Læsetid: 6 min.

Hykleri er en del af livet

Nicky Wire, rorgængeren fra arbejderklassebandet Manic Street Preachers gav audiens på d’Angleterre
13. marts 2001

Rock
»Det er ikke bare vores bedste plade. Det er en af de bedste plader i rockens historie.« Med dette citérbare statement fra bassist og tekstforfatter Nicky Wire sender det waliske band Manic Street Preachers om få dage deres sjette plade på gaden. Know Your Enemy er titlen, og den er afgjort mere punket end den forrige, This Is My Truth Tell Me Yours, som nok vandt de maniske gadeprædikanter berømmelse og brit awards, men også i sammenligning med tidligere plader var en gang friseret pop.
Erklæret venstresnoede har de nu været hele tiden: Hittet fra den forrige skive handlede om den spanske borgerkrig og havde titlen »If you tolerate this your children will be next«, og den nye plade blev præsenteret ved en koncert i Karl Marx Teatret i Havanna, hvor Castro himself var backstage og sige goddag.

Hykleri
I forrige weekend havde den danske grammy og promotion-turen for Know Your Enemy bragt arbejderklassebandet til d’Angleterre, hvor dagspressens repræsentanter pænt ventede på hver deres halve time med den intellektuelle rorgænger.
Information var sidst i køen, og manden var tydeligvis træt af at bævle, så for at vinde lidt sympati viste jeg ham dagens udgave af avisen med den ræverøde prik, hvor en af sangene fra den nye plade, »Freedom of speech
won’t feed my children«, var omtalt. I den synger de bl.a. om menneskerettigheds-demonstranter, der kysser Dalai Lamas røv og tilbeder fedme som deres særlige rettighed.
– Hvad har du dog imod menneskerettighederne?
»Jeg har intet imod menneskerettighederne, men det, som sangen prøver at sige, er at USA og Vesten er meget gode til at skjule egne utilstrækkeligheder ved at pukke på andre. Jeg har intet imod Dalai Lama selv, men den måde, hvorpå han bliver udstillet som en berømthed. Menneskerettighederne letter vores samvittighed, giver os det lidt bedre med os selv.«
– En slags kontrasteffekt?
»Ja. Når vi kan finde alt muligt at udsætte på andre, så er vi måske ikke selv så slemme. Men som med alt andet afhænger det af, hvordan man fortolker menneskerettighederne. For Vesten er de det nye slogan på kolonialismens banner, hvor det engang var kristendommen.«
– Problemet er måske at kapitalismen har taget patent på menneskerettighederne og fremstiller de to som uadskillelige ...
»Netop. Hvor jeg kommer fra, i South Wales, mistede 5.000 stålarbejdere deres arbejde for et par uger siden. Hvor er deres rettigheder?«
– Du har en baggrund i 80’ernes kulminestrejker ...
»Ja, og jeg var så heldig at studere politik på universitetet i Wales. Det har bare altid interesseret mig.«
– Er det muligt at skrive en protestsang i dag?

Amerikaniseringen
»Jeg begynder at tvivle. Jeg er bekymret for tabloid-kulturen. Det er ikke manglende organisering; jeg tror simpelthen ikke, at folk vil noget mere. De vil det hele, du ved, på overfladen, i en æske, let fordøjeligt, hurtigt. Jeg tror, at det er amerikaniseringen af Europa. Det er meget skræmmende.«
– Men jeres type rockmusik kommer på mange måder også fra Amerika?
»Man kan vel sige, at al rockmusik har rødder der. Vi bruger det, så måske er vi de levende eksempler på amerikaniseringen. Vi er ikke et folkband, der spiller 500 år gammel, walisisk musik. Det ville være lidt akavet.«
– Du skriver at »Pacifism killed us all«. Er du egentlig en militant revolutionær?
»Mine tekster er meget selvkritiske. Hvor meget jeg end gerne ville sige, at jeg ville være rejst til Spanien for at bekæmpe fascisterne, så tvivler jeg på, at jeg ville have gjort det. Min opgave er måske at være mere en slags social-historiker, hvilket i pop-verdenen i det mindste er anderledes. Hvis jeg kan dokumentere visse vigtige ting, så er det nok.«

Et anderledes samfund
– Hvad adskiller Manic Street Preachers fra så mange andre bands?
»Tekstuelt er der et nyt synspunkt. Jeg mener: socialistisk totalitarisme. Jeg siger ikke, at jeg er perfekt på nogen måde, mine politiske holdninger er meget forvirrede, men vi tilbyder et alternativ til, hvad man ellers proppes med. Da jeg var 15 år gammel, hørte jeg om sandinisterne gennem The Clash. Vi har en sang om Paul Robeson (sort amerikansk bassanger og skuespiller, 1898-1976, der måtte gå i eksil, fordi han var kommunist, red.) på pladen, og hvis folk hører om
ham igennem os, så er det
da noget. Vi giver et syn på
et anderledes samfund og
ikke det sædvanlige hesteæde.«
– Et totalitært, socialistisk samfund?
»Jeg er socialist og har altid været socialist. Jeg har set socialisme på både godt og skidt.«
– Og det er gået godt i Cuba?
»Jeg tror virkelig, at der er meget fantastisk i Cuba. Medierne bilder os ind, at Cuba er et fattigdomsramt, forfærdeligt sted, men jeg har været i fattige lande med tiggere alle vegne, og sådan er det ikke i Cuba. Den forventede levealder er højere end i USA. Det var en øjenåbnende oplevelse at være derovre. Vi mødte Castro, og han var utrolig klog og morsom. Jeg ved, at Cuba ikke er perfekt, misforstå mig ikke, men det var en fantastisk oplevelse.«
– Hvordan har du det med alle kapitalisterne, der scorer kassen på din musik?
»Det er den dikotomi, som er der, når man skriver under på en kontrakt med et stort pladeselskab. Så snart vi gjorde det, vidste vi, at det var omsonst at lyve for os selv. Vi ved, at de bruger os, så det gælder bare om at bruge dem endnu mere. Jeg tror, at det kan ødelægge én at gruble for meget over disse ting.«
– En uløselig dialektik ...
»Den kan ikke løses, medmindre vi opløser bandet.«
– Men her sidder du på det arketypiske luksushotel og i aften optræder du ved en lukket begivenhed, hvor musikbranchen fejrer sig selv, og samtidig prædiker du antikapitalisme. Det virker noget hyklerisk ...
»Selvfølgelig. Hykleri er en uomgængelig (essential, red.) del af livet. Jeg ville ønske, at jeg kunne kalde mig den mest principfaste person i verden, men det kan jeg ikke. Hvis ikke jeg spillede i et band, kunne jeg måske være mere principfast, men så ville jeg ikke få muligheden for at få mit budskab igennem. Det er kort sagt et dilemma.«

Sin egen fjende
– Lad os tale om den nye plade. Du har sagt, at den handler om en maksimal indoptagelse af virkelighed ...
»Jeg skal være den første til at indrømme, at vi havde mistet det en smule. Hvis man får succes og lader sig interviewe hver dag og spiller foran tonsvis af mennesker, så bliver man fanget i en boble. Da vi var færdige med den sidste plade, spillede vi for 60.000 mennesker i Wales, og bagefter vidste vi, at nu måtte vi ud af fælden.«
– Efter den koncert smadrede du din bas i en nærmest rituel handling?
»Ja.«
– Hvem er den fjende, vi skal kende, jævnfør pladens titel?
»Dig selv, i den sidste ende. Vi var selv blevet vore egne værste fjender. Det gør alle, uanset hvilket politisk system man lever under.«
– Du virker meget ivrig efter at adskille den nye plade fra den forrige?
»Ja, men der var nu også en del politik på den forrige plade. Den sang, som knækkede os, handlede om den spanske borgerkrig. Jeg ved ikke, om folk fattede budskabet, men jeg tror det sev ind.«
– Fattede folk virkelig budskabet?
»Ja, selv om det kun var 10 procent af dem. Men selv
Marx’ ideer er aldrig blevet ført rigtigt ud i livet. Han er den største teoretiker nogensinde, og han kunne ikke få sit budskab igennem, så hvordan skulle vi kunne gøre det?«
– Men I kan forsøge?
»Ja, for det er bedre at forsøge og fejle end bare ikke at gide.«
– Det er nødvendigt, at tingene falder lidt fra hinanden?
»Denne plade handler så afgjort om at mislykkes. Den bliver sikkert ikke så populær, men vi er nogle stædige sataner. Til tider er en smule lidelse godt for sjælen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her