Læsetid: 4 min.

Det gode menneske fra klostret

I en tid, der bader sig i metafysik og søger det religiøse, kan man godt blive opstemt af at læse Sade – hvis bog ’Justine’ igen er tilgængelig på dansk
9. marts 2001

(2. sektion)

Roman
Det er muligt, andre har peget på det før, men det er under alle omstændigheder en kendsgerning, at Donatien Alphonse François de Sade, den skrækkelige, bortset fra hvad han ellers er, også er en stor humorist.
Det kan man forsikre sig om ved at læse Per Aage Brandts glimrende fordanskning af Justine eller dydens genvordigheder, som nu foreligger i anden reviderede udgave efter førsteopførelsen i 1979. Når jeg skriver humorist om de Sade, er det i samme mening, som når man kalder Kafka og Becektt humorister. De er alle ustyrlige i kraft af overdrivelsen og deres særlige evne til (med mere eller mindre skjulte kort på hånden) at skabe ulykken om til farce.
Både Molloy og Krapp og Vladimir og Esdragon og Joseph K er klovner, og det er Winnie (Glade dage) og Justine (Sophie) i den foreliggende roman også.
Som bekendt er omdrejningspunktet i de Sades historie dydens (forgæves) kamp mod synden og fra første side er læseren klar over, at heltinden ikke alene er på glidebanen, men til overflod smurt ind i grøn sæbe som en anden bajads.

Det må jo gå galt
Det er ganske enkelt ikke menneskeligt muligt at være så from og så god og så godtroende som Justine, ja så åndssvag, man ved, at det må gå galt, og det går som bekendt galt efter alle kunstens regler. At der er tale om et eventyr eller en myte ligger også fra optakten fast: Det vrimler med dunkle skove og røverborge på afsindige klippeskråninger, isolerede klostre, dunkle grotter og himmelstræbende tårne.
Justine er som Hans, der blev sendt ud i verden for at lære at gyse et pædagogisk-filosofisk vehikel, et demonstrationsobjekt som på forfatterens kommando gennemfører et antal volter, som både skal udfordre læseren etisk og underholde ham eller hende med de mest gyselige uanstændigheder.
Det er anskuelsesundervisning som bugtalerkunst, der sker de mest ubeskrivelige (erotiske) overgreb, men de er meget spidsfindigt slørede. Bortset fra den regulære tortur med pisk og glødende tænger er alt andet fremstillet gennem antydninger, diskrete påpegninger, som både skal tjene pirringen og forhindre, at man brækker sig. Det hele skal med andre ord tages for pålydende og ikke for pålydende, her er ingen tilstræbt realisme som den hos de mere uskyldige og ’moraliserende’ pornografer (John Cleland og Réstif de la Bretonne) alle de romantiske parafenalier er konstant i sving, Justine udøser spandevis af klare tårer og der er ikke ende på de knæ, der bliver omfavnet i ydmyg underkastelse eller bøn om nåde.

Fascist eller befrier
Der er kort sagt tale om en iscenesættelse, der skal danne baggrund for den filosofiske diskurs som måske er Marquis’en hovedærinde, en serie fleuretspidse sofisterier, der skal tjene til at bevise det absolutte fravær af en god gud eller en gud i det hele taget og understrege, at naturen bare er og ikke noget som helst andet, så det gør såmænd ikke noget, at man slår sin mor ihjel, tværtimod, en regnorm eller en ørentvist er mindst ligeså meget værd, når det store regnskab gøres op.
Man har i årenes løb efter, at de Sade endelig med sine skrifter dukkede op til jordens overflade, diskuteret, om han var en led fascist eller en menneskehedens velgører og befrier. Under læsningen af Justine er det ikke nemt at afgøre, i hvilken vægtskål man skal lægge loddet. I sit begavede efterord har Per Aage Brandt al den moderne filosofis fuldblod i arenaen, men heller ikke dette sammensatte panel, leverer entydigt varen. Der er meget hæ og høm og frem og tilbage, men man kan nogen lunde i overensstemmelse med tidens trend blive enige om, at det, Marquis’en leverer, er en tekst, og den æder jeg så og spytter ud igen og drager den konklusion, at dyden er mere komisk end synden, og at man i længden – desværre – får mere spat af det gode menneske fra klostret end af hendes fæle og fule forførere.
Lad mig slå fast, at jeg ikke går ind for hverken seksuel fornedrelse eller kvindemishandling, tortur eller terror, men at jeg kan blive ganske opstemt midt i en tid, der atter søger det religiøse og bader sig i metafysik, når jeg læser, hvad en af Justines plageånder, M. de Bressac, har at sige om religionen:

Grin med et gys
»Alle religioner udgår fra et falsk princip, sagde han til mig, de antager alle nødvendigheden af at dyrke et skabende væsen... Men tro mig, Sophie, den gud, som du anerkender, er kun frugten af uvidenhed på den ene side og tyranni på den anden; hvergang den stærkere har villet betvinge den svagere, har han overbevist ham om, at gud helliggjorde de lænker, han lagde ham i, og sløvet af sin elendighed har denne troet alt, hvad den anden ville, at han skulle tro. Alle religioner er ulyksalige følger af denne første historie og bør derfor behandles med samme foragt som den. Der er ikke en eneste, som ikke bærer bedrageriets og dumhedens mærke; jeg ser i dem alle kun mysterier, som trodser fornuften, dogmer, som krænker naturen og groteske ceremonier, som kalder på latteren.« Her hører man tydeligt den voltaireske suffli.
Adskilt fra sin skabrøse søster, Juliette, drager Justine ud i verden og lærer at gyse. Da hun når hjem til frelsen i dydens favn, bliver hun straks ramt af lynet og synker om med hæsligt vansiret ansigt. Hvis det ikke var så tragisk, var det til at grine af. Det gør man så – med en gysen.

*Donatien Alphonse François Marquis de Sade: Justine eller dydens genvordigheder oversat af Per Aage Brandt og med hans efterskrift. 158 s. 168 kr. Rhodos. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her