Oplæsning
Hvad baghusene på Vesterbro angår, har Københavns Kommune en klar politik: Ned med lortet. I stedet anlægger man grønne arealer. For nu skal overførselsindkomsterne ud og de kapitalstærke børnefamilier ind. Men i kommunalpolitik er der altid afvigelser, og der finder det, man kalder undergrundskulturen sted. Således har forlaget, tidsskriftet og institutionen Øverste Kirurgiske fundet et nedlagt fabrikslokale med store fabriksvinduer og grå betonvægge i et baghus på adressen Vesterbrogade 107b. Artlab kalder de stedet, hvor de den første torsdag i hver måned sætter forfattere i scene som oplæsere og entertainere. Forårssæsonen startede torsdag den første marts bag duggede ruder under skinnerne i loftet. Der var trængsel i baren, der var trængsel foran scenen. Og meget mere er der ikke i rummet. Under disse næsten østberlinske omstændigheder bød Niels Ivar Larsen velkommen til Hans Erik Larsen. Alias Hans Erik Larsen, der, inden han læste op fra digtsamlingen Alias, erklærede: »Dejligt at være tilbage i undergrunden. Jeg har lige været et år på landet«. Efter Larsen kom den svenske lyriker Ola Julén, der læste hele sin debutsamling Orissa.
Mine øjne
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare dig det her. Sådan lyder samlingens første digt, der efterfølges af: Der er noget galt med mine øjne. Orissa består af 155 digte på cirka halvanden linje. Det er en bog om ikke at kunne gøre omverden til virkelighed. Jeget står alene med sine syv-otte ord, og det gør ondt. Der blev meget stille i fabrikslokalet, mens Julén med siden til publikum læste sine digte på et langsomt svensk, der gennemlød af sprogets kendte musikere: Ekelöf, Södergran og Lars Norén. Juléns digterjeg når ikke frem til den anden person. De når i stedet bogens slutning: Jeg må ændre på mit liv og til sidst: Der findes ingen frihed i det her. Og så stilllede publikum fadøllene på gulvet og klappede længe af svenskeren, der gjorde plads for Jens Blendstrup.
Artlab har efterhånden eksisteret så længe, at oplæsning er blevet en selvstændig genre. Ikke bare en skygge af bøgerne, der ledsager digterne i Politikens forhal og på landets gymnasieskoler. F.eks. udfoldes Blendstrups historier optimalt, når han udlægger sin hovedperson kleinsmeden Brian ved at pumpe lyden af Brians subwoofer og ekstrabas ud gennem mikrofonen: phhm, phhm. Og blondinen Lonnie synger: I wanna suck your lollypop. Forholdet mellem Lonnie og Brian strander ulykkeligvis, da Lonnie får tinnitus. Eller når Blendstrup med vidtåbne øjne fortæller: Det hele startede i en blå carport og endte i en rød carport. En historie om manden, der tilbragte sin tid med at spise andres tånegle.
Poeten med hjelmen
Næste indslag var ifølge konferencier Larsen douen Dynamo Weltgeist. Men dymano alias Peter var i Spanien, og så måtte Weltgeist gå solo. Som parodi på den lidende digters martyrium startede Weltgeist med at fortælle en løgn: Faktisk skulle han have været med i Claus Bohm og Neal Ashley Conrads film Digter, men som han sagde: »Jeg blev dished til fordel for Jens Blendstrup. Og Blendstrup blev dished til fordel for Anne Mette Kure Andersen«. Og så viste Weltgeist den fraklippede sekvens om sig selv. En satire over poeten stirrende længselsfuldt ud ad vinduet, poeten i bar røv ved havet og til sidst den modernistiske poet. På en bænk i Helsingør med cykelhjem: »Jeg er ikke længere den samme«. Et nik med hjelmen og Weltgeist tilføjer: Det bliver jeg aldrig. Hvilket naturligvis gav genlyd som latter i fabrikslokalet.
Den grimme væling
Efter oplæsninger fra Christian Yde Frostholm og Nina Søs Vinter sluttede den erfarne kirurg Thomas Krogsbøll seancen. Først fortalte han eventyret om den grimme vælling, der blev til en smuk abrikosmos. En herre bagved mig bemærkede højlydt, at ordet kosmos sørme indgår i abrikosmos. Og så tilføjede han, at det jo mindede om Højholt. Til sidst brillerede Krogsbøl på dansk i en duet med Nils Ivar Larsen på litauisk. De reciterede uundværlige vendinger fra en muligvis fiktiv dansk-litauisk parlør. Blandt andre blev den altid vigtige: »Havregrød er godt når man har en lang køretur foran sig« oversat præcist og under stor jubel.
Norén og Strunge
»Da Lars Norén holdt op med at skrive digte, sagde han: Jeg kan ikke mere. Jeg bliver psykotisk, hvis jeg fortsætter. Og så blev han teaterinstruktør. En anden af mine yndlingsdigtere er Michael Strunge. Han sprang ud af vinduet, så det er da klart, at man kan blive nervøs. Men jeg ved ikke, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke skrev digte.«
Efter Artlab tog jeg med Ola Julén på en burgerbar for at høre om hans bog Orissa og om det første digthæfte i forlaget Basilisks nye serie: B16. En tekst på seksten sider med titlen 400. Skrevet i samme knappe maner som Orissa.
Hvordan foregår det, når man skriver et digt på seks ord?
»Jeg sætter mig ikke ned for at skrive. Det kommer, når jeg læser avisen eller laver noget andet. Så noterer jeg en sætning eller nogle ord. På den måde samler jeg flere hundrede sammen. Det tog mig syv år at skrive Orissa.«
