Læsetid: 4 min.

Idræt til tg

Forbundspolemik satte trist præg på Idrættens Rigsdag
6. marts 2001

Sport
»De går altid i clinch med hinanden.«
»Ja, det er så teatralsk.«
Netop som Informations udsendte i går eftermiddag forlod Vega på Vesterbro, faldt ovenstående replikskifte mellem to midaldrende mænd i lange frakker. De havde også været til Kulturministeriet årligt tilbagevendende idrætskonference, kaldet ’Idrættens Rigsdag’.
Bemærkningerne var møntet på formændene Kai Holm, Dansk Idrætsforbund, og Leif Mikkelsen, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger. Og det var lige hvad de havde været, da de havde siddet ved siden af hinanden i panelet på podiet sammen med kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R): Været teatralske. Lad mig vænne tilbage til dem og tage de seks timer i kedelig kronologisk rækkefølge.
Emnet for symposiet var ’Det ypperste i idrætten’ i anledning af, at Kulturministeriet for ganske nylig offentliggjorde rapporten Eliteidræt i Danmark, der blandt andet analyserer komitéen Team Danmarks rolle i udviklingen af dansk eliteidræt. Tilstede var vel 230 repræsentanter fra diverse idrætsforbund og nyhedsmedier.

ISO-certificeret
Første mand på podiet i Vegas store sal var professor dr. phil. David Favrholdt fra Syddansk Universitetscenter. Han redegjorde for det fantastiske ved eliteidræt (De ved, når vi glemmer os selv og tid og sted på grund af sportens emotionelle og intellektuelle appeal samt dens suggestive kvaliteter).
Derefter var makkerparret Michael Wikke og Steen Rasmussen fra Græsted Film oppe og snakke. Wikke gengav i nutidsform og med passende patos i stemmen en uheldig volleyballkamp, han deltog i på et lakeret trægulv i skolens gymnastiksal i 1974. »Jeg svæver hen over gulvet i blå platsokker. Jeg vil, og jeg kan, det hele,« fortalte han. Det gik naturligvis galt for Wikke, der af vækst var for lille til volleyball.
Wikke sprang videre til Wimbledon-kampen mellem Bjørn Borg og John McEnroe sidst i 70’erne, der trak ud og ud, og hvor Borg »lignede en ensom teenager som alene havde taget kampen op mod denne verden.«
Men det var dengang. »Hvorfor gider jeg ikke se tv-transmissioner af sport mere?« spurgte han og svarede selv: »Fordi det er blevet kedeligt på den tekniske måde.« Det var som om, der var kommet en ISO-certificeret måde at afvikle tv-sport på, sagde han, og man lader ikke kameraet dvæle ved de store unikke øjeblikke. Tv-producerne klipper konstant og skifter vinkel for at vise deres tekniske formåen.
Steen Rasmussen klagede over alle reklamerne i sporten og mindedes et stort øjeblik, da han som dreng under en radiotransmitteret landskamp overværede sin far smadre sin Stanwell-pibe på palisanderbordet i stuen i irritation over, at Ole Madsen skød over mål.
De to oplægsholdere blev skiftet ud med Niels-Christian Holmstrøm, sportsdirektør i fodboldklubben FC København, der i tidens ånd drives usentimentalt som en virksomhed, og Søren Møller, forstander på Gerlev Idrætshøjskole. De to har lodret divergerende opfattelser af eliteidræt, og debatten var alt andet end frugtbar. Holmstrøm gjorde opmærksom på, at han så Møllers indsats som »venstrefløjens opgør med vækstfilosofi«.
Af alle mennesker måtte en politiker nede i salen, Kaj Stillinger (SF), sige til de to:
»Det er lidt træls at høre jer køre på hinanden hele tiden. kunne I ikke i stedet finde ud af, hvor I er enige?«

Frokost
Frokostpausen varede 75 minutter (!), så der var rig lejlighed for de mange forskellige forbund – Dansk Squash Forbund, Dansk Firmaidrætsforbund, Danmarks Brydeforbund, Dansk Floorball Union osv. – til at cirkulere og spise sig mætte i Kulturministeriets menu: appelsinmarineret laks med æblecreme, farserede kyllingeroulader, braiserede grisekæber, bulgur og to slags små tærter.
Efter frokosten var der to timer tilbage. Nye panelfolk trådte op på scenen. Hvis dette nye diskussionspanel havde været menuen, ville kulturministeren have været en af tærterne og formændene Kai Holm og Leif Mikkelsen braiserede grisekæber. De to, der tilsyneladende ikke brød sig om hinanden, arbejdede ud fra de samme retoriske principper: vær en besserwisser og troml den anden formand ved enhver given lejlighed med syrlige og sarkastiske kommentarer og rettelser; få den anden til at fremstå som en lallende idiot.
Det var ikke alene teatralsk, det var patetisk, det var en farce, det var spild af andres tid, det var absurd, og trættende.
»Debatten i panelet har levet op til mine værste forventninger,« sagde en tilhører, Oluf Jørgensen fra Dansk Squash Forbund.
»Vi har ikke behov for polemisering hen over panelet. Vi må lægge flere kræfter ind i det, vi kan gøre i fællesskab,« sagde Niels Nygaard fra DIF.
»Jeg er så træt af den her interessekamp,« sagde lektor Else Trangbæk fra Institut for Idræt på Københavns Universitet.
Osv.
Paneldagens glædelige begivenhed var, at Elsebeth Gerner Nielsen tildelte cykelrytteren Brian Dalgaard årets Anti-Doping Pris og medfølgende 25.000 kr. Han stod sidste år frem og fortalte om doping på egen krop. Siden da har hans gamle kolleger og cykelverdenen givet ham den helt kolde skulder.
I går fik han varme klapsalver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her