Læsetid: 2 min.

Fra kanonstøberiet

30. marts 2001

(2. sektion)

Nedslag
I løbet af de sidste seks-syv år er lyriske omnibusser blevet fast del af det danske bogmarked. Ikke kun stensikre klassikere, men også nyere forfattere får samlet produktionen i eget megabind.
Først Benny Andersen og Michael Strunge, siden Inger Christensen og Hans-Jørgen Nielsen, for et par uger siden den glimrende, men ukendte Svend Johansen: Alle har de fået æren. I sidste uge kom turen til Søren Ulrik Thomsen, hvis Samlede arbejder nok er udparcelleret i syv bind, men til gengæld bliver leveret i en fiks samleboks.
De har masser af fordele, disse digtningens digre telefonbøger. De giver overblik og opsummerer. De gør uopdrivelige ungdomsværker tilgængelige. Og de giver i øvrigt god kvalitet for pengene. Ikke nok med, at ratioen kroner per digt er lav; udgivelserne formelig emmer af kvalitetsgaranti. For man optrykker da ikke en dårlig digters digte in toto...

Der er kun et problem. I sit væsen er Samlede digte – og det uanset hvis de er – ikke bare en opsummering, men også et punktum. Det var så det, siger de, nu er livsværket færdigt.
Af samme grund ender anmeldelserne gerne som nekrologer: Fulde af lovord og skrevet i datid. Og af samme grund trækker bøgerne retrospektive interviews, ditto seminarer og, hvis bølgerne går højt, overskuende artikelsamlinger efter sig. Som tilfældet har været med Nielsen og Thomsen.
De nyere og nyeste forfatteres samleværker er således støbeforme til samtidslitteraturens kanon. De er en udmærkelse – og en afslutning.
Hvilket giver god mening, når forfatteren er død. Med de levende er det mindre heldigt: Herefter skal alle nye udgivelser kæmpe op ad bakke. Ellers ender de som appendikser til et forfatterskab, der allerede er forbi.

Betød udgivelsen af Christensens samlede digte, at Danmarks eneste nobelpriskandidat nu er gået på pension? I så fald var det en udgivelse, der gerne kunne undværes. Og når Thomsen mener, at han har skrevet sine Samlede arbejder i en alder af femogfyrre, ja, så virker decideret besynderligt. Der er ikke plads til flere værker i samleboksen. På den anden side kan man ikke tro, at produktionen stopper her.
At støbes til kanon i levende live er en tvetydig velsignelse. Faren er, at man stivner i sin egen form.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her