Læsetid: 5 min.

En general uden egne tropper

Når udenrigs-minister Mogens Lykketoft på mandag møder sin amerikanske kollega, Colin Powell, møder han en mand, der allerede er ude i en indædt magtkamp med regeringens høge
3. marts 2001

NEW YORK – På sin første dag på kontoret fandt general Colin Powell et håndskrevet brev fra Amerikas berømteste nulevende diplomat, 97-årige George F. Kennan. Vi ved ikke, hvad der stod i brevet, kun at Kennan ønskede USA’s nye udenrigsminister held og lykke.
Ifølge Informations kilde greb Powell straks pennen og forfattede et svarbrev til Kennan.
Denne anekdote nævnes, fordi de to mænd deler idol – general George C. Marshall, USA’s udenrigsminister efter Anden Verdenskrig og fadder til Marshall-hjælpen.
Kennan arbejdede i 1948-49 som personlig rådgiver for Marshall og kan tilsyneladende se nogle paralleller mellem sin tidligere chef og hans efterfølger general Powell.

Stjernestatus
Nu er det ikke, fordi Powell er den første general på posten siden Marshall. General Al Haig var i en kort periode udenrigsminister under præsident Ronald Reagan i 1980’erne.
»Og man kan håbe, at samme skæbne ikke overgår Powell. Haig blev hurtigt isoleret, skåret af og måtte til sidst tage sin afsked,« bemærker James Goodby, tidligere NATO-ambassadør og våbenkontrolrådgiver for præsident Clinton.
Og det er netop pointen. Colin Powell er utvivlsomt en superstjerne i amerikansk politik. Det er ikke svært at finde politiske iagttagere i Washington, der hellere end gerne havde set Powell som præsident i stedet for George W. Bush.
Den slags er ønsketænkning. Som tilhænger af fri abort og positiv særbehandling for mindretal havde generalen ikke en chance for at vinde støtte fra det republikanske partis kristelige kernevælgere under primærvalgene.
Ikke desto mindre bliver Powell båret frem af en myte, der kan blive svær at rive ned, for hans hovedrivaler i Bush-regeringen – vicepræsident Richard Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld samt den magtfulde, intellektuelle viceforsvarsminister Paul Wolfowitz.
Det er let at forestille sig Colin Powell gå ind på Det Ovale Kontor og sige til Bush: Sådan og sådan vil jeg have det! Hvad kan præsidenten sige? Præsident Reagan kunne undvære Al Haig. Hvis Powell en dag skulle tage sit gode tøj og gå, ville det være et kæmpe nederlag for præsident Bush.

Høgenes rede
Ikke alene mister Bush den eneste ægte superstjerne i sin regering. Den mest prominente fortaler for en kompromissøgende og forhandlingsvenlig udenrigs- og sikkerhedspolitik ville også være forsvundet.
Uden Powell består Bush-regeringen næsten udelukkende af (krigs)høge – med en nævneværdig undtagelse i sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice. Men hun er øjensynligt allerede kørt ud på et sidespor af de tunge drenge Richard Cheney og Rumsfeld.
Modsat sin forgænger Sandy Berger har Rice ikke fået rang af minister, hvilket udelukker hende fra de prestigebetonede kabinetsmøder.
I regeringens første måned ved magten er uoverensstemmelserne mellem Powell og hans rivaler i Det Hvide Hus og Pentagon allerede flere gange kommet for dagens lys. Det gælder for Irak-sanktionerne og i mindre grad for missilforsvaret. I går skrev New York Times, at Powell under sin rejse i Mellemøsten i sidste uge havde indrømmet over for amerikanske journalister, at han ikke på forhånd havde rådført sig med præsidenten om en lettelse af
Irak-sanktionerne.
Dette ville være et eklatant eksempel på sololøb i et meget kontroversielt spørgsmål, hvor regeringen allerede er delt i to lejre.

To lejre
På den ene side står Cheney, Rumsfeld og Wolfowitz. De har udtrykt ønske om at stramme grebet om Saddam Husseins regime, bl.a. ved at øge finansieringen af irakiske eksilgrupper, der håber at vinde militært fodfæste i kurdisk Irak med hjælp fra USA-styrker.
Den anden lejr består af Powell og Udenrigsministeriet. Under sin tur fortalte han USA’s arabiske allierede og venner, at Bush-regeringen var indstillet på at lette de civile sanktioner, hvis de gik med til at stramme grænsekontrollen med våbensmugling og overføre irakiske indtægter fra oliehandel til FN.
Powells initiativ var lidt af et diplomatisk kup, fordi alle de arabiske ledere, han besøgte, omfavnede idéen. Stillet over for et fait accompli må hans rivaler formentlig bøje sig. Ikke desto mindre har konservative republikanere i Kongressen indkaldt Powell til en høring på onsdag.
Det højreorienterede Washington Times skældte i en leder ud på Powell. Samtidig citerede det dog diplomatiske kilder for, at udenrigsministeren skulle have underrettet Bush.
Et måske endnu mere illustrativt eksempel på magtkampen blev nævnt i New York Times i går. Bladet hævder, at udenrigsministeriet til gengæld ikke var blevet forhåndsorienteret om Storbritanniens og USA’s luftangreb forrige fredag mod radarfaciliteter i Irak uden for flyveforbudszonerne.
Det skulle være grunden til, at amerikanske ambassader i regionen ikke havde briefet arabiske allierede og Israel kort inden angrebet, hvilket ellers er sædvane. Hvis sidstnævnte er korrekt, ville det betyde, at udenrigsminister Robin Cook blev underrettet – men ikke Powell. Med andre ord er kampen om kontrollen med informationsstrømmen i Bush-regeringen allerede i fuld sving. Information er magt, og vé den minister, der bliver lukket ude!
Uenighederne gælder også »pr-salget« af missilforsvarsidéen til USA’s allierede. Her var der en mærkbar forskel i tone og stil mellem forsvarsminister Rumsfelds tale til sine kolleger den 3. februar i München og Colin Powells samtaler med NATO’s udenrigsministre i Bruxelles sidste tirsdag.
»Powell var mere åben over for konsultationer med de allierede under hvert store skridt, der bliver taget i dette spørgsmål. Det tog noget af biddet ud af Rumsfelds bøse udtalelser,« siger fhv. NATO-ambassadør James Goodby.

Ikke-indblanding
Disse indledende skærmydsler mellem Bush-regeringens toneangivende ministre gør det hasarderet at forudsige, hvilken form, USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik vil antage.
Powell er ikke lige frem kendt som en traditionel interventionist i militær forstand.
Tværtimod vendte han sig mod invasionen af Irak og luftkrigene i Bosnien og Kosovo. Noget tyder på, at han vil være mindre tilbøjelig til at lade USA spille med sine militære muskler og i stedet forlade sig på andre faktorer som supermagtens økonomiske indflydelse og informationsteknologiens udbredelse. Hans forgænger Madeleine Albright havde den modsatte opfattelse.
Ironien er, at en ensidig pro-interventionistisk linie sandsynligvis vil blive støttet af Pentagon, der ellers plejer at være skeptisk over for at sende tropper ud på militære eventyr.
Rumsfeld og tidligere forsvarsminister Cheney tror på brugen af rå militærmagt i international politik.
Colin Powell er blevet en general uden hær. Han råder kun over diplomatiske tropper. Spørgsmålet er, hvor langt han kan nå i kraft af sin personlige status og et velvilligt bureaukrati.
Foreløbig har han overtalt præsident Bush til at øge Udenrigsministeriets budget 1,2 mia. dollar næste år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her