Læsetid: 4 min.

Frihedrådets urokkelige nital

Ny bog uddyber berettiget tvivl om visse af besættelsestidens stikkerlikvideringer
29. marts 2001

Historierevision
Når Frihedsrådets første-mand, Frode Jakobsen, blev spurgt, fastholdt han altid med patos påstanden om, at modstandsbevægelsens ledelse i ni tilfælde tog fejl i dennes beslutninger om stikkerlikvideringer. Med andre ord: Hvilke personer, der af sikkerhedsgrunde, og fordi de gik besættelsesmagtens ærinde, skulle aflives – likvideres, som man med en eufemisme benævnte drabene.
»Vi, der traf beslutningerne, glemmer aldrig de ni,« sagde Jakobsen ordret i en tv-udsendelse om likvideringen af svenskeren Jane Horney. En påstand var det, og Frode Jakobsen vidste vel dette bedre end nogen.
For det første besluttedes de godt 400 drab i overvejende omfang lokalt, nu og da af enkeltpersoner i en modstandsgruppe.
Et likvideringsudvalg, som var en væsentlig bestanddel af myten om den topstyrede, velorganiserede, disciplinerede og retskafne danske modstand eksisterede ikke på noget tidspunkt under besættelsen.
Dertil kommer, at tallet ni kun er en rimelig målestok for fejltagelserne, såfremt man stiller sig tilfreds med de officielle opgivelser fra modstandsbevægelsens egen minister efter 5. maj 1945. Ministeren – uden portefølje – var Frode Jakobsen, assisteret af venstremanden, landsretssagfører Per Federspiel, der havde fungeret som ’kassemester’ for modstandsfolkene.

Myternes magt
Myterne fik gennemgående uhindret lov til at bestemme eftertidens syn på én
af modstandsbevægelsens mest dramatiske og traumatiske funktioner og dermed uundgåeligt på modstandskampens væsen som sådan. Likvideringerne – alene ordet – var et nødvendigt onde. Hvad de selvfølgelig i betragteligt omfang også var, såfremt man betragter perioden som en art borgerkrig, hvad besættelsen især sent i forløbet også var.
Af samme årsag mente Frode Jakobsen og andre, der så at sige havde sat sig på de fem onde års historie og eftermæle, at den gode hensigt helligede midlerne, at hensynet til modstandsfolkenes omdømme havde afgørende vægt, hvilket var forståeligt, og at der i øvrigt ikke var mere at tilføje. Hvad der selvfølgelig var.
Journalisten Peter Øvig Knudsen har i sin nye bog Efter Drabet fulgt et kritisk syn på likvideringerne op fra de få publikationer, der direkte har taget fat i emnet – senest og mest radikalt Stefan Emkjær med det publicerede og uddybede bogudgivne spe-ciale: Stikkerdrab (2000).

Illusionsløs historie
Øvig Knudsen har pløjet sig gennem kilovis af foreliggende materiale, skaffet sig yderligere aktindsigt og opsøgt de få tilbageblevne modstandsfolk, der har indvilget i at stille op til interview om den forfærdende tid, hvor det således på den ene eller anden baggrund faldt i de dristiges lod at tage livet af udvalgte andre.
Det er der kommet en bemærkelsesværdig bog ud af. Et i rigt mål dokumenteret værk kan man roligt sige, en samling af beretninger, som ryster én i ens sidste forsvarsværker, hvad angår efter-krigsårenes romantisering af den danske historiske virkelighed 1940-45.
Forfatteren fortæller med stor kompetence og et bemærkelsesværdigt overblik de hårrejsende historier om disse sandhedens øjeblikke, hvor skuddene faldt, og tilværelser på begge sider af af-trækkeren ændredes radikalt. Det tør svagt antydes.
Likvidatorerne slap jo heller ikke godt fra deres gerninger, der oven i købet akkompagneredes af tvivl om, hvorvidt disse drab alle var berettigede.
Mange modstandsfolk gik nervemæssigt ned på det under og især efter. En del – de mest dumdristige velsagtens – blev selv dræbt. Navne som ’Flammen’ og ’Citronen’ mister ikke deres mytiske dimensioner, efter Øvig Knudsen har fortalt deres historie, men lader nok formode, at modet og handlekraften under ekstreme forhold ofte fremkaldes i karakterer, der opererer bedst under sådanne følelsesforstyrrede om-stændigheder.

Tilbageblik forbehold
Peter Øvig Knudsen har været ude i sidste øjeblik, hvad angår de likvidatorer, der overhovedet har villet udtale sig til ham.
Det fremgår måske ikke hele tiden metodisk præcist i Knudsens bog, at udsagn om de konkrete begivenheder mere end 50 år efter ikke er meget værd kildemæssigt set.
Man må nøje undersøge dette erindringsstof for forskydninger og motiver, tendenser og fejlhuskninger – samt det dokumenterbare, der selvfølgelig også er med. Først og sidst er de gamle modstandsfolk kilder til deres eget nuværende og givetvis fast etablerede syn på det pågældende historiske forløb.
En enkelt undtagelse er Øvig Knudsens fremragende samtale med den tidligere politiadvokat Volmer Nissen, hvis hukommelse støtter sig på et forsvarligt arkiv.
Det er synd at sige, at Vomer Nissens udsagn stiller Frode Jakobsen og Per Federspiel i et sympatisk lys, hvad angår deres negative rolle med hensyn til de forsøg, der efter besættelsen blev gjort for at opklare de mere tvivlsomme likvideringer. Nissen påpeger ydermere forbrydelsens element, der i den politiløse tid indgik i flere af gruppernes virksomhed.
Det er – uanset indvendinger mod en til tider noget
uigennemskuelig kildekritisk håndtering af det store stof – en vigtig bog, Peter Øvig Knudsen har leveret. Den vil ikke undgå at få betydning i den nødvendige og reviderende historieskrivning om den formentlig mest traumatiske periode i nyere danmarkshistorie.
Og så skriver han jo godt, Knudsen. Men der mangler et register i bogen, hvad der godt kunne have været.

*Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet. 384 s. ill. 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu