Læsetid: 2 min.

Folketingsflertal for genmærkning

Folketinget lægger pres på regeringen for at få vedtaget mærkning af genspejsede fødevarer – også selv om det ikke kan spores i slutproduktet i køledisken
16. marts 2001

Et flertal i Folketinget går nu ind for mærkning af fødevarer, hvis der i produktionen er indgået gensplejset foder. Også selv om man ikke kan måle GMO’en i det færdige produkt.
Det kom frem under Folketingets mere end fem timer lange debat torsdag om regeringens Fødevarepolitiske Redegørelse.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti, SF og Enhedslisten vil, med støtte fra Dansk Folkeparti, have indført mærkningsregler.
»Vi skal have en mærkningsordning for fødevarer, der går hele vejen fra jord til bord, og dermed også mærkning for GMO i foderet. Det har forbrugerne ganske enkelt krav på,« sagde SF’s fødevareordfører Jørn Jespersen under gårsdagens debat i Folketinget.

Harmoniseret område
Spørgsmålet om mærkning af fødevarer er totalharmoniseret i EU. Det betyder konkret, at Danmark ikke uden videre kan gå enegang og lave egne mærkningsregler.
Under debatten sagde fødevareminister Ritt Bjerregaard, at regeringen presser på for, at EU skal vedtage fælles regler for mærkning.
Så sent som på landbrugsministermødet for tre uger siden rykkede hun EU-Kommissionen for at komme med et forslag om mærkning af indholdet i foder. Men landbrugets holdning har ifølge ministeren hidtil været noget henholdende.
»Derfor er jeg også glad for nu at kunne sige til branchen, at der tegner sig et flertal i Folketinget for en mærkningsordning,« sagde Ritt Bjerregaard.
Keld Albrechtsen fra Enhedslisten fremhævede, at Danmark her havde en enestående mulighed for at sætte dagsordenen i EU.
»Hvis flertallet her står fast på en fuldstændig mærkning, så har vi en virkelig chance for indflydelse på EU-plan. Vi vil gerne holde Danmark GMO-frit. Og hvis der der kommer gensplejsede fødevarer ind, fordi EU tvinger os til det, så skal fødevarerne være mærket, så forbrugerne kan forholde sig til det,« sagde Keld Albrechtsen.

Venstre imod
På linje med ordførerne fra SF og Enhedslisten var Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkepati.
Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti opfordrede tilmed regeingspartierne til at benytte sig af det flertal, der tegnede sig for et krav til mærkning af fødevarer.
»Vi kunne naturligvis også selv vælge, at fremsætte et sådant lovforslag. Men det er naturligt at overlade dette initiativ, når ministeren og regeringspartierne kan konstatere, at der er et klart flertal for en total mærkningsordning,« siger Christian H. Hansen til Information.
Venstres ordfører Christian Mejdahl kunne derimod ikke tilslutte sig flertallet af ordførerne. Han ville kun gå med til, at der skete mærkning af de fødevarer, hvor der kunne spores rester af gensplejset foder.
»Vi går kun ind for mærkning, hvor gensplejsning er påviselig. I dag findes der jo ingen gensplejsede varer ude på hylderne, for supermarkederne kan ikke sælge dem,« sagde Christian Mejdahl.
CD’s Annie Lunde Hansen tilsluttede sig den holdning:
»Vi er imod mærkning, hvis det ikke kan spores i produktet i køledisken. Det skal jo ikke være en videnskab for folk at købe ind.«
Til det replicerede SF’s Jørn Jespersen: »Moderne forbrugere lægger vægt på kendskab til produktionen af de fødevarer, de køber. Det gælder både dyrevelfærd og om der er anvendt gensplejset foder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu