Læsetid: 4 min.

Kejserens nye raketskjold

Europas holdning til USA’s planlagte raketskjold svarer til de underdanige eftersnakkeres i H.C. Andersens eventyr. Vi mangler drengen, der stiller spørgsmål – for debatten fortsætter i USA, og intet er afgjort, siger amerikansk forsker
6. marts 2001

Mens udenrigsminister Mogens Lykketoft er på officielt besøg i USA – for bl.a. at drøfte de amerikanske planer om at bygge et raketskjold – er Lisbeth Gronlund, en af
USA’s førende forskere i National Missile Defense, på rundrejse i Europa for at tage temperaturen på den europæiske debat om raketskjoldet – og give den en nødvendig indsprøjtning.
Fra Whitehall, det britiske udenrigsministerium, til Asiatisk Plads, hvor Lykketoft har til huse, har budskabet været det samme, fortæller hun.
»I det britiske udenrigsministerium siger man: ’Vi har sagt, at vi ikke vil tage stilling, indtil vi bliver spurgt, og vi har ladet Washington forstå, at vi ikke vil spørges’. Samme holdning går igen i andre europæiske hovedstæder – også i Danmark.«
»Bush-regeringen har haft held til at fremstille raketskjoldet som et fait accompli: ’Det bliver bygget, så I må hellere indstille Jer på det og få det bedste ud af det’. Men det er forkert. Der er ingen politisk konsensus i USA om raketskjoldet. Bush-regeringen er internt splittet på spørgsmålet. Store dele af militæret er skeptiske. Flere af de ledende demokrater i Kongressen er ved at geare op til en offensiv mod planerne. Der er midtvejsvalg om mindre end to år – og Kongressen vil få en ny sammensætning. Raketskjolds-debatten er ikke afsluttet. Den er først lige begyndt og vil vare i mindst 10 år«, siger Lisbeth Gronlund.

Europa trykker sig
Gronlund mener, at det er »skadeligt for debatten, også i USA, at Europa trykker sig«.
»En ting har overrasket mig under min rundtur – den udbredte opfattelse i Europa, at europæernes mening ikke betyder noget i USA. Det er lodret forkert. Den europæiske skepsis over for Clintons National Missile Defense blev nævnt i næsten hver eneste artikel om emnet. Modstanden fra vore allierede i NATO var i høj grad med til at påvirke Clinton til at udskyde projektet«.
Lisbeth Gronlund sammenligner raketskjolds-planerne med H.C. Andersen-eventyret om ’Kejserens nye klæder’ – med de europæiske lande som kejserens lakajer og embedsmænd, der ikke kan se fidusen ved projektet, men heller ikke tør sige det.
»Det er rasende dyrt. Den trussel, der skulle begrunde det – langtrækkende raketter med masseødelæggelsesvåben i hænderne på uberegnelige diktatorer i ’slyngel-stater’ – foreligger ikke. Hvis der udvikler sig en sådan trussel, er der andre og bedre måder at håndtere den på. Raketskjoldet vil heller aldrig opnå en sådan perfek-
tion, så USA blindt kan tro på, at det vil virke. Endelig vil raketskjoldet medføre negative reaktioner fra Rusland og Kina. Det vil – alt i alt – føre til nedsat sikkerhed, ikke det modsatte«.
– Du savner den lille dreng, der kan fortælle kejseren, at han ikke har noget på. Men kan en udenrigsminister fra en meget lille NATO-allieret, f.eks. Mogens Lykketoft, spille den rolle?
»Jeg er fuld af forståelse for, at der er hensyn at tage i forholdet mellem en mindre NATO-allieret og supermagten USA. En alt for klar offentlig afstandtagen til raketskjolds-planerne kan også virke modsat, så man frem-over slet ikke bliver hørt. Men Lykketoft kan lade
Washington forstå, at han ikke er overbevist om raketskjoldets politiske og teknologiske fordele – han kan stille spørgsmål, som han gerne vil have afklaret. Han behøver ikke at skrige ud til alle, at kejseren ikke har tøj på – men kan måske hviske i øret, at en anden dragt ville klæde maje-stæten bedre«.
Bush-regeringens løfter om, at Europa, hvis man ønsker det, kan komme med under raketskjoldet, giver Gronlund ikke meget for.

Paraply over Europa?
»Det vil selvfølgelig være teknisk muligt at udspænde atomparaplyen over Europa, men det vil være et helt andet og meget bekosteligt projekt. Vil USA betale? Næppe sandsynligt. Vil befolkningerne i Europa acceptere dramatiske stigninger af forsvarsbudgetterne på grund af en imaginær trussel? Næppe sandsynligt. Skal midler til den modernisering af forsvaret, som Europa behøver, bruges til missilskjoldet? Direkte skadeligt!«
Gronlund medgiver, at de såkaldte ’slyngelstaters’ arsenaler af masseødelæggelsesvåben er »en potentiel trussel«. »Men der er ikke tegn på nogen konkret trussel. Nordkorea arbejder for øjeblikket på en tilnærmelse til USA. Hvis Iran har et atomvåbenprogram, er det først og fremmest rettet mod naboerne, især Irak. Irak kan ikke rokke med ørerne, uden at vi ved det«.
Et af Bush-administrationens argumenter for et raketskjold er, at det vil gøre USA usårlig over for nuclear blackmail – at en diktator fra en slyngelstat kan diktere USA sine betingelser, fordi han er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Argumentet afvises af Lisbeth Gronlund:
»Kan man forestille sig, at et raketskjold kan udvikles til en sådan perfek-tion, at en amerikansk præsident trygt kan sidde en trussel fra en Saddam Hussein overhørig, fordi han ved, at raketskjoldet vil opfange den atomraket, der netop er på vej mod Los Angeles? Det er fuld-stændig urealistisk. Også fordi raketskjoldet ikke er – og ikke kan blive – afprøvet under realistiske omstændigheder.« »Eksisterer der en trussel fra slyngelstater, må den imødegås med andre midler. Den må imødegås ved internationalt samarbejde – også med Rusland og Kina,« siger Gronlund. »Den påståede trussel fra ’slyngelstaterne’ er det rene ingenting ved siden af det, der virkelig bekymrer mig: Truslen fra et russisk atomangreb affyret ved et uheld. Her virker intet raketskjold – et sådant angreb, udløst af en forkert varsling, vil blive foretaget med hundredevis af sprænghoveder. Tværtimod har russerne sagt, at de vil reagere på et raketskjold ved at øge antallet af sprænghoveder og nedsætte reaktionstiden fra varsling af et fjendligt angreb til iværksættelse af et modangreb. Her vil raketskjoldet virke direkte destabiliserende«.

*Tidligere artikler om emnet ligger på tema.information.dk/raketskjold

FAKTA
Lisbeth Gronlund
Lisbeth Gronlund, hvis forældre var danske, er en af de mest fremtrædende deltagere i den amerikanske debat om raketskjoldet. Hun er forsker i sikkerhedspolitik ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), ledende medlem af staben hos Union of Concerned Scientists og i ledelsen for tidskriftet Bulletin of Atomic Scientists. Hun talte i går i Dansk Udenrigspolitisk Institut om emnet: ’Kejserens nye klæder – Bush-administrationen og det nationale raketforsvar’ on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her