Læsetid: 4 min.

Håbet for dem uden håb

Franz Kafkas ’Slottet’ i kongenial nyoversættelse af Villy Sørensen
9. marts 2001

(2. sektion)

Roman
Et af den moderne litteraturs hovedværker er Slottet af Franz Kafka. Det er hans sidste roman, som han begyndte at skrive på i 1922, og som var uafsluttet ved hans død i 1924. Romanens handling er både meget klar og fuldstændig gådefuld. En mand ved navn K. kommer til en landsby i nærheden af et slot en sen aften. Han er måske og måske ikke ansat som landmåler af slotsforvaltningen, men han bliver romanen igennem i landsbyen, hvor hans tid dels går med at opnå officiel accept af slottet, og dels med at kæmpe for sin frihed; blandt andet indleder han et forhold til Frieda, en af slotsfunktionærernes kærester, og krænker på enhver måde slottets og landsbyens tabuer. Samtidig kan hans splittelse mellem slot og landsby også læses som et paradoks: K. hører både hjemme det ene og det andet sted, og derfor kan han ikke finde en løsning i løbet af romanen. Den ville aldrig kunne afsluttes.
I romanens sidste kapitel diskuterer K. tøjsmag med kroværtinden, hvis kjoler han kalder »forældede, overlæssede«. Da hun svarer, hedder det som romanens sidste sætning »men hvad hun sagde...«

Eventyragtig skønhed
Kafkas ven Max Brod udgav romanen allerede i 1935 og igen efter krigen, og hans version ligger også til grund for den første danske oversættelse af H.C. Branner fra 1949. Det er den oversættelse, der i dag står i mange danske hjem, og som tiden nu må siges at være løbet fra. Oversættelsen er forældet og overlæsset i sprog og stil, ganske i modsætning til Villy Sørensens nyoversættelse, der bygger på den nye tekstkritiske udgave af Slottet og som faktisk er på niveau med Kafka. Villy Sørensens oversættelse er kølig, præcis, og samtidig rummer den en eventyragtig skønhed og en tør humor, som mildner den tyske teksts langt større kulde og ubønhørlighed. En sammenligning mellem de to oversættelser kan illustrere forskelle og ligheder.
Slottets første linjer hos H.C. Branner beskriver K., der en sen aften ankommer til landsbyen.
»Slotsbjerget var næppe til at skimte, svøbt i tåge og mørke som det var, og ikke det svageste lysskær røbede det store slot. K. stod længe på plankebroen, som fra hovedvejen førte over til landsbyen..«
Hos Villy Sørensen er »slotsbjerget... slet ikke til at se, tåge og mørke omgav det, end ikke det svageste lysskær antydede det store slot. Længe stod K. på træbroen der fra landevejen fører ned til landsbyen...«
Branners oversættelse fremhæver slottets håb, det kan lige skimtes, og fortælleren, som er alvidende, sørger for, at læseren aldrig føler sig helt svigtet. Vi bliver i den homeriske fortid. Hos Villy Sørensen er budskabet et andet, mere konstaterende, slottet er slet og ret ikke til at se, og der sættes grænser for den alvidende fortæller, for broen fører ned til landsbyen. Hos Branner førte den derned. Ordet fører skyldes den nye tekstkritiske opgave, for Max Brod havde førte i sin udgave af Slottet.

Loven og nåden
Max Brod var den, der reddede Kafkas manuskripter fra undergang flere gange, blandt andet ved at tage dem med til Palæstina i 1939, da Prag blev besat af tyskerne. Men han var også den, der i sine efterord til Slottet prægede den religiøse tolkning af romanen, som stadig spiller en vigtig rolle.
Brod hævdede, at slottet var himlen og landsbyen jorden, at K. søgte nåden ved at nærme sig slottet, hvis embedsmænd, som steg ned til landsbyen, var engle, der sommetider kom med nåde, men altid med loven.
Denne tolkning er altid blevet modsagt af andre tolkninger, om slottet som bureaukratiets sted, som mytens sted, om forholdet mellem K. og slottet som en mislykket dannelsesproces, som sønnernes oprør mod de
autoritære fædre osv.

Paradoks
Ikke desto mindre, fælles for mange af tolkningerne er deres insisteren på håbet i Slottet, et religiøst håb, nåden, utopien, som om det er for svært at leve med Kafkas ubønhørlighed og mulige nihilisme.
Men måske er der ikke nogen modsætning mellem nåde og nihilisme hos Kafka, flere af dem, der har skrevet om ham, har netop lagt vægt på, at der midt i strengheden gemmer sig en humor, en komik, som tyder på, at der hos Kafka er en bevidsthed om det absurdes grænser og en muligvis helt anden måde at se verden på, hinsides det absurde. Og dette paradoks mellem komik og håb betyder først og fremmest, at Slottet opfordrer læseren til som en detektiv at konstruere en sammmenhæng mellem romanens mange fragmenter af betydning, der tilsyneladende slet ikke er til at få øje på, ligesom slottet, der i romanens første linjer tilsyneladende slet ikke er til, men kun er tomhed.

*Franz Kafka: Slottet. Nyoversat af Villy Sørensen. 320 s., 295 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu