Læsetid: 3 min.

Kamp-faklen lyser

’Sangen om Bjovulf’ er en action-fyldt klassiker
30. marts 2001

(2. sektion)

Sagn
Det oldengelske heltekvad Beowulf har en særlig forbindelse til Danmark. Store dele af dets historie – Bjovulfs kamp mod først Grendel, siden dennes mor og til slut en svensk drage – finder sted ved den danske sagnkonge Roars gildehal.
Af samme grund har vi en særlig tradition for at oversætte Beowulf. Allerede i 1820 gengav ingen ringere end N.F.S. Grundtvig kvadet. I 1984 kom den femte i rækken af danske oversættelser, Andreas Haarders Sangen om
Bjovulf. Det er denne udgave, forlaget Høst og Søn nu genudgiver.
Og tak for det. For her er en klassiker, der virkelig brænder igennem. Fortællingen om Bjovulf er intens underholdning, skiftevis højstemt og handlingsmættet – det nærmeste man kommer til en nordeuropæisk udgave af Illiaden eller Odyseens episke beretninger.
Her skifter hofintriger med bråvallaslag, klagesange med festhymner, alt sammen fortalt i en karskt, økonomisk og billedmættet stil, der lyser digtet op, men aldrig står i vejen for handlingen. For læseren er det bare at trække i kamptøjet, knytte stridsnæven og kaste sig over den danske sagntid.
Som i øvrigt ikke er helt, som man fik den fortalt i historietimerne. I Sangen om Bjovulf er Roar og hans hird f.eks. kristne, ligesom uhyret Grendel er én af Kains efterkommere. Man mærker, at digtet efter al sandsynlighed fik sin endelige form, da det blev nedskrevet af en engelsk gejstlig.
Det kristne fernis er nu ikke tykkere end, at en barsk krigermoral skinner gennem. Nok er det gud, der bestemmer over liv og død, men det hjælper at have mandsmod og turde svinge sit sværd – ligesom den største skam stadig er at svigte som hirdsmand. Som Bjovulf siger: »Ofte redder skæbnen/ den udømte mand, hvis modet dur!«
Genudgivelsen af Sangen om Bjovulf er velkommen. Mere prosaisk hænger den uden tvivl sammen med, at den irske nobelpristager Seamus Heaney i 1999 begik en moderne engelsk udgave af digtet – nødvendig, eftersom originalen er skrevet på et i dag ulæseligt oldengelsk. Resultatet var ikke blot eksorbitante anmeldelser. Heaney fik også Bjovulf ind på de engelske bestsellerlister.

Tekstnær oversættelse
Holder Haarder så mål med Heaneys skamroste udgave? Ja, det virker sådan, også selvom de to oversættelser er meget forskellige. I sidste ende er det et spørgsmål om smag. Et eksempel er følgende, hvor Bjovulfs sværd svigter i kampen mod Grendels mor. Heldigvis slår det ham ikke ud af kurs:
»Da var han beslutsom, slet ikke dådlad,/ huskede helteværk, Hygelaks slægtning:/ smed det damascerede, smykkeklædte sværd,/ den opbragte kriger, så det endte på jorden,/ stærkt og stålægget, og stolede på sin kraft,/ sit seje greb.«
Her er originalens metriske og stilistiske form gengivet – fire tryk per vers med cæsur i midten, mange bogstavrim og masser af indskudte appositioner. Resultatet har saft og kraft, men rytmen hakker i det fra tid til anden.
Heaneys version af samme passage er rundere, mere flydende. Samtidig nedtoner den bevidst originalens specielle syntaks og de mange opfindsomme ordsammensætninger:
»Hygelac’s kinsman kept thinking about/ his name and fame: he never lost heart./ Then, in a fury, he flung his sword away./ The keen, inlaid worm-loop-patterned steel/ was hurled to the ground: he would have to rely/ on the strength of his arm.«
Halvt Heaney, halvt Bjovulf, føler man. Haarder ligger tættere på denne amatørs usaglige fornemmelse for, hvordan et ’rigtigt’ oldengelsk epos skal lyde. Men om man vil have tekstnært dansk eller et flydende engelsk må være op til den enkelte læser. Uanset hvad, så har man noget at se frem til. Kamp-faklen lyser over Bjovulfs gerninger!

*Sangen om Bjovulf. 164 s., 199,95 kr. Oversat af Andreas Haarder. Høst og Søn

*Beowulf. Oversat af Seamus Heaney. 106 s. Faber and Faber

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her