Læsetid: 3 min.

Historiske historier

A.S. Byatts essays undersøger forholdet mellem romanen og historien
3. marts 2001

Ny bog
Titlen på A.S. Byatts nyeste samling af essays er tilsyneladende uoversættelig: On Histories and Stories. På dansk er de to ting jo det samme ord – historier, mens på engelsk det lille Hi- angiver, at det, der fortælles, fortælles sådan som det virkelig skete. Overvejelser over forskelle og ligheder mellem de to typer fortællinger udgør en væsentlig del af bogens tema – hvorfor er der i de seneste år opstået en ny interesse fra forfatternes side for historiske fortællinger (de seriøse forfattere vel at mærke, ikke bare fortællere af kulørte kostumedramaer henlagt til en tidligere tidsalder) og omvendt, hvorfor er historikere i samme periode igen begyndt at interessere sig for fortællingens og plottets muligheder for at organisere historisk viden?
Byatt kommer med masser af eksempler på både engelske og europæiske forfattere (to ting englændere, skal man huske, opfatter som vidt forskellige). Flere forfattere end historikere naturligt nok og flere engelske end europæiske, skønt Byatt selv i stigende grad opfatter sig selv som europæisk. Mange af dem vil være velkendte for danske læsere: Julian Barnes, Graham Swift, Anthony Burgess, John Fowles, Lawrence Norfolk og flere til, ikke mindst selvfølgelig hende selv, for først og sidst handler bogen om hende selv og hendes egne motiver til at skrive historiske romaner.

Metahistorier
For at forstå det kunne man måske passende anlægge et historisk perspektiv, dvs. et biografisk for en underafdeling af den historiske fortælling er jo netop biografien, en anden genre, som har fået en gevaldig renæssance i det, vi har lært at kalde den postmoderne tidsalder.
Var der to ting, der karakteriserede modernismen og den moderne roman var det dels en afvisning af den forudgående historie, en opfattelse af at det moderne udgjorde en slags clean break, og dels en freudiansk inspireret interesse for ’jeget’, for personlighedens konstitution og dannelse.
Men da Byatt som ung forfatter ledte efter noget at skrive om, måtte hun konstatere, at hun ikke havde lyst til at skrive om jeget, og at hun opfattede viktoriatidens tænkere, digtere og forfattere som langt mere komplekse og sofistikerede end de karikaturer, hendes modernistiske lærere reducerede dem til.
Hvad hun gerne ville var at skrive en slags historiske fortællinger, hvor udviklingen ikke fandt sted som resultat af en guddommelig plan eller et (social-)darwinistisk fremskridt, men som en slags gradvis afdækning af manglende eller udviskede sammenkædninger i et allerede eksisterende netværk af små historier og hårde facts.
»At være historiker er at ville læse andre menneskers breve,« som historikeren Richard Cobb citeres for. Og det er nok den vigtigste brik til at forstå, hvorfor den historiske fortælling er så populær en postmoderne genre: Fortiden er tekst og det oven i købet som oftest i helt konkret forstand, historien skrives jo i overvejende grad på baggrund af historiske dokumenter. Derfor er historiske romaner i selve deres natur metafortællinger, palimpsester, fortællinger om fortællinger. Tænk på Ecos Rosens Navn, på Norfolks Lemprieres Ordbog eller – selvfølgelig – på Byatts egen Besættelse. Om et par måneder vil man utvivlsomt kunne føje Højholts Auricula til denne lille liste.

Sex, vid og happy ends
Det sidste og korteste essay i samlingen er skrevet til New York Times Magazines millenniumudgave og er et svar på spørgsmålet om, hvad der er den bedste historie, der nogen sinde er skrevet.
Byatts svar er næsten for forudsigeligt:
Hun vender sig mod 1001 Nats Eventyr, denne guldgrube af elementære fortællinger, og blandt alle de eventyr, som rummer alle de elementer, enhver god historie skal have (»sex, død, forræderi, hævn, magi, humor, varme, vid, overraskelser og en happy end«), vælger hun selvfølgelig meta-historien, rammefortællingen, der ud over ovennævnte ingredienser rummer det diskrete feministiske budskab om fortællingen som en stærk kvindelig intelligens.
Der er mange andre af den slags små sidetemaer i Byatts essays, den forsigtige skeptiske brug af strukturalistisk og dekonstruktivistisk litteraturteori for eksempel, og da det altid er en fornøjelse at tilbringe tid i selskab med intelligente og nysgerige mennesker, anbefales denne bog hermed på det varmeste.

*A.S. Byatt: On Histories and Stories – Essays. 198 s., 16.99 pund. Chatto & Windus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her