Læsetid: 2 min.

Indgik Nyrup ’lokumsaftale’ med USA?

SF kræver svar fra Lykketoft: Har regeringen lavet underhåndsaftale med USA for at undgå debat om raketskjold?
13. marts 2001

Villy Søvndal, SF’s forsvarspolitiske ordfører, forlanger en hurtig redegørelse fra udenrigsminister Mogens Lykketoft om, hvad den danske regering har vidst om de amerikanske raketskjolds-planer, hvornår den er blevet konsulteret – og hvilke stiltiende aftaler, der er indgået med Washington.
Det sker, efter at top-politikere fra Clinton-regeringen over for Ritzau lader forstå, at der har eksisteret en indforstået aftale mellem den danske og amerikanske regering: Washington skulle undlade officielt at spørge om tilladelse til at bruge Thule som led i raketskjoldet. Til gengæld ville Danmark ikke offentligt kritisere USA.
Aftalen satte den danske regering i stand til at nægte, at den havde fået »en konkret henvendelse«, der krævede et positivt eller negativt svar.

På særlig visit
»Hvis regeringen i flere år har haft indgående kendskab til de amerikanske planer og har indgået en lokumsaftale, er det en meget alvorlig sag. Så har regeringen forholdt Folketinget afgørende informationer. Og det i den vigtigste sikkerhedspolitiske debat i mange år«, siger Villy Søvndal til Information.
Over for Ritzau bekræfter John Holum, som under Clinton var chef for udenrigsministeriets kontor for våbenkontrol, at han i 1998 var på »særlig visit« i København for at informere regeringen om raketskjoldsplanerne – et år tidligere, end regeringen hidtil har ladet forstå.
»Jeg fornemmede, at det for den danske regering var vigtigt, at USA ikke bad den forpligte sig til disse opgraderinger (af Thule-radaren, red.) uden en aftale med russerne. Og vi spurgte aldrig Danmark om det«, siger Holum til Ritzau.
Til gengæld blev den danske regering bedt om ikke officielt at modsætte sig raketskjoldsplanerne: »Over for de allierede gjorde vi det klart, at vi håbede, de ikke ville modsætte sig systemet«, tilføjer Holum.
Et andet ofte brugt argument fra den danske regering – at den ikke havde tilstrækkelige informationer om raketskjoldet til at kunne tage stilling – bliver tilsyneladende modsagt af Strobe Talbott, daværende vice-udenrigsminister: »Jeg tilbragte masser af tid med danske og britiske kolleger. Jeg mødtes med Helveg ca. seks gange. En herlig kollega. De var grundigt informeret om Clinton-administrationens planer.«
Lykketoft, der p.t. er i Moskva, bekræfter over for Ritzau, at Danmark under Clinton-regeringen fik »en klar melding«.
»Oplysningerne kommer ikke bag på mig«, siger Jørgen Estrup, dengang formand for Udenrigsudvalget, til Information: »Jeg vidste intet om en aftale, men regeringens næsten mantra-agtige messen – ’vi kan ikke tage stilling, for vi ved intet konkret’ – gav mig en fornemmelse af, at en form for aftale måtte være indgået.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her