(2. sektion)
Ny film
Troede man, at spansk film var synonym med Pedro Almodóvars farveglade melodramaer fra modernitetens vrangside, kan man godt tro om igen.
Den spanske filmscene rummer også navne som Carlos Saura, Bigas Luna og Julio Medem, men med Ensomme hjerters fremstilling af ganske almindelige spanieres uglamourøse hverdag viser debutanten Benito Zambrano, at der tillige er plads til socialt engageret realisme i dagens spanske film.
Arv og miljø
Da hendes alkoholiserede og brutale far bliver indlagt, må Maria huse moderen i sin fugtige og triste lejlighed i et af Sevillas ucharmerende slumkvarterer. Familien stammer fra landet, og moderen kan hverken læse eller skrive. Maria ernærer sig som rengøringskone ligesom sin mor og drukner sine sorger i alkohol ligesom faderen. Hun bor alene, men har tilfældige mandlige bekendte af samme støbning som faderen. Da hun bliver gravid med én af dem, opfordrer han hende da også straks til abort og til i øvrigt at fortsætte med at give ham de blow jobs, som hun tilsyneladende er så god til.
Moderen besøger hver dag sin stud af en mand på hospitalet, men stifter under opholdet tillige bekendtskab med en ældre mand i Marias opgang, der bor alene med sin hund. Naboen er en mand af en helt anden støbning blid og forstående, selv om også han har fået sin del af denne verdens fortrædeligheder.
Der opstår sympati mellem de to ensomme gamle mennesker, samtidig med at Marias hårdhed og kynisme gradvist opblødes dels af det spirende liv i hendes mave, dels af moderens diskret omsorgsfulde nærvær.
Moderen
Den flere gange prisbelønnede Ensomme hjerter er tilegnet alle mødre, og den er da også i første række en hyldest til Moderen forstået som den inkarnerede selvopofrelse, der virker i det skjulte.
Dét var som bekendt også temaet for Dancer in the Dark, men der er en verden til forskel, for Ensomme hjerter byder hverken på virtuose stileksperimenter, kreativt kliché-genbrug eller overspændte sangstjerner. Stilen er diskret og upåfaldende kun lader instruktøren af og til et par nøje doserede klare farver lyse op i det i øvrigt ganske mørke univers. Tempoet grænser til det stillestående, men Zambrano forstår at hvile i situationerne og hale det maksimale ud af sine skuespillere. Især er Maria Galiana eminent i rollen som Marias mor. Ana Fernández, der spiller Maria, er måske lidt for smuk til, at vi helt tror på hendes misère, men hendes fremstilling af den unge kvindes vej fra stenhjerte til selv at blive mor er fortræffelig.
Skal man indvende noget imod filmen, må det blive, at alle brikkerne falder lidt for pænt på plads til slut. Men Ensomme hjerter forbliver en overmåde sympatisk debutfilm fra en instruktør, som vi håber at høre meget mere fra i fremtiden.
*Ensomme hjerter (Solas). Manuskript og instruktion: Benito Zambrano. Spansk. (Vester Vov Vov)
