Læsetid: 4 min.

Ad hominem og ham der påstår

Politisk journalistik på grænsen til det private
2. marts 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Tirsdag begyndte en ny sæson af DR2’s politiske magasin Indefra. Som kameraholdets besøg hos Venstres sundhedspolitiske ordfører Jørgen Winther viste, er programmets koncept at løbe politikerne over ende. Jørgen Winther nægtede at lukke holdet ind på sit kontor, fordi de kom uanmeldt. I hvert afsnit tager de to værter Klaus Bundgård Povlsen og Flemming Platz en overraskelse med rundt på uanmeldt besøg i politikernes kontorer på Christiansborg. Det kan være en stuntmand, der overfalder dem, hvis programmets emne er strafferammer, og det kan være en badevægt, når emnet er fedmepolitik. I tirsdags lå overraskelsen nærmest badevægten. Det var nemlig to kampklare sygeplejersker med blodtapningsudstyr, der skulle afprøve, hvor langt der var fra ord til handling, når politikerne taler donorpolitik.
Indefras røde tråd var jagten på dobbeltmoralen: Må politikerne blande sig i, om folket vil være donorer, hvis de ikke selv er det? Må de føre antirygningspolitik, hvis de selv ryger? »NEJ!« er det nemt at svare, og det gjorde folk som Professor Per Schultz Jørgensen og Hans Storm fra Kræftens Bekæmpelse så. For selvfølgelig kan politikerne ikke regne med, at vi gør, som de siger, hvis vi ikke må gøre, som de gør. Ordet »rollemodel« blev brugt flere gange. Kan man indvende noget over for dette journalistiske pletskud? Det kan man faktisk godt.
Indefras metode er ’ad hominem-argumentet’. Det er en ret vandtæt måde at kortslutte filosofiske og politiske påstande uden for meget besvær, nemlig ved at inddrage udsigelsesinstansen: ham der påstår. Hvis ham, der påstår, i sit levned viser tegn på ikke med konsekvens at have efterlevet sin egen påstand, kan man uden at tage stilling til dens sandhed per se med stor sandsynlighed hævde, at påstanden ikke kan være ret stærk, siden den ikke engang kan overbevise sin udsiger.
Ad hominem-argumentet kan angribes på flere måder, blandt andet ved at påvise, at det er irrelevant for den givne påstands indre logik, men også mere enkelt. Nemlig ved at hævde, at politik (læren om menneskers indbyrdes forhold i et samfund) jo netop pr. definition ikke er lig med det personlige eller det private, men kun giver mening for grupper af mennesker. Jeg kan ikke helt alene have en politik, der kun gælder mig. Så er det ikke en politik.

Absurditeter undtaget
Det første krav til politikeren må derfor være, at hun er i stand til at sætte sig ud over sin egen, personlige interesse og inddrage andres. Og skal vi kunne kræve det af hende, kan vi heller ikke (meningsfuldt) samtidig hævde, at hun for eksempel lever et etisk og personligt pletfrit eller problemfrit liv. Skræmmeeksemplet er USA, hvor forvirringen mellem arkaisk-calvinistiske moralske idealer og realpolitiske konsekvenser er total. Så slemt er det ikke i Danmark. Således vil en politikers politiske interesse slet ikke altid stemme overens med hendes personlige. Et eksempel er Margrete Auken fra SF, som har udtalt, at hun som kristen og præst er imod abort, men som politiker og demokrat er for fri abort. Det ligger der ingen selvmodsigelse i.
Når man undtager absurditeter, som den ordfører, der blev nødt til at afsløre, at hun var under medicinsk behandling, for at retfærdiggøre, at hun ikke var bloddonor, er Indefra dog også et ret forfriskende koncept. Det tvinger politikerne til på stående fod at gøre det, som de skal have befolkningen til: At tage stilling, konkret og personligt. Derfor bliver det også interessant at se, hvad de unge mænd finder på næste tirsdag kl. 20, hvor Indefra handler om idealisme og levebrødspolitik.

En helt almindelig soap
Efter den omgang trængte jeg til noget sjov. Det var med forventningerne skruet helt op, at jeg tændte for første afsnit af Langt fra Las Vegas, Casper Christensen og Frank Hvams nye soap. Serien bliver vist på TV 2 Zulu, men genudsendt i morgen kl. 16 på TV2.
Jeg regnede faktisk ikke med at blive præsenteret for en helt almindelig sæbeopera. Men det blev jeg. Alle ingredienserne er der, fra den – meget dominerende – dåselatter til aha-pointerne, der med en regelmæssighed som maskingeværskugleregn faldt fem sekunder før hvert klip til en ny scene. Sæbeoperaen er underlagt lige så strikse formregler som Dantes terza rima eller Shakespeares blankvers. Dåselatteren er den metronom, der måler overholdelsen af den komiske rytme. Men der er det paradoksale ved den højlydte dåselatter (hvor optager de den dog?), at den som regel anvendes i sammenhænge, hvor man som seer ikke selv er i nærheden af at grine højt. Dermed ikke sagt, at pointen ikke er sjov. Den er bare ikke overraskende nok til at afføde en fysisk reaktion.
Langt fra Las Vegas var såmænd meget morsom. På samme måde som alt muligt andet er det. Det er også okay, og det er i det hele taget uretfærdigt at afsige en dom efter et enkelt afsnit. Det hele så lidt mere lovende ud, da Casper iførte sig de gule firserbriller. Men foreløbig tilbageholder jeg min dom og fortsætter i mellemtiden med at glæde mig over Friends, som har haft i hvert fald fem år i min stue til at opbygge det perfekte leje og en helt uvurderlig indforståethed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu