Teater
Marina Carr (f. 1964) er en af Irlands førende yngre dramatikere. Hun har arbejdet i 10 år som dramatiker, er det første kvindelige medlem af det dublinske Abbey Theatres »Writer in association« og er allerede, som en anden Pia Juul, blevet tildelt den irske regerings livsvarige kunstnerstipendium.
Carr kan sin landsmand Beckett på fingrene og ved om alt dét, der ødelægger historier og forvirrer vores skæbne ud i det absurde. Men hun kan også sin egen tids barske betingelser og ved, hvordan man bruger dem til at bygge en historie op.
Styrke og svigt
Balladen om Hester er en grum historie, men med en histories tro på at skabe mening midt i galskaben. Kvinden Hester står med begge ben i et lille samfund og stikker ud.
Hun er sigøjner, men lever og har altid levet ved Kattenes mose. Har en datter, Josie, med sin noget yngre mand, Carthage, som nu har forladt hende og står nu foran at gifte sig med den unge proprietærdatter, Caroline. Men det er altså ikke mortenkorchsk mosebryg. Det er moderne drama med rødderne dybt nede i den menneskelige sump.
Dér står Hester, og nu skal hun gennemleve et døgn i kamp mod skæbnen og sin egen fortid.
Det er godt set af Carr, at historien koncentreres ind i så tids- og stemningsmættet en situation, samtidig med at vi får at se, hvordan historien netop unddrager sig forklaring og i det skjulte forbereder sine egne slutninger.
Dansk-tyske Uta Motz bruger som Hester både sprog og temperament til at sætte intensitet og umiddelbar styrke bagved historien om at tage skæbnen i egen hånd, selv om den allerede er løbet langt væk med én, og om hvad svigt betyder, både det man selv står inde for, og det man udsættes for.
Medea på magi?
Balladen om Hester er Medea på magi og violin. En komisk tragedie, sat ind i en på én gang indelukket og åben irsk verden.
Hvad sker der så, når den verden og det motiv skal transformeres om til lokale danske teaterforhold? Det hele bliver lidt for meget Lars Lilholt & Fellini på irsk-dansk, uden den magiske intensitet og det elegante folkloristiske anarki, dramaets univers synes at have potentiale til.
Der er flere fine episoder og præstationer. Anni Bjørns Kattedame er stykkets klassiske heks, spåkone og sandsigerske. Den blinde outsider, der ser mere klart end de involverede selv.
Hester ved det: »Du lapper vores værste anelser om os selv i dig«. Kattedamen indgår samtidig i en uhellig og kostelig alliance med en anden af byens outsidere, Claus Pettersons Fader Willow. En anden klassisk figur i stykket er Hesters (forhenværende) svigermor, Mrs. Kilbride. Hanne Felding giver den for fuld hammer som en karikeret jysk tranlampe a la Kirsten Lehfeldt, der tæsker sit barnebarn i kortspil og snerrer ad Gud.
Det er da, synes publikum tydeligvis, et sjovt komisk indslag i sig selv. Men det er ikke det komiske, der uddyber det tragiske, og det får Balladen om Hester til at tabe dramatisk spænding. Stykket trækkes i det hele taget for langt ud, både i spil, tidslængde og psykologisering.
Tilbage står Uta Motz stærke og skrøbelige Hester. Hos hende vokser den magi og det mysterium i mennesket, der får det til at gå bagud af dansen eller blive sat ud af spillet.
Det er hende, der holder stykkets tvetydige klarsyn i balance. Og det er hele balladen værd.
*Balladen om Hester. Af Marina Carr. Oversættelse (efter By the Bog of Cats) af Morti Vizki. Instruktion: Hans Rønne. Scenografi: Gitte Bastrup. Komponister: Uta Motz og Niels Chr. Bredholt. Teatret Svalegangen, Århus. Til 7. apr.
www.svalegangen.dk
