Læsetid: 4 min.

Der gror ikke mos på Kaj

Godt børnefjernsyn er bedre end infantilt voksen-tv
21. marts 2001

Børne-tv
Når der er gået formiddagsblad i TV-nyhederne, når det virker, som om alle kabelnettes programflader er oversvømmet af Baren og Big Brother og andre lusede discountprogrammer, når selviscenesættende studieværter er gået i selvsving, når flokken af mediemågerne skriger mest skingert – ja, så er der også for voksne seere trøst at hente i DR’s »Fjernsyn for dig«, hvor man hver aften kl. 18 byder på diverse fremragende børneprogrammer. Pointen med »Fjernsyn for dig« er nemlig, at det er fjernsyn for os – godt børnefjernsyn er langt at foretrække frem for infantilt voksen-tv.
Et par særligt vellykkede tegne- og dukkefilm har med årene fået status som klassikere. Som ung far oplevede jeg i begyndelsen af 70’erne, at en bredkæftet frø ved navn Kaj gjorde sin entré på den eneste danske tv-kanal, den statsautoriserede. Kaj havde selskab af en papegøje ved navn Andrea, hvis fremtoning balancerede hårfint mellem det indtagende og det irriterende, men dybest set var hun (udstyret med Hanne Willumsens stemme) uimodståelig.
De to dukker – samt deres voksne medspillere Kjeld (Nørgaard) og Poul (Kjøller) – blev hurtigt kultfigurer, ikke blot blandt de alleryngste, men også for mange forældre. Vi er sikkert mange mødre og fædre, der har leget videre med børnene – skræppet som Kaj og gnægget som Andrea – længe efter at der var lukket for kassen med de sorthvide billeder. Det var før videoernes tid, så hvis man ikke ville vente en uge på næste program med koryfæerne, var man henvist til selv at optræde.
I en anden serie optrådte der en lille rundhovedet pige ved navn Cirkeline. Iført en rød kjole med sorte prikker mindede hun om en mariehøne, og hun var ikke større, end hun kunne sove i en tændstikæske. Sammen med sine venner, i første række musene Frederik, Ingolf og Sofus, udfoldede Cirkeline sig i en række historier, der både var spændende og meningsfyldte, men aldrig voldelige, hæsblæsende eller selvsmagende. Og så var disse historier (i lighed med dem om Kaj og Andrea) garneret med en række iørefaldende melodier – og i det hele taget gennemmusikalske i hele deres afvikling.
Der var selvfølgelig andre børnefjernsyns-helte dengang, for eksempel den populære Pippi Langstrømpe og en række andre skikkelser fra den tids Astrid Lindgren-filmatiseringer, men mine voksne døtre (der i dag selv har fået børn) forsikrer mig om, at Kaj og Andrea samt Cirkeline og hendes musevenner stod øverst i galleriet.

Gensynsglæde
Historien har forunderligt nok gentaget sig. Skæbnen har været mig så gunstigt stemt, at jeg mere end en snes år senere igen har to små døtre og sammen med dem kan nyde at opleve disse figurer. Ikke blot som ren og skær gensynsglæde – både de gamle Cirkeline-programmer og en række Kaj & Andrea-classics er jo blevet genudsendt – men også i den forstand, at begge er kommet i splinternye udgaver, og at det for begges vedkommende er lykkedes på det nærmeste mirakuløst godt.
Cirkeline og hendes venner har gjort deres entré i de danske biografer som regulære spillefilm. Storbyens mus og Ost og kærlighed varer hver for sig en god times tid, og det er ganske passende til en søndag eftermiddags-afstikker i Park Bio til en familieforestilling i ordets hyggeligste forstand. Figurerne har bevaret deres charmerende uskyld, og i den rørende Ost og kærlighed oplever man endda en slags skurk (Claus Ryskjær i formidabel form lægger røst til den slemme musefar), men naturligvis er det nænsomt gjort. Cirkelines forældre, Hanne og Jannik Hastrup, har evnet at forny sig, uden at det er gået ud over stilen. Begge de nævnte titler fås for øvrigt som videobånd og kan varmt anbefales.
Hvad Kaj og Andrea angår, er fornyelsen endnu mere prægnant. Hvor Kjeld og Poul i de glade dage i begyndelsen af 70’erne fjollede rundt og sprøjtede vand på hinanden i bedste stumfilmstil, er det nu to unge ’menneskevenner’ ved navn Ole og Karla, der pusler om og synger med papegøjen og frøen. De er begge to formidable. Ole (Kibsgaard) er af en tv-anmelder ved et herværende dagblad blevet betegnet som »uforskammet musikalsk« – den vurdering kan man kun være rørende enig med ham i. Og Karla (Christine Schou) falder lige så flot ind i tonen. Seriens egentlige kreatør er nu som før Kjeld Nørgaard, der ved en lejlighed skal have udtalt, at han ikke havde drømt om, at han skulle blive berømt »ved at stikke hånden op i røven på en frø.« Berømmelsen har
Kajs far til fulde fortjent. Der er ikke groet mos på den grønne frø, og enhver kan overbevise sig om den i alle måder prisværdige fornyelse ved at høre Kaj rappe sig gennem nummeret »Jeg er en frø, mand!« Det er ganske enkelt uforglemmeligt.

*Peter Dürrfeld skriver til dagligt om skak

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu