Læsetid: 3 min.

Den fraktale boogie

På en postmoderne luksusliner af et album fasttømrer franske Daft Punk deres position, som mestre udi den elektroniske pop- og dansemusik
10. marts 2001

Ny cd
D’herrer Thomas Bangalter og Guy Manuel de Homem Christo bedre kendt som Daft Punk har en del forventninger på deres små, franske skuldre. For det er ikke verdens nemmeste sag at skabe en tilfredsstillende opfølger til deres debutalbum Homework helt tilbage fra 1997. Men det lykkes faktisk ganske imponerende med det ambitiøse album Discovery, og springet fra den duo, der kunne sit hjemmearbejde udi disco- og house-traditionen til den duo, der nu er gået på opdagelse i den elektroniske pop- og dansemusiks videre muligheder er ganske betragtelig.
Daft Punk indvarslede for alvor fransk housemusiks dominans over Europas dansegulve med hitsinglerne »Da Funk« og »Around The
World« tilbage for fire år siden, og duoen har siden været synonym med den franske house-hærgen – ikke mindst fordi Bangalter også var involveret i Bob Sinclars »Gym-Tonic« og under navnet Stardust selv udgav »Music Sounds Better With You«.
Men Bangalter & Homem Christo forsøger også med Discovery at bringe pop- og dansemusikken et skridt videre, ja, man har dem faktisk mistænkt for at ville leve op til albumtitlen og forske i den elektroniske popmusiks DNA.

Ny lydstruktur
Sjovt nok foregår denne grundforskning stadig via klangene fra 80’erne, via de dengang futuristiske syntetiske lyde, der kom fra dyre såvel som billige elklaverer, synthesizere, lommecomputerspil og trommemaskiner. Discovery lyder således på mange måder, som det, det er: To modne musikeres forsøg på at skabe ny lydstruktur med byggeklodserne fra deres teenage-år.
Flere klange er deciderede referencer til genrer, sange og musikere som Jean-Michel Jarre, Supertramps »Logical Song«, Buggles’ »Video Killed The Radiostar« og puddelhunde-heavy metal – komplet med grufuldt flimrende guitar-arpeggi. Men alle citater er vævet ind som dele af detaljerede lydbilleder – med undtagelse af den kammermusikalske »Veridis Quo«, som mimer Walter – senere Wendy – Carlos’ store Moog-synthesizer-fortolkninger af komponister som Bach og Beethoven tilbage fra sen-60’erne og 70’erne.
Daft Punk er stadig musikalsk forankrede i disco, electro og house, som tog form i 70’erne og 80’erne, men guderne og kredsløbene skal vide, at de formår at bruge disse oldschool-klange, denne svedige 4/4-dansenerve med en kompositorisk snilde, der distancerer duoen ubetinget fra enhver form for epigoneri eller pastiche.
Duoen fornyer sig i ånden fra Kraftwerk med flydende grænser mellem menneske og maskine. Stort set alle vokaler gurgler gennem elektronisk fordrejende vocoder, sanglinjerne klippes op, og i det hele taget flimrer maskinparken med så stor vitalitet, at man mere oplever den som beåndet, end manipuleret. Der danses fraktal boogie i maskinparkens indre.

Dybt romantisk
Melodisk sofistikerede numre står side om side med ekstatiske danseskæringer, hvor dynamikken og den stensikre klangmanipulation griber enhver krop, der vover sig ud i dans, i et luksuriøst jerngreb. Og det er først og fremmest i klangene, at Daft Punks mesterlighed slår igennem. Jeg kan for eksempel blive helt høj af de gammeldags computerspilforvrængninger af discoblæsere som overlejres af en high fidelity-gengivelse af samme på »One More Time«. Der er en syntetisk, raffineret ekstase i denne både refererende og innovative klangbehandling, som kunne risikere at blive overhørt i vrimmelen af oppumpet, klinisk renset dansemusik, som dominerer sendefladerne.
Få kan som Daft Punk beånde en klang med dybde og patos, og ingen kan som Daft Punk klippe lydbidder så silkeblødt og elegant sammen i ellers umage og kantede konstellationer. Den smukke funk på »Harder, Better, Faster, Stronger« er en tour de force i ophugget
vocodersang, mens maskin-soul-perlen »Face To Face« har en af de smukkeste cut-up-melodifigurer undertegnede har hørt.
Man kunne blive ved med at beskrive perler i denne postmoderne luksus. Discovery er en teknologiforblændet bedrift, et dybt romantisk album på forunderlig vis besvangret med den naive fascination af teknologiens drømmeverden og robotternes følelsesliv, som netop prægede 80’erne.
Discovery er en stor pop- og danseplade – endda med avantgardistiske undertoner – og det er en af de mest forførende klangbedrifter undertegnede har hørt i flere kilometers omkreds af mainstream i årevis.

*Daft Punk: Discovery (Daft Life/Virgin). Udkommer på mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu