Læsetid: 2 min.

Ingen støtte til højere børnebidrag

Et flertal i Folketinget siger nej til højere børnebidrag og efterlyser i stedet individuelle betalingsmodeller
8. marts 2001

Den enlige

Kvindekamp 90 år
De enlige mødre skal ikke have flere penge fra deres børns fædre. Det siger et flertal i Folketinget. Dermed afviser politikerne Børnelovsudvalgets betænkning, der anbefaler en væsentlig forøgelse af standardbidraget, så mødre og fædre deler udgifterne til barnets opvækst ligeligt.
Socialdemokratiets børneordfører, Rene Skau, melder klart ud, at hverken han eller Socialdemokratiet går ind for at sætte bidraget op.
»Man skal se på den samlede økonomiske situation. Både for den, der har barnet boende og den anden part. Jeg er ikke sikker på, at det gavner, at den anden skal betale væsentligt mere til forsørgelse. Det er temmelig høje beløb, man synes, den skal stige med,« siger Rene Skau, der er bekymret for at en håndfast ændring vil ramme samværsforældrene – oftest fædrene.
Noget han er blevet opmærksom på efter talrige e-mails fra Foreningen Far.
»Det kan ikke undgå at gøre indtryk,« siger han.

E-mails gør indtryk
Med sin udmeldelse går han direkte imod betænkningen, som er udarbejdet af nogle af landets eksperter på området: professor doc.jur i familieret Linda Nielsen, fuldmægtige fra tre ministerier, en dommer og tre repræsentanter fra landets Statsamter. I betænkningen understreges det, at det er et politisk spørgsmål, om bidraget skal øges. Men det er Venstres medlem i Socialudvalget, Eva Kjer Hansen, heller ikke meget for.
»Jeg tvivler på, at en general forhøjelse er det, der skal til. Vi skal have fundet en model, hvor man tager hensyn til indkomster og udgifter i begge familier og delingen af samværet,« siger hun og er dermed på linje med ordføreren fra Det Radikale Venstre, Anders Samuelsen, der ikke mener, bidraget skal forhøjes som udgangspunkt.

Gennemskuelig system
I stedet efterlyser han et mere gennemskueligt system, der tager hensyn til individuelle forhold.
Kun Yvonne Herlev Andersen fra CD går ind for betænkningens forslag om, at bidraget skal sættes op. Men hun synes også, at Foreningen Far har lavet nogle fine beregninger, som bør spille ind.
Næstforkvinden i Dansk Kvindesamfund, Betty Riget, er rystet over, at der er ikke er mere politisk opbakning til mødrene.
»Bidraget skal helt klart sættes op. Det er helt ude af proportioner i dag, også deres respektive indtægter taget i betragtning,« siger hun.
Samtidigt efterlyser hun interessegrupper, der kan varetage mødrenes side på samme måde som Foreningen Far markerer sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her