Læsetid: 4 min.

Et hovedværk fornys

Terminalbygningen i Kastrup er blevet rullet væk for at give plads til de nyeste lufthavnsudvidelser. Det moderne er blevet historie, og det skaber helt nye bevaringsproblemer
3. marts 2001

Arkitektur
Den nordiske modernisme, der blev skabt mellem 1930 og 1950, er et højdepunkt i dansk arkitekturhistorie. I dag valfarter arkitekter og arkitekturinteresserede fra hele verden for at besøge værker af Arne Jacobsen og Vilhelm Lauritzen. Hér fik den internationale moderne stil et sanseligt, stedsbundet og dermed menneskeligt ansigt.
Poul Henningsens lamper er en del af denne formkultur, der var knyttet til moderne litteratur, jazzmusik og mode. Det var mænd, der havde været del af et ungdommeligt nyklassicistisk oprør i 1918-30, og som allerede dengang var interesserede i farver og stof samt i menneskelige størrelsesforhold. Men det var også arkitekter med en stor kærlighed til formen og tegningen – mesterlige akvarelmalere og benhårde formalister på en gang.
Dengang blev modernisterne angrebet fra to sider – dels fra den reaktionære borgerlige kritik, der efterlyste en mere repræsentativ stil. Og dels fra fortalerne for den ’funktionelle tradition’, der ville bygge den nye arkitektur og design-kultur på et (konstrueret) lokalt fundament.
I disse år bliver mange af modernismens hovedværker fredet, selvom de endnu ikke er hundrede år gamle. Og det på trods af, at de i mange tilfælde er blevet overflødiggjort af udviklingen.

Huset blev rullet væk
Terminalbygningen i Kastrup fra 1939 er et sådant overflødigt hovedværk, der tilmed har fået en interessant skæbne.
Den blev bygget til Københavns Lufthavn af arkitekten Vilhelm Lauritzen. Man anså lufthavnsterminaler for at være et passende emne for den nye stil – her kunne jo ikke være nogen forudgivne referencer.
Terminalbygningen har den eksperimenterende kompleksitet, der er så karakteristisk for værker, der er skabt i en brydningstid. Et meget tiltalende aspekt ved Lauritzens arkitektur i det hele taget, som de fleste måske bedre kender fra Radiohuset i Rosenørns Allé, er det, at den virker, som var den skabt omkring kroppens bevægelser. Det er rumkunst set indefra, snarere end en repræsentativ facadearkitektur. Og så er det alligevel disciplineret form. I Terminalbygningen er den store hal det arkitektoniske højdepunkt med vægge, der bugter og folder sig ud i resten af huset, og et bølgende tag, der ikke ligner noget andet.
Den blev imidlertid hurtigt for lille og gradvist erstattet af det nuværende bylandskab med de forskellige terminaler, kontorhuse, parkeringshuse og ’fingre’. Til sidst blev det hele så omfattende, at der ikke var plads til det gamle hus.
Heldigvis var tiden med Terminalbygningen. For tyve år siden lå den delvist forfalden med udsigt til nedrivning. Men siden da er billedet vendt. Bygningen blev fredet, og i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen og Københavns Lufthavn blev det besluttet at rulle Terminalbygningen ud i en udkant af lufthavnsområdet og restaurere den, som det monument den vitterlig er.

Gode råd
Det er således meget naturligt, at Skov- og Naturstyrelsen og Det Særlige Bygningssyn valgte at præsentere to bøger om modernismens bygninger ude i den nyrestaurerede Terminalbygning.
Bøgerne er et resultat af et samarbejde med Kunstakademiets Arkitektskole. Man har villet udvikle et æstetisk og teknologisk vidensgrundlag som udgangspunkt for fredning og bevaring af bygninger fra denne epoke.
De to bøger hedder henholdsvis MODERNISMENS BYGNINGER – Idegrundlag og bevaringssynspunkter af Helen Welling, og MODERNISMENS BYGNINGER - Anvendt Teknologi af Torben Dahl og Ola Wedebrunn.
De er begge lettilgængelige og brede introduktioner til emnet, der jo er meget komplekst, og især den, der handler om »Idegrundlag og bevaringssynspunkter«, vil også være interessant for den læser, der ikke lige står og skal restaurere et af epokens hovedværker.
Disse bygninger blev jo ofte skabt som et slags sindbillede på en bedre fremtid – vores nutid – der skulle være lettere, lysere og båret af en ekspansiv teknologi. Og når vi i dag studerer, bevarer og efterligner datidens arkitektur, er det utvivlsomt, fordi vi forsøger at genfinde udgangspunktet for vores kultur, dens grundlæggende tro på civilisationen.
De nutidige studier afslører imidlertid gang på gang, at modernisterne ikke gjorde det, de selv sagde. Betonhusene er bygget i tegl og pudset for at ligne beton. Hvis der så er betonkonstruktioner, er de for spinkle, eller forkert bygget, fordi de først og fremmest skulle udtrykke idealforestillingen om beton. Og trods al den funktionalistiske retorik i 30’rne er der mange af husene, der aldrig har virket efter hensigten. De var måske absolut moderne – men de blev hurtigt forældede og slidt ned.
Skal vi så bevare ideen eller det, der faktisk blev bygget? Og hvad skal vi bruge de ubrugelige bygninger til? Eller skal vi rive dem ned efter en omhyggelig dokumentation? De to bøger om modernismens bygninger gør omhyggeligt rede for alle de nødvendige overvejelser med mange fascinerende eksempler. Den eneste svaghed ved bøgerne er illustrationerne, og det er ikke godt. Dels er billeddokumentationen af de enkelte værker fragmenteret og tilsyneladende tilfældig. Dels er reproduktionskvaliteten for ussel. Selvom man kan gøre grin med, at arkitekter kun »læser billeder«, er netop den visuelle dokumentation et uvurderligt arbejdsredskab. Skal man drage faglig nytte af disse bøger, må man ud og se på værkerne selv. Det er vel heller ikke så galt endda.

*Helen Welling: MODERNISMENS BYGNINGER – Idegrundlag og bevaringssynspunkter. 164 s., ill., 120 kr.
*Torben Dahl og Ola Wedebrunn: MODERNISMENS BYGNINGER – Anvendt Teknologi. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 120 kr.
Begge udgivet af Miljøministeriet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu