Læsetid: 5 min.

Fra Hanne Bayer til Anna Karina

Historien om den franske nybølges danske ansigt: Anna Karina, som gæster København i anledning af Natfilmfestivalen
31. marts 2001

Interview
Anna Karina er stjernen på årets natflmfestival. Det er hendes store øjne, man ser på festivalplakaten. Og det er hende, der spiller hovedrollen i flere af festivalens store film. Og som en af mine frankofile bekendte siger: At se Anna Karina danse i Vivre sa Vie: Det er cinéma.
Men oprindeligt hed hun faktisk bare Hanne. For som 15-årig arbejdede Hanne Karin Blarke Bayer som elevatorfører i København. Dag ud og dag ind førte hun elevatoren op og ned, mens ældre mænd forsøgte sig med lange øjne og lange fingre. Hvilket Hanne Karin slet, slet ikke ville finde sig i. Efter at have klaget sig sag blev hun i stedet tilbudt et sekretærjob. Og så blev det først for alvor for meget. Det var ikke det liv, hun havde forestillet sig.
Som amatør havde hun allerede været med til at lave en kortfilm. Og det var væsentligt sjovere. Så hun tog til Paris med 100 danske kroner i sin håndtaske. Og ernærede sig som gadetegner, indtil hun fik et tilbud, der fik hendes liv til at ligne en film.
»Jeg sad på en café i Latinerkvarteret og drak kaffe, da en dame kom hen og spurgte mig, om jeg ville lave nogle billeder. Jeg var ung og nervøs og spurgte hvad det var for nogle billeder. Det var til noget, der hed Jour de France. Det kendte jeg ikke dengang. Men damen var flink og sagde, at der kom en masse andre mennesker. Og så tænkte jeg, at hvis jeg ikke var den eneste, så turde jeg godt.«
– Hvad kom det til at betyde?
»Jeg fik nogle billeder af mig selv og jeg fik en adresse, hvor jeg kunne gå hen. Og så kom jeg på forsiden af Elle. Der sad to meget fornemme damer og kiggede på mig. De spurgte: ’Hvad er det, du hedder?’ Og da de hørte mit navn, sagde en af dem, at hun havde hørt, jeg ville være skuespillerinde. Det kunne man altså ikke blive i Frankrig med et navn. H’et i Hanne og så det e til sidst: Det var helt umuligt. Så hun sagde til mig: ’Du skal hedde Anna Karina i stedet. Det er et pænt navn.’ Og det har jeg brugt siden. Og damen, der foreslog det: Det var Madame Coco Chanel.«

Godards fantasi
Sidst i 50’erne levede danskeren tidligere kendt som Hanne Bayer som model i Paris. Men der var stadig noget med filmen. Og hun lavede reklamespots for blandt andre Palmolive. Man må formode, at den unge Jean-Luc Godard studerede reklamefilmene opmærksomt, når han var i biografen. I hvert fald modtog Anna Karina en dag et telegram.
»Der stod i telegrammet, om jeg ville komme hen og møde en, der hed Jean-Luc Godard. Så jeg mødte op og han sad indenfor med sine mørke solbriller på. Han kiggede på mig én gang. Så sagde han: Det er i orden. Du spiller med i filmen.«
»Jeg spurgte, hvad jeg skulle spille. Godard mente, det var nemt nok: ’Du skal bare tage dit tøj af’, sagde han. ’ Det gør jeg ikke’, svarede jeg.’Det vil jeg ikke.’ Det kunne han ikke forstå. Han mente bestemt, han havde set mig nøgen i en reklamefilm. Jeg sagde: ’Det er noget, De selv har opdigtet. Det er Deres egen fantasi, at De har set mig nøgen.’ Og så smækkede jeg døren efter mig. I virkeligheden så man kun se mine nøgne tæer og en albue i den reklame, han refererede til. Jeg lå i badedragt under skum i et badekar.«
– Det var den film, der på dansk hedder Åndeløs, som han ville have dig med i?
»Ja. Det at jeg sagde nej, var nok det bedste der kunne ske. Viste det sig. For havde jeg spillet med, havde jeg nok ikke fået de andre roller.«
– Men du hørte fra Godard igen?
» Treenhalv måned senere fik jeg et andet telegram fra ham. Og der stod, at nu gjaldt det altså hovedrollen. Jeg havde glemt hans navn i mellemtiden, men jeg nævnte det for nogle venner. Og de råbte op: ’Jean-Luc Godard, er du tosset. Han har lige lavet en skidegod film, der hedder Åndeløs. Du skal sige ja’.«
»Og så sad han igen der med sine solbriller og sagde: ’Ja, du får den. Det er en politisk film, og du skal ikke tage tøjet af’.«

L’Épogue Karina
Som 20-årig sagde Anna Karina både ja til filmen Den Lille Soldat og til Godard, som hun forelskede sig i under optagelserne. Godard og Karina blev gift, og Karina spillede hovedroller i film som Manden i Månen, En kvinde er en kvinde, Livet Skal Leves og Alphaville. Film, der blev klassikere indenfor den franske nybølge. I dag omtales Godards storhedstid ofte som hans épogue Karina.
»Vi tog det meget seriøst under optagelserne til de film, men dengang var filmlivet lidt mere normalt end det er i dag. Når vi ikke filmede, havde vi det enormt sjovt. For mig var det som at få en gave.«
Efter fem års ægteskab blev Karina og Godard skilt. Men Karina medvirkede også i nybølgefilm af andre instruktører som Michel Deville og Jacques Rivette. Samtidig var hun med til at lancere en anden dansker i Frankrig, nemlig Carl Th. Dreyer.
»Min mor var med til at lave kjolerne til Dreyers sidste film Gertrud. Jeg havde kendt Dreyer fra jeg var helt lille, fordi vi boede i samme kvarter på Frederiksberg. Så når Dreyer kom til Paris for at tale på filminstituttet, som var meget vigtigt for de franske instruktører i 60erne, var jeg altid med for at oversætte.«
Sidst i 60’erne mødte Karina sangeren og poeten Serge Gainsbourg, der skrev den elegante Sous le Soleil exactement til hende.
»Gainsbourg skrev tolv sange, som jeg sang i en musical. Han kunne ikke finde på en titel til stykket og så kaldte han den Anna. Men det var ikke noget, jeg havde bedt om.«
– Du lavede også en film med Fassbinder?
»Han kom til Cannes et år og spurgte om, jeg ville spille med i en film, der skulle hedde Kinesisk Roulette. Problemet var, at jeg ikke kunne tysk, så det blev jeg nødt til at lære. Jeg var alene med alle de her skuespillere, som kun kunne tale tysk. Vi var i et hus langt ude på landet. Så jeg startede helt fra bunden. Købte en børnebog, hvor ordene var illustreret af billeder. Der var et bord, og så stod der Tisch nedenunder. Sådan lærte jeg tysk. Men det skal siges, at jeg ikke har så mange replikker i filmen, Og jeg har næsten glemt det igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christer Henricson
Christer Henricson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu