Læsetid: 5 min.

Hovedjægerne på Borneo

Hundreder er døde og 50.000 på flugt efter endnu en konflikt mellem Borneos oprindelige beboere og tilflyttere. Konflikten øger presset på Indonesiens præsident Wahid
3. marts 2001

Hundreder er døde og 50.000 på flugt efter endnu en konflikt mellem Borneos oprindelige beboere og tilflyttere. Konflikten øger presset på Indonesiens
præsident Wahid

Der er stof til en hel splatterfilm i de gruopvækkende rapporter fra den seneste uro i Indonesien. Denne gang fra Borneo, eller Kalimantan, som den indonesiske del af kæmpeøen hedder. Her er en gammel strid mellem øens oprindelige beboere, dayakerne, og tilflyttere fra øen Madura blusset op og endt i et regulært blodbad med mindst 500 døde og omkring 50.000 på flugt.
Tallene er høje, men i indonesisk sammenhæng desværre ikke længere usædvanlige efter de seneste års opløsningstendenser i det vidtstrakte ø-rige. Det rystende eller ’splatter-agtige’ i denne konflikt er den brutalitet, som angriberne – dayakerne – har forfulgt deres modstandere – madureserne – med. Flere af ofrene, heriblandt børn, er blevet halshugget, hvorefter hovederne stolt er blevet vist frem som trofæer. I nogle tilfælde er hjerterne også blevet skåret ud af de dræbte og fortæret af dayakerne. Altså en sand blodrus udført af en flok machete-svingende galninge, hvis eneste formål ud over at gå amok har været at gennemføre en regulær etnisk udrensning af værste slags?
Tjah, sådan kunne det umiddelbart se ud, men som det altid er tilfældet i det kaotiske Indonesien, er der intet, der er sort eller hvidt, og derfor findes der heller ingen enkle forklaringer.
Konflikten mellem dayakerne og madureserne går flere årtier tilbage og er overordnet set resultatet af en forfejlet politik: Transmigrationen af store befolkningsgrupper fra overbefolkede til mere tyndt befolkede områder i Indonesien. Det var en politik, der blev udtænkt under den tidligere diktator Suhartos styre, og den blev udført uden særlig hensyntagen til de oprindelige folk.
Transmigrationen af folk fra Madura, en fattig og tæt befolket ø i nærheden af hovedøen Java, til det tyndtbefolkede Kalimantan var en plan, som skrivebordsgeneralerne i Jakarta sagtens kunne se det fornuftige i, men som i virkelighedens verden viste sig at være kilde til blodige konflikter. Med den seneste har der nu været tre alvorlige sammenstød inden for få år, den første fandt sted i 1997, og igen i 1999 gik det galt.
Da Information besøgte den vestlige del af Kalimantan kort efter konflikten i 1997, var de mange nedbrændte huse håndfaste beviser på den totale ødelæggelse og hærgen, der havde fundet sted. Efter samtaler med repræsentanter for de to grupper stod det klart, at der her var tale om et indædt had og en næsten uløselig konflikt.
På den ene side dayakerne, der følte sig marginaliserede og udelukket fra den politiske og økonomiske magt:
»Vi er blevet reduceret til anden- eller tredjeklasses mennesker,« sagde Stepanus Djuweng, leder af én af dayakernes organisationer i provinshovedstaden Pontianak i Vestkalimantan.
Djuweng og andre dayaker havde adskillige klagepunkter, herunder at deres jord var blevet taget fra dem i udviklingens navn. Ikke kun af tilflytterne fra Madura, men også af de store tømmerfirmaer, der gjorde indhug i Borneos enorme regnskove. I forhold til madureserne var de gennemgående, men mindre håndgribelige anklager, at de ikke respekterede dayakernes kultur og ganske enkelt var ’aggressive og umulige’ at have med at gøre. Et ry, som madureserne i øvrigt også har i andre dele af Indonesien.

Selv om forskellige religioner ikke i sig selv behøver at medføre konflikter, spillede religion en rolle i denne strid. Madureserne er stærkt troende muslimer, mens flertallet af dayakerne er kristne. Eller rettere syntes kristendommen kun at ligge som et tyndt lag fernis over dayakernes oprindelige animistiske tro, altså troen på ånder i naturen og mennesket. Det kunne være forklaringen på, at dayakerne den dag i dag går så vidt i konflikterne med madureserne og så let vender tilbage til en fortid som hovedjægere og kannibaler. En tilbagevenden til deres forfædres tro på at fjenden skulle have hovedet kappet af for at fordrive hans ånd, ligesom fjendens hjerte skulle spises for at overtage hans styrke. Under et besøg i Pontianaks maduresiske bydel og en samtale med en af deres ledere gik det op for Informations udsendte, at madureserne i høj grad betragtede dayakerne som en flok vilde, der skulle tæmmes. Rusdandiar Juban, som han hed, viste bl.a. stolt et billede frem, hvor han med rank ryg slæber afsted på to store dunke risbrændevin, som han personligt har konfiskeret fra en dayak-landsby. Han var ledende medlem af områdets muslimske afholdsbevægelse, der med jævne mellemrum tog på raids i dayakernes byer i et forsøg på at tørlægge området og vænne dayakerne fra at drikke spiritus.
Det skete uden hensyntagen til, at dayakerne traditionelt har brygget risbrændevin til rituelle begivenheder, f.eks. i forbindelse med høsten. Og naturligvis var det med til at puste til dayakernes modvilje mod tilflytterne, som ikke havde i sinde at respektere deres traditioner.
Uden i øvrigt at drage sammenligninger ville det svare til, at muslimske indvandrere gik ud og konfiskerede ’Vores Øl’ her til lands – forestil Dem en ballade, der ville blive!

Men selvfølgelig er der ingen undskyldning for dayakernes blodrus, men der er en baggrund og et had, og der skal kun en lille gnist til at udløse en eksplosion. I 1997 var det et banalt skænderi mellem unge fra de to grupper, og det gentog sig i 1999 i samme område, hvor tusinder blev dræbt og op mod 60.000 maduresere drevet på flugt. Med flygtningene fra den seneste konflikt – som denne gang har fundet sted i et andet område, i det centrale Kalimantan – er flere end 100.000 maduresere nu på flugt, og de deler skæbne med over en million andre indonesere.Det store antal flygtninge og de konstante udbrud af vold i hele Indonesien er med til at øge frygten for et kommende sammenbrud, og både nabolandet Malaysia og stormagten USA var i ugens løb ude med advarsler om situationens alvor. For den indonesiske præsident, Abdurrahman Wahid, er den seneste vold på Borneo kun dårligt nyt. Det har givet ny ammunition til hans mange kritikere, der i forvejen kræver ham afsat på grund af to korruptionssager. At han oven i købet valgte at gennemføre en længere udlandsrejse, selv om uroen allerede var kendt, da han tog afsted, har bestemt ikke øget hans popularitet eller ændret på den udbredte opfattelse af, at han er en svag præsident, der er ved at miste grebet.
»Velkommen hjem, hr. eks-præsident,« stod der på bannere, som demonstranter bar gennem Jakartas gader. Men som konflikten på Borneo viser, er der ingen lette løsninger, der kan genoprette ro og orden eller tilliden. I øjeblikket er der ingen vindere i Indonesiens krise, kun tabere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu