Læsetid: 6 min.

Hebron lever på klods

Den israelske belejring af Hebron er blevet hævet en smule – men ingen ved, hvor længe det vil vare og økonomien er lige elendig
20. marts 2001

HEBRON – »Denne situation er desværre normal,« siger Bassam Salhab. »Gennem mere end 20 år har vi levet sådan – uden at vide hvad morgendagen vil bringe. Vi palæstinensere er blevet en slags dyr, som uvidende jokker fremad uden at vide hvilken skæbne, der venter os.«
Bassam Salhab, en midaldrende mand i mørkt jakke-sæt, skræver over jordvolden, som ligger tværs over indfaldsvejen gennem Halhoul til Hebron på Vestbredden. For første gang i ugevis er den israelske blokade af byen blevet hævet, men ikke mere end at de, som ønsker at rejse ud eller ind må krydse bygrænsen til fods. Jordvolden bliver, hvor den er. Langs vejsiderne har den israelske hærs bulldozere gravet dybe render, som en ekstra sikring mod at nogen skulle finde på at forlade byen i bil. Gravemaskinerne har klippet en vandledning over, hvilket har omdannet området til et sølet ælte.
Størstedelen af tiden siden al-Aqsa intifadaens start i september sidste år har Hebron været under belejring.

Et ø-rige
Bassam Salhab er på denne morgen på vej fra sit hjem i Hebron til Bethlehem, som ligger godt 20 kilometer mod nord. Her har han sin forretning – han maler butiksskilte og havde indtil intifadaen en udmærket levevej.
»Der er ikke megen omsætning tilbage, for hvem har brug for skilte i disse tider?« spørger han og kender selv det nedslående svar bedre end nogen. »Stort set ingen! Men værst for forretningen har nok været, at jeg i et halvt år kun har kunnet gå på arbejde med meget ujævne mellemrum!«
Bethlehem og størsteparten af Hebron ligger begge i område A, hvilket betyder, at det palæstinensiske selvstyre har fuld kontrol. Men vejen mellem de to byer fører gennem område C, hvor israelerne har kontrollen og effektivt kan bestemme, hvornår palæstinenserne skal kunne bevæge sig fra den ene stump selvstyre til den anden.
Hele Vestbredden er et kludetæppe af helt eller delvis palæstinensisk selvstyrede enklaver, som ligger spredt udover område C, som udgør 59 procent af landskabet. Kun 17 procent er fuldt palæstinensisk. Når lukningen er i kraft kan palæstinensere ikke rejse fra den ene del af selvstyret til den anden
»Man ved aldrig, hvornår de lukker vejene igen,« siger Bassam Salhab. Han er flere gange »strandet« i Bethlehem uden mulighed for at komme hjem til familien i Hebron.

Grøntmarked er lukket
Fornemmelsen af at befinde sig i et ø-rige følger med ind i Hebron. Da Israels daværende ministerpræsident Benjamin Netanyahu i begyndelsen af 1997 underskrev aftalen om at trække sig ud af byen, skete det med forbehold for at kunne beholde omkring 20 procent af Hebron på israelske hænder. Begrundelsen var omkring 450 jødiske bosættere, som bor i fire små enklaver i den indre by. I H2, som den israelske del hedder, bor også 30.000 palæstinensere.
I denne del af Hebron er tilstanden mest synlig. Bortset fra nogle få markedsgader er stort set alle forretninger lukket. Fire måneders næsten uafbrudt udgangsforbud har slået bunden helt ud af økonomien i denne del af byen, og nu, da man atter kan færdes på gaderne, må de få tilbageværende forretningsdrivende leve med chikane og en himmelråbende mangel på kunder.
»Da jeg for ikke så længe siden kom en morgen for at åbne min bod, var hele gaden afspærret. Bosætterne fortalte os, at markedet var lukket, og at vi måtte finde et andet sted,« siger Abdallah Salah, som sælger agurker og løg ved en lille bod. Han kigger over pigtrådshegnet, hvor det hidtidige grøntmarked nu flyder med rustne jernstykker og papkasser. For enden af gaden tårner den jødiske bosættelse Avraham Avinu over markedsbodernes ydmyge bølgebliktage.
»Her er stort set ingen kunder, og de, som kommer, køber kun lidt,« tilføjer han og retter et par agurker ind i den snorlige række. Kvaliteten er ringe og på grund af de store vanskeligheder med at få friske varer ind i byen er prisen langt over det normale. Forretningens daglige omsætning er en tiendedel af, hvad den var før intifadaen.
»Ingen har i dag råd til at give 2,50 shekel (fem kr.) for et kilo agurker. Førhen købte bosætterne ind på markedet, men nu kommer de kun for at provokere.«

T-shirts fra Eilat
»Vi lader som om, alt er normalt, ellers ville vi også miste vort mentale overskud,« siger Moussa Hashish, som er lærer i byen. Han bor i flygtningelejren Fawar otte kilometer mod syd og kommer som alle andre kun på arbejde, når Is-
rael tillader trafik ud og ind af Hebron.
På Shalali gaden i H1, hvor nogle af de hårdeste konfrontationer mellem israelske soldater og palæstinensere har fundet sted, er alle forretninger åbne. Der er varer nok, men ingen køber noget.
»Det er et spørgsmål om personlig stolthed at åbne butikken hver dag, selv om omsætningen er næsten helt væk,« siger en tynd mand i velpresset jakkesæt og traditionelt hovedklæde. Hans hylder bugner af børnetøj, som i disse tider er luksusvarer for det store flertal i byen.
»Jeg er begyndt at importere tøj fra Kina og Tyrkiet, for det er billigere og skaber lidt omsætning,« tilføjer han. Det italienske tøj på hylderne får lov at samle støv, og systuen, hvor han indtil for nogle måneder siden beskæftigede ti, måtte også lukke, fordi det var for dyrt at producere. Der er ganske godt salg i billige t-shirts med påtrykte motiver fra den israelske badeby Eilat – det er et parti fejlvarer fra en tekstilvirksomhed i Tel Aviv.
Der lever 120.000 mennesker i Hebron. I Hebron-distriktet bor yderligere 180.000 i egnens mange landsbyer, og det er ikke mindst det store opland, der under normale tilstande skaber liv i byens detailhandel. Nu kan landsbyboerne for det meste slet ikke komme til Hebron, og når de kan, er det med tomme lommer. Det er navnlig i Vestbreddens landsbyer, befolkningen er afhængig af arbejdspladser i Israel, men siden starten på intifadaen har 120.000 arbejdere ikke kunnet krydse grænsen for at arbejde og må skaffe til dagen og vejen på anden vis.

Taxi uden kørekort
Othman Naif Shuwebkeh kommer også fra Fawar. Han har været arbejdsløs siden begyndelsen af intifadaen, men når han har mulighed for det, kommer han til Hebron for at tjene en smule ved at køre taxi.
»Før intifadaen arbejdede jeg for et jødisk byggefirma i Jerusalem. Jeg lagde klinkegulve og tjente 250 shekel om dagen. Ved at køre taxi i Hebron tjener jeg på en god dag 20-30 shekel,« fortæller han. Han har kone, syv børn og et par gamle forældre at forsørge og aner ikke, hvordan han skal klare det. Han har ikke erhvervskørekort og bliver idømt en stor bøde, hvis politiet fanger ham, men han har ikke råd til at lade være. Hans kones guld-smykker har han solgt for længe siden.
Midt i sin ulykke føler Othman sig dog bedre stillet end mange andre. 60-70 procent af forsørgerne i Fawar har været helt uden arbejde i næsten et halvt år, og kun få af dem havde reserver af nogen art. Han peger på en
midaldrende kvinde med en stor sæk grøn salat på hovedet: »Hun er fra Fawar,« siger han. »Hun havde kun fem shekel at købe ind for, og det var hvad hendes penge rakte til. Det må familien leve af den næste uge!«
De bedst stillede er dem, som har en lærer, politibetjent eller anden offentligt ansat i familien. Selvstyret sætter ganske vist kun lærerlønnen til 1.300 shekel om måneden, og pengene falder ofte alt for sent, men alligevel giver den en vis stabilitet, som kan hjælpe familien gennem den værste nød. Resten af samfundet må klare sig igennem ved at tage lån, sælge hvad der er at sælge og købe resten på usikker kredit.
»Købmanden i Fawar har en halv million shekel til gode hos kunderne, og ingen ved, om han nogensinde ser de penge igen,« siger Moussa Hashish. Hen på eftermiddagen stiger spændingen i byen.
De næsten daglige skudvekslinger mellem de jødiske bosættere og palæstinensiske Tanzim-folk finder normalt sted i skumringstiden, og efterhånden som tidspunktet nærmer sig, trækker folk sig ind i husene – palæstinenserne bag lukkede jernskodder og bosætterne bag vindueskarmenes sandsække.
Ved bygrænsens jordvold har en israelsk kampvogn taget opstilling, mens de sidste palæstinensere haster ind mod byen.
Langs landevejen tilbage mod Jerusalem træder kon-turerne af flere kampvogne ud af tusmørket – de vogter over den sparsomme trafik, som næsten udelukkende består af israelsk indregistrerede biler på vej til og fra områdets bosættelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her