Læsetid: 7 min.

Intet menneskeligt er semiotikken fremmed

Aarhus Universitet har netop lanceret en ny uddannelse i ’kognitiv semiotik’. Hermed er det blevet muligt at uddanne sig i videnskaben om betydningsdannelse
1. marts 2001

Uddannelse
Ordet ’semiotik’ har levet en besynderlig tilværelse. I 70’erne stødte man på ordet i små tidsskrifters monstrøse tekstanalyser. I dag tænker sociologer og erhvervsanalytikere med semiotik som afsæt. I syv år har semiotikken haft dansk base i Århus, hvor et særligt forskningscenter har kæmpet for tegnlærens sag. For nylig gik centerlederen Per Aage Brandts drøm så i opfyldelse, da centret nu er godkendt som en to-årig overbygningsuddannelse på Aarhus Universitet. Hermed bliver Aarhus Universitet det første i verden, som kan tilbyde en afsluttende overbygningsuddannelse i semiotik.
Vi lagde vejen forbi centerleder professor Per Aage Brandt og bad om en forklaring på, hvad kognitiv semiotik overhovedet handler om.
»Semiotik,« forklarer Brandt, »er betegnelsen for studiet af betydning helt alment. Semiotikken er historisk set startet som en filosofisk disciplin, men er blevet udviklet mere videnskabeligt gennem det seneste århundrede inden for humaniora. Den moderne semiotik, som vi arbejder med i dag, er grundlagt af amerikaneren Charles S. Peirce, der viste, hvorledes tegnet selv er forbindelsesled mellem oplevelse og tænkning. Peirce var et multigeni, der arbejdede inden for mange videnskaber, og derfor kunne han forbinde sin tegnteori med matematik, logik, fysik og filosofi. Dertil kommer så, at sprogvidenskaben samtidig, men uafvidende, i Europa – og nok så meget i København – begyndte at udvikle en strengt formel teori om sproglige tegn og deres organisering som betydning. Dette fører til strukturalismen, der har været et vigtigt tilskud til dansk humaniora siden tresserne.«
»Desuden har der været en fortsat udvikling af den filosofiske semiotik hos filosoffer, der vil vide, hvordan vi forholder os til virkeligheden indirekte, gennem sprog, tegn og spor. Vores betydningsverden er jo større end blot sansningens forhold til den verden, vores krop befinder sig i. Det er der, betydningen kommer ind, og det er der, den kognitive forskning nu falder sammen med dele af den strukturelle videnskab. Kognitionsforskningen startede til dels som udviklingspsykologi. Men da betydningens verden også omfatter alt socialt og kulturelt, kommer den kognitive semiotik til at hente stof fra et væld af discipliner, herunder f.eks. evolutionær antropologi.«
– Semiotikken adskiller sig altså fra andre humanistiske discipliner ved i sit fundament at være tværfaglig?

Kolossalt område
»Ja, det ligger i selve arbejdsformen. Og genstanden for videnskaben er jo også selve den humanistiske grundforsknings genstand. Det menneskelige handler jo fundamentalt set om betydning.
– Altså en anden form for betydning end naturvidenskabernes?
»Vi må jo gå ud fra, at den menneskeverden, som vi omtaler, i en vis forstand er den samme, som den, vi erkender naturvidenskabeligt. Der er ikke så mange forskellige verdener i denne verden. Netop vor arts evne til at fremstille repræsentationer af verden adskiller sig fra andre arters.«
– Tidligere er semiotisk forskning jo blevet bedrevet af forskere på deres egne lokale eller perifere institutter. Kan du fortælle, hvad det er, I har forsøgt med et center? Center betyder jo centrum.
»Ja, vi burde kalde det Periferi for Semiotikstudier. Det er rigtigt, at semiotik har været bedrevet af små enklaver.«
»Nu forsøger vi at skabe et sted, hvor man kan henvende sig, hvis man interesserer sig for de her ting, for at få et mere koncentreret bidrag og udvikle sin egen tilgang til emnet i sin forskning.«
– Og det er derfor, I nu opretter en overbygningsuddannelse, men ikke nogen grunduddannelse. Er det nødvendigt at holde de kommende semiotikere i kontakt med mere isolerede videnskaber?
»Ja, området er jo kolossalt. Og det strækker sig også til naturvidenskaberne. Biosemiotik er et vigtigt område, foruden datalogien der handler om processuel matematik for mennesker. Dermed forbindes semiotikken også til informationsteknologien. Desuden er uddannelsen åben for bachelorer fra alle samfundsvidenskaberne. Forskning, der foregår i hele dette felt, kan ikke overskues individuelt. Det, de enkelte kan bidrage med, er derfor kundskaber og problemstillinger fra forskellige fag. Vores ideal er egentlig at uddanne semiotikere, som er semiotikere plus noget andet.«
– Hvilket også understreger, at semiotikken ikke er videnskaben over de andre?

Samarbejde
»Det er det ikke. Det er ikke ligesom filosofi videnskaben over alle videnskaber. Semiotikken er et forskningsprojekt af videnskabeligt tilsnit, dvs. den er lige så tæt på empirien som anden forskning. Det er bare en meget mangfoldig empiri. Ellers er den ligesom de andre empiriske videnskaber – den bygger på praktisk iagttagelse og teoretisk spekulation. Men den kræver, at dens udøver kan arbejde sammen med andre, der har andre videnskabelige traditioner, end de selv har.«
– Hvordan sikrer I det?
»Vi har seminarer hver anden uge, og indimellem er der altså uger, hvor alle arbejder selvstændigt. Det giver de bedste resultater og kan anbefales meget til steder, hvor man ønsker at forny studieformen. Det drejer sig ikke om at øge mængden af kurser, men om at etablere nogle intervaller, som er forenelige med en menneskelig arbejdsrytme. Man har brug for både ro, arbejdsfællesskab og andre aktiviteter.«
»Dertil kommer kollokvier, hvor vi samarbejder med folk fra andre videnskaber, og som handler om teoretiske problemer og ikke kun om studiet af partikulære ting. Der er således en grundlæggende forskel på Center for Semiotik og f.eks. Søren Kierkegaard Centret.«
– Er I ikke også afhængige af at bibeholde et lille center med få studerende for overhovedet at holde sammen på dem?
»Vi er meget få mennesker, som er fast tilknyttet centeret, men der er også en langt større forskergruppe, der mødes hyppigt. Dertil kommer seminarformen, som kræver en aktiv deltagelse fra de studerende. Min erfaring er, at man kan få endog gode forskere ud af førsteårsstuderende, så snart de opdager, hvad diskussionerne handler om. Det er ikke lærdomshorisonten, men de friske ideer, det kommer an på. Og vi glæder os nu til de kommende speciale-afhandlinger. «
– Du kalder semiotikken for en humanvidenskab, som ganske vist knytter an til flere naturvidenskaber, men er der ikke dele af humaniora, som semiotikken står i opposition til? For eksempel mere historiske tilgangsvinkler? Historien spiller jo ikke nogen rolle for jeres teoridannelse.
»Lad mig sige, at vi somme tider får indvendinger fra historiker-hold. Der er historikere, der finder rationalet i semiotikken forfejlet. Men vi har faktisk arbejdet med historiske problemstillinger, som f.eks. den historiske diskurs. Hvad er en kilde? Hvad er en sammenhæng. Hvordan ligner historiske fortællere fiktionens fortællere? Endelig er der hele spørgsmålet om kontrafaktisk ræsonneren i historisk tænkning, altså om hvad der kunne være sket, hvis nu…«
– Kontrafaktisk tænkning er der jo nogle historikere, der blankt afviser.
»Det er umuligt at etablere en forståelsesdybde uden at redegøre for et tidsforløb, som er forgrenet i mulige udfald, der ikke realiseres. Det virkelige omfatter også det, der var lige ved at ske.«
– Så semiotikeren tror altså ikke på nogen verdensånd, der samler alt i en og samme nødvendighed?
»Man ved jo, at den videnskabelige historieforskning ikke tror på ’historiens mening’. Det er noget, som er forbeholdt historiefilosoffer og idehistorikere. I virkeligheden er historiens mening jo religiøs og ikke videnskabelig. Det eneste, der for mig at se er irreversibelt i vor arts historie, er teknologien og erkendelsen.«
– Så I ser ikke nogen uovervindelig konflikt mellem teknologisk og humanistisk forskning?

Ny erkendelse
»Nej, vi forestiller os snarere, at teknologien, der er skabt til mennesker, kan drage nytte af studiet af, hvad der er menneskeligt. Her vil semiotikken være berigende for udviklingen i det industrielle og postindustrielle samfund. Teknologien skal være indstillet på sine menneskelige brugere. F.eks. er det interface, der finder sted mellem computere og mennesker jo semiotisk – en planlagt tegnudveksling.«
– Hvad forventer I at uddanne jeres kandidater til? Vil de kunne finde ansættelse uden for universitetet?
»Vi antager, at det samfund, som venter vores kandidater, selv er forskende. Forskning er i dag ikke eksklusivt forbeholdt universitetet. Overalt i samfundet er der arbejdsområder, der har brug for ny erkendelse, og som erhverver sig den. Det gælder organisationer og institutioner såvel som erhvervslivet. Cand. sem.er vil både kunne blive ansat som undervisere, organisatorer, kommunikationsfolk, marketingsfolk og naturligvis som forskere på forskellige felter. Endelig er der en æstetisk og kulturel dimension, som vil få en stadig større betydning i det kommende samfund. Der er masser af muligheder. Og det mulige er en del af det virkelige.«

FAKTA
Læren om tegn
Semiotik (af græsk sema ’tegn’) er navnet for den tegn- og betydningslære, der siden filosofiens begyndelse har været en del af skiftende filosoffers erkendelsesteori og fænomenologi. Siden amerikaneren Charles S. Peirce (1839-1914), der for alvor tog semiotikken op som særskilt videnskab, har det været den moderne semiotiks opfattelse, at enhver tanke og mental proces forløber ved dannelsen af en kæde af tegn.
Til de genstande, vi opfatter, svarer altid et tegn, nemlig det vi bruger til at danne et mentalt billede af genstanden. Men for at dette tegn skal kunne opfattes, må der altid produceres nye tegn, hvorfor man siger, at al mental aktivitet har karakter af dannelsen af tegnkæder. Derfor er det umuligt at tænke sig betydning som andet end tegn. Berømte semiotikere er bl.a. schweizeren Ferdinand de Saussure, italieneren Umberto Eco og danskeren Louis Hjelmslev.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu