Læsetid: 8 min.

Kan det modsatte ikke også være her?

Digtet skal hverken spændes for politikkens eller poetikkens trækvogn, mener Katrine Marie Guldager, der i morgen udsender en ny digtsamling
27. marts 2001

Poesi
Poesien er intet idealiseret, lukket rum for Katrine Marie Guldager. Skal man dømme efter hendes boligindretning, fordøjes den bedst på lokum: Fra toilettet har man udsigt til opklistrede fotokopier af digte af Dylan Thomas, B.S. Ingemann, Peter Laugesen,
Goethe og mange flere. Det er mange forskellige stemmer der taler til én. Og i sin nye bog taler Guldager selv både med og for de mange stemmer. Selv om bogen begynder med en stemme, der ikke er særlig rar.
– I bogens start er der en stemme der siger: ’Du fortjener det, selvfølgelig gør du det [...] Mere af det hele, håndsyede sko, jakker.’ Hvad er det for en stemme?
»Det er jo meget den måde, vi taler til hinanden på i vores samfund lige nu. Der er også reklamen, der siger det: ’Du fortjener det’. Under alt det ligger der jo, at vi må være nogle frygtelig skrøbelige og stakkels størrelser, som hele tiden skal trøstes med alle mulige mærkelige ting. Og det hele skal være håndsyet, fordi ’jeg er en helt unik person’, og det kan man kun få bekræftet, ved at man køber de her specielle håndsyede ting. Og i et verdensperspektiv synes jeg det bliver problematisk.«
– Ja, for der er jo også nogle, der ikke fortjener det. Det skriver du jo også med det samme: ’Mr Bright, Mr Ben og El-Said fortjener ingenting. Og ingenting får de.’
»Ja, men det er også en del af et begrundelsesproblem. Det er lige som om, verden bare er et sted, vi kommer, og så gælder det om at få mest muligt ud og bruge flest muligt penge, og så skrider vi igen. Der er ikke nogen særlig stor ansvarlighed for verden.«
»Vi må være meget skrøbelige, siden livet i sig selv ikke rigtig er noget vi kan bruge til noget; siden vi hele tiden skal bekræftes på den måde, med foredrag og sex, som om vi er spædbørn, der hele tiden skal mades. Hvem har nogen sinde sagt at vi fortjener noget? Det er en meget utaknemmelig måde at være i verden på, men også en meget arrogant og hovmodig måde. Det er den jeg imiterer med stemmen i starten.«
– Og som du også er ude efter. Kan man ikke sige, at du har et kritisk budskab?
»Nu er budskab jo et farligt ord. (latter) Jeg ved ikke om jeg har noget budskab. Men man imiterer nogle stillejer, som er gået hen og blevet nogle almindelige normal-stillejer, og som jeg ikke synes burde være det.«

Det modsatte
– Du kalder din bog for et ’Digt’, ikke en ’Digtsamling’. Hvorfor det?
»Det er fordi, jeg ikke synes teksterne fungerer hver for sig som digte. Altså, hvis du tog en enkelt og rev den ud, så synes jeg ikke det ville være et digt. Og så tror jeg også, det er fordi, jeg er blevet lidt træt af de her små kasser, hvor man ligesom kan rendyrke én bestemt ting, du ved, frisere håret i én bestemt retning.«
– Jeg synes der fra starten i dit forfatterskab både har været en tendens mod meget stor enkelhed, og en tendens mod noget rod. Hvordan vil du placere din nye bog i den sammenhæng?
»Det er jo nok et meget kaotisk univers, hvor der foregår mange ting på én gang, så det er ikke særlig enkelt. Alligevel så er det jo et kontrolleret
kaos. Hvis der skal være det store kaos, så skal der være en stor stramhed. »Disse linjer løber langs de næsten rene knogler,« står der et sted. Og de knogler, det er nok stramheden. Det er jo et gennemgående tema: Mr. Ben (udtalt på engelsk], det er jo også Hr. Ben (udtalt på dansk]. Men det er jo ikke som at læse et langt, slankt digt, hvor det eneste, der sker, er at et blad falder til jorden. Bortset fra den enkelhed der står til allersidst. Altså at enkelheden måske er et resultat af denne overgiven sig til det kaotiske.«
– Ja, til sidst er der en cykel der bliver parkeret i en baggård i Husumgade, og så står der: »Det er noget så enkelt og har ikke noget med dette digt at gøre.«
»Ja, hvor enkelheden måske er et resultat af alt det her kaotiske, at man måske først skal bades i kaos og forvirring, før man kan synes, at noget er enkelt igen. Men jeg har jo også med vilje gjort det mere og mere komplekst. Jeg tror nok min metode har været – det er selvfølgelig en efterrationalisering – at én ting har været til stede, og så har jeg tænkt:
’okay, den synsvinkel er da meget interessant, men kan det modsatte ikke også være til stede?’ Metoden har været: Det modsatte kan jo også godt være her. På den måde gør man tingene mere komplekse, for hver eneste gang man har sagt noget, så skal man jo også sige det modsatte.«
– Nu siger du at budskab er et farligt ord, men samtidig så er det jo en bog, der slår én ved at være politisk, have mange referencer til en social virkelighed: Nød, sult, flygtninge?
»Ja, det er også politisk, det kan man ikke komme udenom. Men det politiske er ikke det, der styrer det. Det politiske indgår, som ét erkendelsesniveau. Men det har været vigtigt for mig, at det ikke er sådan, at det her stakkels digt bare skal halse efter et politisk budskab. Det politiske indgår, men der er også ting der er psykologiske eller filosofiske. Måske lægger man specielt meget mærke til det politiske, fordi det har været ude i kulden så længe. Man blev, med god grund, så uendelig træt af det politiske efter halvfjerdserne, og så har man i en periode været nødt til at få det helt ud. I halvfjerdserne var det politiske der jo som det primære. ’Summa summarum, budskabet er, at vi alle sammen skal arbejde på fiskefabrik.’ Det er selvfølgelig dødssygt.«
»Digtets metode, hvor jeg hele tiden spørger: Jamen kan man ikke også sige det modsatte, det er en anti-idealiserende metode. Idealer går jo ud på at én ting er fedt, og så er alt det andet bare noget lort. Hvis man nu sørger for at veksle mellem positioner, og at man ikke afspalter noget for at holde idealet rent, så kan man måske være politisk på en mere tålelig måde.«
– Mener du også, at man som digter har et ansvar for at blande sig i samfundsdebatten?
»Det her med at digterne skal ringes op og spørges om politiske emner, det er utrolig overfladisk. Så skal man gå ind for den ene eller anden krig eller den ene eller anden bombning; eller om der skal bygge et nyt operahus eller ej. Det er overhovedet ikke sådan, jeg opfatter politik. Politik handler for mig om nogle mere fundamentale følelser: Hvordan man tager vare på et samfund; på verden og hinanden. Men sådan én som Suzanne Brøgger, for eksempel, hun er jo utrolig god til at blande sig, og det ville da være synd, hvis hun lod være.«

Hjemme-ude-hjemme
– Man fornemmer sporene af en rejse i digtet; det vrimler med eksotiske stednavne. Er det vigtigt for en digter at rejse ud i verden?
»Nej, ikke specielt for en digter. Hvis man bare tager en kvadratkilometer i København, så vil der være stof nok til fyrre forfatterskaber. Det har været vigtigt for mig i en periode at rejse, men det har ikke noget at gøre med at skrive. Og jeg kan heller ikke skrive overhovedet, når jeg er ude; jeg kan kun skrive, når jeg er hjemme. Men jeg bliver ved med hele tiden at tænke på de mennesker, jeg har mødt ude i verden – hvad de laver nu, og hvordan de har det. Jeg synes det er svært ikke at have en bevidsthed om, at der er nogle andre, der har det helt anderledes end vi. Det har altid været svært for mig ikke at se Danmark i lyset af resten af verden, måske også fordi jeg har boet i Afrika som helt lille. Jeg tror hele verden er en del af os alle sammen. Vi ved alle sammen godt, at der er folk, der sulter. Så spørgsmålet er mere, hvordan man vil forholde sig til det.«
– Du har valgt at kalde bogen ’Ankomst, Husumgade’, som om det der er vigtigt, det er at komme hjem: At stå dér i en baggård i Husumgade og parkere sin cykel.
»Der er jo sådan lidt gammel dannelsesrejse over det: hjemme – ude – hjemme. Hjemløsheden er et gennemgående tema. Kan man overhovet komme hjem? Det kan man jo på en måde ikke. Man kan kun manøvrere i det her kaos, hvor man både er hjemme og ikke er hjemme, på én gang.«

De små firkanter
– På den ene side har vi det globale spor; på den anden side bevæger vi os ind i et mere intimt og privat spor; vi får på et tidspunkt ligefrem noget der ligner barndomserindring. Hvordan forholder de to spor sig til hinanden?
»At finde fodfæste i verden og finde fodfæste i sig selv bliver to sider af samme sag. Som der står et sted: »din samvittighed kan skæres ud i firkanter«. Hvis man kun er et ansvarligt menneske i nogle små firkanter, og man så kan gå ind i »pornorummet« bagefter, som der også står, så bliver det en mærkelig form for etik.«
– Det lyder lidt som det du også siger om digtets form... Er det også en poetik?
»Poetikker er en mærkelig størrelse. Når man skriver, er man jo underlagt hvad digtet gerne vil. Hvis man har en poetik, før man skriver, så er det synd for digtet. Man kan mene sådan og sådan, men det kan være ens digte vil noget andet. Det er synd hvis poetikken bliver en trækvogn, man spænder digtet for. Det værste forhold til digte jeg kan forestille mig, det er det idealiserende. Jeg synes ikke alle digte behøver være flerstemmige. Men jeg har noget imod, hvis man gør digte til sådan en lille hellig boble i tilværelsen, hvor alt er rigtigt og perfekt, og hver eneste verbum er top tunet. Forestillingen om at her har vi den nøgne, ægte eksistens, skrabet fri for al den onde ballade. Det er der jo nogle kritikere, der taler for i dag. Sådan et idealiseret rum bryder jeg mig ikke om.«
»Den der digtning i små firkanter, den er jeg færdig med. Men næste gang kan det godt være at jeg vil skrive sådan nogle åleslanke digte om blade, der falder til jorden. For at modsige mig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu