Læsetid: 5 min.

En frygtelig forfatter

Hos de Sade fører kønnet til det værste. I fredags holdt hans danske oversætter denne tale ved filmpremieren om den kontroversielle forfatter
13. marts 2001

Premiere-tale
Det er langt alvorligere at skrive frygtelige ting end at gøre dem, for de skrevne ting forbliver uudsletteligt reelle og gyldige, så længe og så langt bort, som kopiering forbliver mulig; skriften er født global; mens gerninger i sig selv ikke er mere end lokale engangsfænomener, som kun kopieres af de få eventuelle øjenvidner. Skriften er den eneste evighed, mennesker kan kende. Hvad vi skriver er så uafhængigt af tid, sted og person, som nogen livsytring kan blive.
Derfor er det en uimodståelig fristelse at skrive, hvis man vil følge sin egen tanke hinsides her, nu, jeg – ud hvor det kun drejer sig om det, som er. Når vi føler meget stærkt, tænker vi også, nødvendigvis, og da er tanken rettet mod det, som er. Det, som er, er verden, menneskene og universet.
Vor erotisk aktive marquis var naturligvis følsom over for spørgsmål vedrørende universet; det var alle og enhver i Oplysningens århundrede, fra Voltaire og Diderot til Bach og Holberg. Hvordan fungerer vore skæbner inden for en symfoni eller kakofoni af alle menneskers skæbner inden for den ramme, vi kalder verden? Hvad går det hele ud på?
Vor intuition siger os – og ingen videnskab har fundet noget modargument, baseret på kendskab til den virkelige verden – at det, der sker i den fysiske verden, ikke tager det mindste hensyn til, hvad der sker i den menneskelige. Verden er simpelthen ligeglad med os. I en vis forstand, som er den, Sades Justine besidder, er Gud faktisk ligeglad med os.
Uanset hvilken elendighed vi befinder os i, uanset hvor meget vi lider, eller om vi nyder og mæsker os i herligheder, som andre mennesker mangler så meget, at de dør, – uanset at alt dette sker, fortsætter den fysiske verden naturligvis sin gang. Den er simpelthen ligeglad med os. Det er det, vi egentlig forstår ved Natur. Det, der er fuldstændig indifferent over for vore gøremål, værdier, vurderinger, godheder og ondskaber, er Naturen. Den tænker ikke, føler ingenting, den er bare.

Artens overlevelse
Næste spørgsmål er, hvorfor godheden altid er så optaget af artens overlevelse: Hvis ’man’ lyver og snyder, hvis alle lyver og snyder alle hele tiden, da ødelægges selve det netværk af udvekslinger, som vor art overlever ved at opretholde; hver enkelt er spontant optaget af at undgå denne ødelæggelse. Men hvorfor i grunden?
Kunne vi ikke være lige så ligeglade med vor arts skæbne, som universet åbenbart er? I så fald ville vi i Sades forstand være ’naturlige’. Nogle er gode, andre er onde, det går stort set lige op, siges Sades personer meget ofte. Men så ligeglade kan vi ikke være, for vi har følelser, ikke sandt? Vore følelser interesserer sig for artens overlevelse, midt i det indifferente univers.
Vi føler med hinanden og for hinanden; vi nærer som Justine en næsten religiøs tillid til hinandens følelser og medfølelser; hvorfor kommer vi så så grueligt galt afsted i omgangen med hinanden? Hvorfor må der hele retssystemer til for at holde orden på os? Kunne følelserne ikke gøre dette arbejde? Åbenbart ikke.
Vi er i hinandens vold, som man siger, og denne vold er ofte livsfarlig, af en eller anden grund. Mange følelser er bagudskuende og ret afmægtige over for vort Her og Nu, hvor vore gerninger befinder sig. Her er vi ofte behersket af noget, som traditionen kalder ondskab eller lidenskab eller ligefrem last, og som litteraturen har forstand på.
Sade kom til at sidde indespærret i i alt næsten tredive år af sit liv, først for sine skandaler og dernæst, de sidste tretten år (1801-1814), for sine skriverier. Skandalerne var så at sige hans research, skriverierne var deres litterære resultat – og måske også resultatet af selve indespærringen. Skriverierne var skandalernes skandale, den, der gør ham til verdenslitteraturens mest uudholdelige forfatter og en af de største.
Sade afskyede det, vi kalder pornografi. Der var vel at mærke mange pornografer på hans tid; seksualiteten var i søgelyset på grund af Oplysningen. Men at skrive sødt og skønt om kønnet, når man ved, hvordan tingene virkelig foregår, forkom ham at være litterært forræderi eller plattenslageri. Forfalskning. Manglende styrke eller vilje til at se tingene i øjnene.
Kønnet er ikke sødt, for det medfører ophidselse. Ophidselsen får mennesker til at gå ud af deres gode skind – og ind i et skind, som kan være grusomt. Det kan gå så frygteligt til, at kun litteraturen kan sige det. Det, der ellers forbliver umuligt at tale om, hvor frigjorte vi end tror at være; det uindrømmelige, som man har kaldt det.

Sex lammer tanken
I seksualiteten er vi for så vidt på højde med universet. Vi er i livsfare, bringer hinanden i livsfare. Kønnet fører til det værste. Vi kan derfor næsten ikke holde ud at se på det, og vi kan ikke holde ud at tænke på det. Sandheden er nok, at menneskets seksuelle ophidselse kortvarigt lammer dets tankevirksomhed, fordi tanken beror på følelsen, som den kortvarigt lammer, når det går højt. Altså kan vi ikke være ved, at det går højt, når det går højt. Det må beskrives udefra. Altså må skriften bringe sig på højde med universet for at kunne beskrive det.
Noget sådant kræver et raseri på størrelse med det, som Sades skæbne frembragte i ham. Han var uden nogen tvivl rasende. Ingen ikke-rasende ville skrive det, han skrev. Ingen ikke-rasende ville endog lægge papir til. Eller penne (Quills), som Sade-filmen viser det.
Ingen havde gjort det før ham, og ingen har gjort det siden. Det ser ud, som om det, han beskriver, i sin så klassiske og saglige tone, slet ikke findes, siden det kun findes ét sted, i ét forfatterskab, godt låst inde. Men den almene forfjamskelse, behandlingen af Sades tekster i kritikken, publikationshistorien og litteraturhistorien bærer præg af, viser alligevel, hvor megen sandhedsdrevet energi der gemmer sig i hans groteske
realisme; vi vil åbenbart hverken miste eller eje disse skrifter. Det samme kan siges om kønnets forvildelser: Vi vil hverken tage dem på os eller undvære dem.
Måske bør humaniora for fremtiden dyrkes i lukkede laboratorier – lige så utilgængelige for offentligheden som den forbudte kælder under Nationalbiblioteket i Paris, hvor Sades første Justine (eller Dydens genvordigheder, 1787) blev gemt, indtil digteren Apollinaire fandt hende i 1909.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her