clapton muligvis ikke er Gud, så var han eddermame god i Forum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu