Læsetid: 4 min.

Film i tv

23. marts 2001


(2. sektion)

*Coen-brødrene var i legehumør, da de lavede deres mest udprægede komedie Det store spring, som også kunne have heddet Den gode cirkel. Cirklen er nemlig ikke ond i denne historie om den tungnemme Norville Barnes, der finder på et nyt uanseligt design, som resulterer i noget så smågenialt som hula hop-ringen og frisbee’en. Ligesom Hitchcock bruger
Coen-brødrene et slags poetisk-visuelt varemærke en hel film igennem – den gode cirkel. Den optræder som aftrykket af en kaffekop til engleglorien over Paul Newmans storkapitalist Hudsucker, der et stykke tid forinden »fusionerede med evigheden«, da han sprang ud af et vindue. Og Hudsucker-koncernens store urskive angiver selvfølgelig også, at tiden er cirkulær – Norvilles liv går i ring, fra han drager fra hjembyen Munci mod storstaden, og til han til sidst vender tilbage til uskylden. – Coen-brødrene leverer en pastiche over Frank Capras og ikke mindst Preston Sturges’ gamle Hollywood-komedier om den naive provinsbos konfrontationer med forretningshøge og smarte manipulatorer. Vi er i 1958, og Norville får ansættelse helt nede i Hudsucker-koncernens kulkælder, hvor lønslaverne sorterer post. Men bestyrelsen har brug for en stråmand, så Norville oplever pludselig forfremmelse til chefstolen samt sin egen medfølgende sindelagsændring mod det selvtilfredse og hårdhudede. Sentimentale bliver Coen-brødrene aldrig, selv om de til slut åbner et håb for Norville, der ikke tilfældigt er næsten-navnebroder til hovedpersonen i Preston Sturges’ The Miracle of Morgan Creek. – Filmen skaber et lækkert surrealistisk bylandskab og har en guddommelig sekvens om Hula Hop-modens gennembrud i USA – samt dygtige mere end charmerende præstationer af Tim Robbins i hovedrollen og Jennifer Jason Leigh og Paul Newman som henholdsvis kynisk journalistpige og
excentrisk topchef.
The Hudsucker Proxy/Det store spring. DR 2, fredag kl. 20.45-22.30

*Curtis Hanson fik – efter flere udmærkede, men lidt firskårne spændingsfilm – et regulært gennembrud med denne James Ellroy-filmatisering fra 1997, der i sjælden grad forener smæk for skillingen med stilistisk raffinement og begavet personskildring. Vi er i 1950’ernes Los Angeles, hvor vi følger tre meget forskellige politifolk, der hver på sin måde prøver at opklare en nedskydning af seks personer i en spisecafé - en forbrydelse, der bliver kendt som The Nite Owl Massacre. Danny DeVitos Hush Hush-skandaleblads-sonderinger er indfaldsvinklen til skildringen af storbyens skyggeside af kriminalitet og korruption, hvilket alt sammen lyder kulørt og trivielt. Men det komplicerede netværk af historier sættes sammen med vældig panache af Curtis Hanson, og han har Kevin Spacey og Russell Crowe – samt Kim Basinger i en Oscar-vindende præstation – til at levendegøre en kriminalhistorie, der samtidig er en ætsende samfundsskildring. Holdt man af Chinatown, er der ikke noget at betænke sig på her.
L.A. Confidential. TvDanmark 2, fredag kl. 21.00-23.25

*Butleren det fornemme hjem, husholdersken – og en mangel på kontakt. Så fyndigt kan den fremragende engelske guide Time Out skildre hovedmotiverne i James Ivorys Resten af dagen i anledning af, at læserne havde valgt den som en af de 100 bedste film nogen sinde. Filmen er fra 1993, og Ivory har siden lavet arvestykkefilm, der ikke i samme grad nyder godt af en fortættet, velforankret historie. Her har han den ideelle rollebesætning med Anthony Hopkins som butleren Mr. Stevens, der undertrykker sine følelser i perfektionismens navn, Emma Thompson som den mere spontane husholderske Miss Kenton, som også er låst fast i sin sociale rolle, og James Fox som den super-engelske aristokrat med de farlige nazi-tyske sympatier. Forlægget er en meget beundret roman af Kazuo Ishiguro, men det lidt omstændeligt litterære, der kan præge Ivorys film, mærkes ikke her, hvor det psykologiske spil har dirrende nerve og den detaljemættede overklasseskildring kompromisløs skarphed.
The Remains of the Day/Resten af dagen. DR 2, søndag kl. 20.50-23.00

*Tim Robbins – skuespiller og her instruktør – synes at have gjort den afdøde polske instruktør Kieslowskis ord: »Det er noget uudholdeligt ved en ubeskrevet verden« til sine, da han undfangede
ideen til Dead Man Walking – måske den bedste film nogen sinde om dødsstraffen. Robbins ville vise, hvad man ellers ikke snakker om – selve sindstilstanden hos den dømte og menneskene omkring ham, plus de umenneskelige ritualer omkring selve henrettelsen. – »Der findes en masse dybe hemmeligheder begravet i fængslet,« som Robbins sagde inden filmens premiere i 1995. Robbins’ samlever i snart mange år, Susan Sarandon, fik en Oscar for sin præstation som nonnen Helen Prejean, der bliver sjælesørger for den dødsdømte Matthew, fremstillet af Sean Penn i dennes bedste præstation hidtil. Matthew er ikke blot morder, men en arg racist – white trash som man i starten dårligt føler er søster Helens omsorg værd. Men søsteren trodser den katolske vanetænkning og fastholder kontakten, selv om Matthew står så fjernt fra hende som tænkes kan. Og det lykkes hende at give ham et menneskeværd ved at få ham til at føle sig ansvarlig for sine handlinger. Derved opstår muligheden for anger, soning og frelse. Men da Matthew genfødes sjæleligt, skal han dø fysisk. Det er lige ved at blive rigeligt patetisk mod slutningen, men Dead Man Walking vinder kolossalt ved den usminkede Susan Sarandons varme og humor i rollen som søster Helen, først usikkert søgende, men efterhånden modigt satsende sig selv og sin tro i en spil, der ofte er ved at vælte hende omkuld.
Dead Man Walking. TV2, søndag kl. 20.50-22.50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her