Læsetid: 5 min.

’Hvert barn er en ny soldat’

Religiøse jødiske kvinder og palæstinensiske kvinder deltager i et demokratisk kapløb om at føde flest børn
8. marts 2001

Den fødende

Kvindekamp 90 år
TEL AVIV – »Herren være lovet! Jeg har ti børn, må de alle være beskyttede mod onde øjne!« smiler Rachel Dulach. Hun elsker børn, men betragter det herudover som et vigtigt kald at bidrage til opbygningen af den jødiske nation.
Familien bor i den religiøse kibbutz Sde Eliahu i det nordlige Israel. Der er trangt i den beskedne kibbutzbolig på under 100 kvadratmeter, men hun er lykkelig for sit personlige valg, som hun siger også letter hendes hjerte for bekymringer for det jødiske folks fremtid.
Man har i mange år talt om et demografisk kapløb som en del af den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvilket ikke mindst er et vigtigt element i den israelske selvopfattelse.
Den aktuelle intifada atter har bragt emnet på bane.
»Det er lidt af en simplificering at tale om et kapløb, for også uden palæstinenserne ville jeg få mange børn,« tilføjer Rachel Dulach.
»Gennem hele historien har vort folk haft fjender, og hvor jøder end lever i verden den dag i dag, eksisterer truslen. Vi er faktisk tvunget til at få mange børn.«

Religiøst påbud
For ortodokse jøder er en stor børneflok et religiøst påbud. Første Mosebog skriver, at Herren tog Abraham med ud i det fri og bad ham se på nattens stjerner. »Således skal dit afkom blive!« sagde han til jødernes stamfader.
»Alle kender de ultraortodokse jødiske mødre med de store børneflokke i Mea Shearim (et kvarter i Jerusalem, red.),« siger sociologen Ilana Tsigler.
I Mea Shearim er det primært religiøst betinget. Fæ-nomenets nationalistiske islæt er kommet med de nationalreligiøse, som forener troen med en stærk zionistisk overbevisning. I begyndelsen af det 20. århundrede var disses børneflokke ikke væsentligt større end sekulære jøders, men med den store nationale vækkelse efter seksdageskrigen i 1967 og bosætterbevægelsens opståen har tallene ændret sig.
»De seneste præcise tal er fra midten af 80’erne. Men allerede dengang havde religiøse bosættere på Vestbredden ligeså mange børn som i Mea Shearim, og det er mit klare indtryk, at de får endnu flere i dag,« tilføjer Ilana Tsigler.

Kapløbet
»Hvert barn er en ny soldat for det jødiske folk – i positiv forstand altså,« siger Nadia Matar, en energisk, amerikansk født bosætter på Vestbredden. Hun tilføjer beklagende, at hun indtil videre kun har fem. Hun vil meget gerne have flere, men hendes aktiviteter som frontfigur i bosætterkvindernes aktivistgruppe Kvinder i Grønt levner hende ikke megen tid til barselsorlov.
»Selvfølgelig får vi først og fremmest mange børn fordi vores Tora påbyder os det, men til forskel fra de ultraortodokse er der også et vigtigt, nationalistisk element,« bemærker hun.
For Nadia Matar er de venstreintellektuelle israelere i det sekulære Tel Aviv ikke blot farlige, fordi de taler for at opgive land til palæstinenserne, men også fordi de får så få børn. Børnetallet har gennem en årrække været faldende i Israel, hvilket hun finder dybt bekymrende.
»Palæstinenserne er langt foran os, og hvis det fortsætter på denne måde har vi ikke en chance!« bemærker hun.
Ifølge Israels Statistiske Centralbureau blev der i den jødiske del af befolkningen født 19,7 børn pr. 1.000 indbyggere i 1989. Dette var i 2000 faldet til 18,7, mens den muslimske del af befolkningen havde øget fødselsraten beskedent fra 36,2 i 1989 til 36,6 11 år senere.
Og trods massiv indvandring af jøder fra de tidligere sovjetrepublikker gennem første halvdel af 90’erne er Israels »ikke-jødiske befolkning«, som de hedder hos centralbureauet, vokset hurtigere, så de i 2000 udgjorde 22,18 procent af den samlede befolkning mod 18,7 procent i 1989.
Sammenligningen med de palæstinensiske selvstyre-områder kan give Nadia Matar grund til endnu ondere drømme. Mens en gennemsnitlig israelsk familie har 2,7 børn, er tallet på Vestbredden 4,9 og blandt Gazastribens over en million palæstinensere 7,6.
»Selvfølgelig elsker jeg børn, ellers ville jeg ikke ønske at være mor,« fortsætter hun. »Men vi er også motiveret af højere mål. Kampen for det jødiske folks overlevelse er af største vigtighed, men den gælder ikke kun palæstinenserne. Personligt betragter jeg således hver jødisk barnefødsel som en hævn over nazisternes folkedrab.«

Otte børn i Hebron
»Folk som Nadia Matar mener, at jødisk blod er rødere end andet. Problemet er, at i jødedommen smelter tro og race sammen, og så bliver det farligt,« siger Khaled Amayreh, journalist og troende muslim i Hebron.
Han bekræfter, at en del af de besatte områders kvinder i disse tider betragter børnefødsler som en national opgave, men at der er mange faktorer bag palæstinensernes høje børnetal.
»Der er dem, som siger, at konflikten i Mellemøsten bliver afgjort i soveværelset, men i virkeligheden har vi at gøre med en flere tusinde år gammel semitisk tradition for store familier.«
Han peger på kultur og økonomi som vigtige faktorer, hvortil kommer et religiøst element. Koranen opfordrer kvinder til at få børn, men påbyder også mådehold ved f.eks. at kræve, at moderen ammer hvert barn i to år.
»Traditionen for store familier har nok mest rod i tribale forhold. Der har altid vaeret tradition for, at jo flere man er, desto stærkere står man overfor fjenden. Jeg har selv otte børn. Måske kunne jeg have klaret mig med mindre, men det var Guds vej,« siger Khaled Amayreh med et smil.

Skud i foden
»Hamas bruger konstant fødselsraten som politisk kampmiddel,« siger sociologen Adel Samara fra Bir Zeit Universitetet på Vestbredden.
Han mener ikke, palæstinensernes nationale kamp kan foregå på bekostning af kvindernes frigørelse og betragter det som ødelæggende for sagen at holde kvinderne fast i den traditionelle rolle.
»I selvstyrets første dage opfordrede Yasser Arafat befolkningen til at øge fødselsraten, men det blev hurtigt gennemskuet som politisk demagogi,« fortsætter han.
»Han lovede bl.a. at bevilge børnepenge til store familier, men pengene kom aldrig.«
Den økonomiske faktor er ifølge Adel Samara afgørende, og i hans øjne skød Arafat sig selv i foden med sin opfordring til folket. I en svækket økonomi som den palæstinensiske fører en øget fødselsrate kun til yderligere underudvikling.
»Men dette udnytter fundamentalisterne klogt overfor folk, som er fattige i forvejen. Hvis man har to børn kan det være vanskeligt at forklare, hvorfor man ikke kan give dem en ordentlig uddannelse, hvorimod det er indlysende, hvis man har ti! Og når Hamas oven i købet kan argumentere for at det indgår i kampen for national frihed, er valget ikke svært,« siger Adel Samara.
»Hvis det drejer sig om feminisme, er jeg nok den sidste, du skal spørge,« siger Rachel Dulach, mens samtalen er ved at drukne i larm.
»De som leder efter total lighed på alle områder er smålige og har misforstået noget!« Hun bærer intet nag til de mange, sekulære jødiske kvinder, som i dagens Israel lever »skandinavisk« og bidrager til at trække fødselstallet ned.
»Man kan da ikke blive vred på nogle sølle fortabte mennesker? De har bare ikke forstået deres rolle i tilværelsen, og jeg kan kun håbe på, at Gud hjælper dem på vej,« slutter hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her