Læsetid: 4 min.

Film i tv

16. marts 2001

*Paul Newman udstråler som få fra Hollywood en optimistisk vindermentalitet – en af hans film hedder faktisk også Winning. Og netop derfor udfordrer det hans skuespillertalent at skabe taber-figurer – som han f.eks. gjorde det i Dommen. I Robert Bentons Nobody’s Fool fra 1994 træder Newman endnu flere trin ned ad den sociale rangstige som en bums af en arbejdsmand, der mest beskæftiger sig med små-plat og gåen-til-hånde i en lille by, hvor alle kender alle. En social taber efter amerikansk målestok, men besjælet af en næsten komisk vedholdende optimisme på trods. Som ægtemand og far er han kommet til kort, men ikke uopretteligt. Han får en ny kontakt til sin akademikersøn, og fortidens brikker begynder at falde på plads. Newman var 69, da han spillede rollen, men den ungdommelige gavtyve-manér og ukuelig frækhed klæber stadig ved ham, uden at filmen behøver dyrke hans stjerne-karisma. Robert Benton, der især huskes for Kramer mod Kramer og Places of the Heart, har instrueret i hverdagsstilfærdig stil og får endda ofte stereotype Hollywood-stjerner som Bruce Willis og Melanie Griffith til at spille rigtig menneskekomedie.
Hvem er fuldkommen?/Nobody’s Fool. DR 2, fredag kl. 20.45-22.30.

*Parodi er hyldest og kritik på én gang, og når genren kommer i hænderne på Jim Abrahams, der var med til at skabe Højt at flyve-serien, bliver den samtidig sprudlende Hollywood-underholdning. Her parodieres de militær- og krigsforherligende action-film, med tilsætning af forlorent melodrama. Piloten Topper er en plaget sjæl – han vil i virkeligheden hellere ryge fredspiber med indianere og udveksle betroelser med den underdejlige militærpsykiater Ramada end føre sig frem som den store lufthelt. Vitserne kommer i maskingeværstempo i den veloplagte film, hvis alvorligste handicap nok er, at den mangler en Leslie Nielsen i en af hovedrollerne. Til gengæld har den en sjovt smuldrende machotype som Lloyd Bridges i en skræddersyet rolle som en hjerneblæst fortidslevning af en admiral, der grundigt forkludrer amerikanernes Middelhavskampagne. Charlie Sheen ligner den rigtige clean cut-amerikaner i hovedrollen, men er egentlig ikke særlig sjov, så man må trøste sig med den herlige Bridges og den skønne italienerinde Valeria Golino som psykiateren, der ikke kan lade være at springe op på klaveret og give den som Michelle Pfeiffer.
Hot Shots! TV2, lørdag kl. 20.35-22.00

*Peter Jackson er en særdeles talentfuld newzealandsk instruktør, der ikke helt har fået den karriere, han lagde op til, da han skabte en kult omkring sig med den komiske splatterfilm Braindead (1992) og gav Kate Winslet et internationalt gennembrud med den diabolske beretning om to myrdende teenagere Engel, min engel (1996). Jackson rejste til Hollywood, hvor han nu i fem år ikke har udsendt nogen film, men snart tager revanche med en Tolkien-trilogi, Ringenes herre, med navne som Ian McKellen, Kate Blanchett og Liv Tyler. I første halvdel af 1990’erne var Jackson meget produktiv og lavede bl. a. en regulær outsiderfilm af den slags, kultister elsker, Forgotten Silver (1995), der er en såkaldt mockumentary – det vil sige en fiktionsfilm, som udgiver sig for at være dokumentarisk, altså i stil med klassikeren i genren This is Spinal Tap om et rockband. Hos Jackson drejer det sig en ukendt filmpionér, newzealænderen Colin McKenzie, hvis indsats
for filmkunstens fremskridt først nu bliver kendt. Det obskure filmgeni lavede allerede en talefilm i 1908 og brugte farvefilm i 1912, men filmindustrien var hård ved ham, og han endte sine omtumlede dage som fattig og glemt. Filmeksperter som Leonard Maltin og producenter som Harvey Weinstein er indkaldt for – ’som sig selv’ – at afgive vidnesbyrd om den balstyrige McKenzie, og også den glimrende newzealandske skuespiller Sam Neill deltager i løjerne.
Forgotten Silver/Filmpioneren. TV2, søndag kl. 01.00-01.45

*Nicole Kidman var stjerne-lykkelig, da instruktøren Gus van Sant i 1994 sendte hende manuskriptet til denne ætsende satire over medieliderlighed i det mest forfladigende medie af dem alle – tv. Endelig fik hun chancen for at yde en rendyrket karakterpræstation, og hun greb den med bravour i rollen som den uhyrligt ambitiøse tv-værtinde Suzanne Stone, der tager alle midler i brug for at ’komme på’. Kidman har netop i denne film det glitrende flotte og strømlinede ydre, der gør det yderst troværdigt, at hun kan blive til noget (forfærdeligt) på skærmen, selv om hun må begynde helt fra bunden som en mere dekorativ end kyndig vejrprofet. Hendes ræsonnement er, at »i Amerika er man ikke rigtig noget, hvis man ikke er i tv,« og derfor maser hun sig op fra bunden ved hjælp af skønsomt doseret sex og skamløs pågåenhed – besat som hun er af tv-mediets trolddomskraft. Nicole Kidman gør Suzanne til en fræk og sært fascinerende blanding af liderlig glamour bitch, selvspejlende bulldozer-journalist og moderne heks – ikke tilfældigt afspilles Donovans The Season of the Witch under efterteksterne. Kidmans præstation er nok hendes hidtil bedste og i hvert fald den sjoveste. En forrygende indsats af en skuespillerinde, der er vokset kolossalt med opgaverne de seneste år. Og i biroller medvirker altid seværdige navne som Matt Dillon, Joaquin Phoenix (der spiller hovedrollen i Thomas Vinterbergs nye film), George Segal og Illeana Douglas. Der er også roller til Buck Henry, som har skrevet manuskriptet, og David Cronenberg, der er bedst kendt som instruktør.
To Die For. TV3+, søndag kl. 22.45-00.45

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her