Analyse
Læsetid: 4 min.

Fortsat krig i Kosovos omegn

De etniske albaneres oprørsaktivitet i det sydlige Serbien og nordlige Makedonien er nu optrappet til et niveau, der minder om Kosovo for tre år siden
16. marts 2001

Tre år efter kampene mellem Kosovas Befrielseshær, UÇK, serbisk politi og sikkerhedsstyrker brød ud i Kosovo, ser det hele ud til at være gået igang igen. Hele to befrielseshære opererer nu åbent i henholdsvis de serbiske og de makedonske grænseområder til Kosovo. Den første, med den svært huskbare forkortelse UCPMB (Befrielseshæren for Presevo, Mevedja og Bujanovic), kæmper for løsrivelsen af tre sydserbiske kommuner, der grænser op til Kosovo mod øst, og deres indlemmelse i Kosovo som »Øst-Kosovo«. Den anden hedder simpelthen UÇK, hvor K dog ikke står for noget bestemt territorium. Den kæmper angiveligt for at give de etniske albanere i Republikken Makedonien ligeberettigelse med republikkens største og navngivende befolkningsgruppe, de slavisk-talende »Makedonere«. Alt dette virker, som om vi efter kosovo-albanernes løsrivelseskamp mod Serbien nu går en ny krig i møde, som sigter mod dannelsen af et Stor-Albanien. Selvom talsmænd for oprøret i Makedonien hidtil har benægtet sådanne planer, som det skete i et interview i Information onsdag.
Tanken lurer imidlertid under overfladen. Albanien opstod som stat 1912-13, men grænserne blev trukket således, at store albanske befolkningsgrupper kom under især serbisk herredømme. Et »Storalbanien« blev oprettet af italienerne under Anden Verdenskrig, men som en del af Italien, og efter krigen rykkedes grænserne tilbage. Ligesom Jugoslavien befriedes Albanien af en indenlandsk, kommunistisk ledet modstandsbevægelse, som satte ideologien over det nationale. For Titos Jugoslavien betød det en generel tilbagevenden til historisk legitimerede grænser. At foretage nye grænsedragninger på etnisk grundlag anså kommunisterne for at åbne for Pandoras Æske.

Der skete dog den væsentlige ændring i forhold til de gamle grænser, at det store område, som den serbiske stat havde indlemmet i 1913 og som omfattede både Kosovo og den nuværende Republik Makedonien, blev mere eller mindre udskilt af Serbien. Makedonien blev en særskilt »folkerepublik«, Kosovo en autonom serbisk provins under betegnelsen Kosovo-Metohija eller »Kosmet«. Forskellen i behandlingen af de to områder var, at man betragtede makedonerne som et særskilt nation med sit eget sprog, selvom man af rent sproglige grunde ligeså godt kunne have klassificeret dem som vest-bulgarere. Derfor fik de ret til deres »egen« republik. Mens man altså gjorde, hvad man kunne, for at give makedonerne en separat national identitet, en proces, som må siges at være lykkes, accepterede man kosovo-albanerne som en del af en større albansk nation. Men det betød til gengæld, at de efter jugoslavisk opfattelse ikke kunne gøre krav på en »egen« republik, men kun et mere eller mindre udviklet hjemmestyre.

I 1981 brød de første åbne uroligheder ud i Kosovo, under slagordet »Kosova Republika«. Det politiske krav var provinsens løsrivelse fra Serbien, med status som Jugoslaviens 7. republik. Medlemmer af provinsens serbiske mindretal og deres sympatisører i Serbien kæmpede omvendt for en reduktion eller fuldstændig ophævelse af provinsens hjemmestyre. Det kommunistiske regime i Beograd prøvede at lægge låg på begge bevægelser, indtil Slobodan Milosevic ved et veltilrettelagt kup i 1987 tog magten i Serbien, og 1989 afskaffede provinsens selvstyre. Fra 1990 samledes den kosovoalbanske opposition sig om Ibrahim Rugova, som konsekvent nægtede lovligheden af de serbiske myndigheder og snart erklærede provinsen for en uafhængig republik. Kosovo-albanernes flertal nægtede derfor at deltage i de serbiske og jugoslaviske valg.
Albanerne uden for Kosovo reagerede anderledes. Både i Serbien og i Montenegro deltog det albanske mindretal i valgene og blev endda repræsenteret i det serbiske parlament. Der var ingen civil ulydighedskampagne som i Kosovo.
I Republikken Makedonien skrinlagde de lokale albanere planerne om en løsrivelsespolitik og deltog ligeledes i det politiske liv. Der dannedes to albanske partier, et moderat og et radikalt nationalistisk. Det første samarbejdede med de gamle makedonske kommunister, som havde lavet sig om til et demokratisk socialistparti, om at holde både makedonske og albanske nationalister fra magten. Men landets dårlige økonomi og andre forhold førte til regeringskoalitionens fald ved valgene i november 1998. Nationalisterne sejrede – og dannede overraskende regering med hinanden. Og samarbejdet har overlevet selv det voldsomme pres, som den kosovoalbanske flygtningestrøm fra Kosovo i foråret 1999 udsatte landet for.

Hvorfor så i alverden nu et oprør i de nordmakedonske grænseegne? Ja, dels kan det ikke nægtes, at det albanske nationalistparti DPA har bevæget sig noget ind mod midten, hvad der kan frustrere tilhængere af en hårdere linje. Dels er der klart tale om afsmitning fra Kosovo og Sydserbien, uanset erklæringer om det modsatte. Befrielseshære er ikke noget, man sådan lige kan afvæbne, der vil næsten altid være nogle guerillasoldater, som fortsætter for sig selv. Der har ikke hidtil været nogen bred folkelig opbakning blandt de lokale albanere til oprørsbevægelserne uden for Kosovo. Men den kan hurtigt skabes af en kombination af voldeligt pres på lokalbefolkningen fra guerillastyrkerne på den ene side og de serbiske eller makedonske sikkerhedstyrker på den anden. Derfor bør det først og fremmest være de udenlandske styrker i regionen, som sikrer ro og orden og rimelige forhold for civilbefolkningen i de berørte territorier. Ellers vil situationen uundgåeligt udvikle sig i negativ retning. Mareridtscenariet: en borgerkrig i Makedonien, der kan udvikle sig til en generel regional konflikt, synes pludselig en realistisk mulighed. Men der er en afgørende forskel i forhold til tidligere: Den massive tilstedeværelse af NATO-styrker i konfliktområdet. Samt en erkendelse hos det internationale samfunds repræsentanter i Kosovo af situationens potentielle farlighed. Selvom den hurtighed, hvormed krisen er blevet optrappet i de seneste døgn sikkert har overrasket dem. At tilladelsen til serbiske sikkerhedsstyrkers indtrængen i fem km bæltet langs Kosovos grænse i det sydlige Serbien besvares med guerillaangreb i omegnen af de makedonske albaneres hovedby Tetovo og en massedemonstration for vidtgående politiske krav fra albansk side i den makedonske hovedstad Skopje viser sammenhængen mellem de forskellige aktioner. Krigen for et Stor-Kosovo eller Stor-Albanien er faktisk i fuld gang og har resulteret i de første flygtningestrømme, denne gang fra Makedonien til Kosovo. Nye fronter er åbnet, og KFOR står måske over for sin hidtil største militære og politiske udfordring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her