Bedst som man troede, at gespenstet var udspillet og fordrevet, driver det omkring igen. Den politiske kunst er virkelig et spøgelse, som i lang tid har været henvist til afdelingen for folkeminder og sagnfænomener fra 70erne. Det politiske dukker op som tema på kunstudstillinger lige nu på Aarhus Kunstmuseum og på Trapholt i Kolding. Inden for teatret er den også til stede; samfundets behandling af fængselsfanger var omdrejningspunkt hos Lars Norén og krigen i Bosnien blev behandlet i Claus Beck-Nielsens Ci-vi-li-sation på Det Kgl. Teater sidste år, for blot at nævne nogle eksempler. Også litteraturen har igen haft fingre i det politiske hos Jens Martin Eriksen, og Jan Sonnergaard har vi bl.a. set eksempler på, hvordan det lutter æstetiske rum har virket for trangt til de emner, de ville have på plakaten. I næste uge udkommer en ny cd med Sort Sol, der såmænd prydes af et godt gammelt linoleumssnit ved Dea Trier Mørch!
Hvem skulle have troet det?
Det er jo retro, det har vi set før,« er et udsagn, der kan få kunstnere op af stolen, hvis det vel at mærke er sagt om ét af deres egne værker. Samtidskunstens flirt med det politiske i disse år kan umiddelbart godt udfordres med sådanne bedrevidende- og seende ord. Ligesådan kan de samme politiske tendenser indenfor teatret og litteraturen godt trampes ned, hvis det da ikke lige var fordi, det politiske har et helt andet udgangspunkt nu. Efter postmodernismens knæk af de store fortællinger ligger de nu som et mikado-sæt af lange tændstikker, fortællingerne, der ellers dengang i kraft af en sammenhængende vision kunne udgøre nok så smuk en drøm.
For drømme handler det jo om i mange af de politiske værker fra Bjørn Nørgaard, Ursula Reuter Christiansen og Dea Trier Mørch, som for tiden sidestilles med aktuel politisk kunst på Trapholt i Kolding. I 1970erne var sådanne billeder gestaltninger af samfundets rørelser. Værket repræsenterede ved sin symbolværdi alt det, man havde gang i dengang. Det enkelt skårne formsprog kunne gå lige ind i folk(et) og give fornyet kraft til kampen. Motiverne var ofte genkendelige menneskelige fællesskaber, som hermed fik sit talerør. Som sådan var kunstopfattelsen her kun et redskab for den handlende, revolutionære, kunsten var i sagens ideologiske tjeneste. Umuligt er det dog at se bort fra påstanden om den lillafarvede ble-kontekst, disse værker skulle udspringe af. I dag forekommer de som relikvier fra en underlig tidskapsel, drivtømmer fra et forlist drømmeskib, set med unge øjne.
I relation til samtidskunsten ligner det politiske i 70ernes kunst snarere det patetiske end en egentlig farlighed, som vel ellers var tilsigtet. Skal kunst være farlig, er den nødsaget til at være frit rådende, hvilket vel ikke kan siges om de artige 70'er-værk-paroler, som folkeligt lød henover værkerne. I dag er den pathos, der trækker veksler på utopi-tanken væk. Der er sket et ryk, og fortælling-kontruktionernes mikadobunke ligger som væltet ud af ingenting: Forskellen fra dengang og til nu er, at der ikke umiddelbart er genkendelige koder at referere til. De må selv skabes i værket, kunsten i dag har ikke et samlet ideologisk resonansrum bag sig.
Er pathosen i dag svær at se i samtidskunsten, er lysten til at blande sig med verden derimod kommet voldsomt tilbage. Og dermed kommer også måden verden politisk hænger sammen på ind i overvejelserne. Et eksempel på et ikke-ideologisk, men alligevel følelsesladet politisk engagement blandt unge mennesker er den store tilslutning til ATTAC-bevægelsen. Den Verdensvendte Generation kunne man kalde de mennesker, som nu er på færde, og som rejser, korresponderer world wide og vil undersøge alt, hvad der ligger langt fra atelieret, studerekammeret og den (inde)sluttede verden. De smider ikke en verdensvisionær pakkeløsning på bordet, men undersøger i stedet verdens måde at være til på. Måske er det den gamle drøm om, at kunst og liv skal være ét, som spøger i alle handlingerne? Ofte udstilles gerne et udsnit af virkeligheden, flere steder med selvbiografisk udgangspunkt, som så fungerer som det personlige fingeraftryk. At gøre verden til sin, handlede 70ernes politiske kunst også om, men måden det
foregår på i dag er anderledes og måske kun i sin
begyndelse. Drilsk kunne man sige, at det er kunstnere, som ikke har noget på hjerte, der kaster sig over Virkeligheden. Men dén er jo afhængig af øjet, der ser, ser man i al god kunst. Og det er måske dét, det i virkeligheden handler om: Ethvert godt værk svarer verden igen, om det så er med et decideret
politisk engagement eller ej. Værkerne står altid
tilbage, når alt andet er glemt, og på et tidspunkt
vil vore dages kunst ligge som drivtømmer fra en
sær og naiv tid. Til eftertanke for en verden i fortsat bevægelse.
