Læsetid: 4 min.

Historiens år - igen

E.L. Doctorow har redigeret et års amerikansk novellehøst. Resultatet byder på flerfarvet, kreativ mangfoldighed
9. marts 2001

(2. sektion)

Antologi
Efter sidste års litterære skyttegravskrig har ’kortprosa’ på dansk fået en tør biklang af noget snoblitterært, en forfatterskolefingerøvelse, der sparer skribenten for besværet med at skrive en hel roman, men måske også læseren for den store, hypnotiserende læseoplevelse.
Selv om der muligvis er mere røg af den brand end der er ild i den – for kortprosaen er altså en af disse dages mere frugtbare udtryksformer – er det værd at huske på, at der i bedste velgående lever en kort prosaform med alle den ’traditionelle’ litteraturs styrker.
Det kan man blive erindret om ved for omkring 85 kr. på amazon.com at erhverve sig antologien Best American Short Stories 2000, der dette år har E.L. Doctorow som gæsteredaktør.
Novellen, som på engelsk har den mere jordnære betegnelse short story, lever en florissant tilværelse i USA, hvor alskens magasiner har tradition for at trykke historier (ikke tekster, men historier) hver måned. Denne tradition går helt tilbage til F. Scott Fitzgerald og endnu længere og på den anden side Atlanten såmænd Charles Dickens, begge berygtede for at lade deres kreative produktion regulere betydeligt af den pekuniære strøm, der tilflød dem fra kioskudgivelserne.
Men selv om denne regulering selvfølgelig havde sine ulemper i form af værker, der røg lige hurtigt nok i trykpressen, er bladproduktionen faktisk levebund for en litterær kreativitet på højt niveau.
Det tyder i hvert fald de udvalgte 21 noveller i Best American Short Stories 2000 på. Sortimentet spænder fra det unge, Pulitzerprismodtagende stjerneskud Jhumpa Lahiri (hvis historie The Third and Final Continent nu stammer fra den nys oversatte Tolken, men det gør den ikke mindre tiltalende) til mesteren, Raymond Carver, hvis bidrag består i et hidtil ukendt manuskript, der blev opdaget i en æske af to Carverforskere i midsommeren 1999.
Således rækker spændvidden også fra Carvers lakoniske parforholdsdiagnose (er vistnok især af interesse for liebhavere, fordi historien benytter et hestemotiv, der også findes i to andre historier og i digtet Late Night with Fog and Horses) til den næsten Faulknerske prærieklaustrofobi i Annie Proulx’ People in Hell Just Want a Drink of Water (bare titlen kunne man tilgive hende meget for). Hendes historie handler om en cowboy, der bliver kastreret af det wyomingske lokalsamfund i de hårde, tørre 30’ere. Andre meget karakteristiske signalementer af den amerikanske tilstand kan findes i de lavmælte historier om storbyens grå kontormænd og butiksindehavere, der forenes med en egen fortryllelse af Walter Mosley, Allan Gurganus og Percival Everett.
Doctorow (hvis nyeste roman City of God efter sigende skulle være fantastisk) diskuterer i sit forord novellens ry som en slags gøgeunge, skrevet af unge forfattere på vej til deres første roman eller af ældre forfattere mellem romaner. Novellen er svær at teoretisere over, undtagen at den er kort, men Doctorow når alligevel frem til en beskrivelse af »en fiktion i hvilken samfundet anes som mørket rundt om den narrative cirkel af lys. Med andre ord, novellens proportioner gør den prædisponeret til at udtrykke selvets isolation.«

Immigrantens novelle
Hvilket bringer mig til det, som i mine øjne giver novellerne i Best American Short Stories 2000 en slags anden luft, taget i betragtning at serien er nået til sin 85. årlige udgivelse (blandt de tidligere redaktører er John Updike og Carver). Og også taget i betragtning, at dette års høst trods alt er kendetegnet ved en relativt traditionel plotstruktur, der giver læseren den forventede udløsning til sidst i hver historie (muligvis undtaget Amy Bloom, der med den fascinerende The Story skriver en tekst, der så at sige løber sig selv over ende). Denne anden vind skyldes noget så politisk korrekt som den etniske mangfoldighed, der springer ud af siderne i samlingen, som Doctorow i sit forord kalder »en refleksion af vores litterære republiks fremvoksende demografi.«
Mange af novellerne fortælles ud fra immigrantens synsvinkel: Af enegængeren (det isolerede selv), der i følge med hele sin fortid og hele sit verdensbillede lander midt i en fremmedhed med sin helt egen logik. Dén særlige situation enes godt med novelleformen, som på samme måde jo udtrykker en hel fiktionsverden i et glimt eller i heldige tilfælde et koncentrat. Ikke bare Jhumpa Lahiris indiske Kelloggsspiser, men også Aleksandar Hemons bosniske træmand, Edith Pearlmans srilankanske vicevært-vismand og Kiana Davenports benhårde Maori-pige er kighuller (og filtre) ind til et Amerika, hvis kendetegn ofte er den hybriditet, der aldrig har det samme ansigt og derfor indeholder et uendeligt antal nye historier i sig. Det kan novellen godt være taknemmelig for. Den får selv det sidste ord (med Amy Blooms stemme):
»Jeg har lavet den bedste og lykkeligste slutning, jeg kunne, i denne verden, lavet den ud af stofresterne og vævet og den tiloversblevne pynt fra et andet menneskes liv, det ved jeg, men jeg lavede den for at forsvare de uskyldige og straffe de skyldige, og jeg lavede den, som verden burde være og ikke, som jeg har fundet den.«

*E.L. Doctorow (ed.): Best American Short Stories 2000. , 381 s., 10.40 USD. Houghton Mifflin Company

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her